Skæbne hader mig vidst? - Privat - Chris, Kash og Karli.

S: D3K.
T: 12:23 - Lørdag.
O: Nogle få andre mennesker.
V: Skyet men lunt.

Karolina, en middel høj pige, og normal vægt, med kort hår, i en brunlig farve, og nogle smukke brune øjne. Gik med sin barndomsven som stadig var hendes bedsteven Christopher. De skulle hen på D3K, og spise en frokost sammen. Karolina bar solbriller, en grå tynd strik trøje og en skjorte, en ternet skjorte i blågrå og hvid (billed), og nogle sorte lidt tætsiddende cowboybukser, samt en taske (billed). Hun gik med lidt lange skidt, hun havde det som om det var en perfekt dag! "Jeg glæder mig til vores frokoster Chris! Det er som om vi ikke har været sammen i dage vis!" sagde hun glad og mundret, selvom de var sammen alle dage, da de gik på samme kollegium. Hun bar også set stort smil på læberne. Hun gik hen til kro døren, "Jeg håber ikke der er proppet med mennesker," sagde hun så, og så om på Chris. Hun åbnede døren.

//Sorry, men vidste ikke hvad der skulle skrives mere..:-)//

En mørkhåret dreng, gik afsted ved siden af pigen. Håret var strittende, på grund af voksen, og hans mørke øjne var næsten sorte at se på. Et par sorte bukser, en grå t-shirt og hans sorte allstars, der var det eneste han bar. Han havde dog sin sorte jakke hængende over armen, i tilfælde af at det skulle begynde at regne.
Drengen, Christopher, gik sidan om side med pigen. Et smil kruste over hans læber, og han så frem til at komme til D3K. Det var et stykke tid siden, de virkelig havde været sammen, sådan uden for skolen. Det var rart. De kunne slippe for at skulle snakke skole-relateret, og de var mere frie. Ikke nogen af Nidkjærs regler, til at sætte dem i stram snor. Kun D3K, nogle andre folk og så dem. "Ja. Men det har vi egentlig heller ikke, har vi?" Han starter med at smile, men det går så over og bliver til en tænkende rynken med øjenbrynene. Han mindedes ikke at have været sammen med hende i noget tid, måske en uge. Han rystede så på hovedet og så smilende ned på hende. Han var jo en anelse højere end hende. "Nej, det er rarest, hvis der ikke er sådan helt vildt mange mennesker.." Han ser frem for sig igen. Snakken fra D3K når hans øre. Så er der mange mennesker, ellers ville det ikke virke så højlydt derinde fra, eller hvad?

//Jeg var også lige lidt ukreativ.//

Kashmir var journalisten. Journalisten som var klædt i en grøn og hvid ternet skjorte, med en sort striktrøje ud over, sorte bukser og nogle sorte sneakers. Han sad og lavede en mindre rytme med sine fødder, men den kunne ikke høres fordi alle de folk larmede. Kashmir sad inde i De Tre Koste. Han havde en ingefærøl mellem sine hænder. Han kiggede ned i glasset og sukkede. ”Her er godt nok meget larm” mumlede han og rejste sig op. Han havde ikke drukket nok til at han kunne var fuld eller ikke havde nogen kontrol over hvad han sagde eller lavede. Han så rundt og gik op til baren. Han satte sig på barstolen. Om halsen hang hans kamera som altid, han tog det op i hænderne og tog et billed af bartenderen der stor smilede, mens han pudsede glas og krus. Kashmir nikkede til ham for at sige det blev godt og slukkede så for sit kamera igen og lod det hænge fra sin hals. ”Stik mig lige en ingefærøl mere,” sagde han og smilede blidt. Bartenderen fyldte et ny pudset glas op med ingefærøl og satte det foran Kashmir, som begyndte at drikke videre. Da glasset var mere eller mindre tomt kunne han mærke noget i sin baglomme. Han tog det frem, det var et papir. Da han forsigtigt åbnede det så han sin ekskæreste på det. Det var et levende billede hvor hun grinte med et kæmpe smil. Kashmir smilede blidt af det. Han lagde det på bordet og tog endnu en tår af sin ingefærøl.

En rumlen kunne høres fra Karolinas mave og et svag flovheds smil overkom hendes læber. Hun åbnede døren og gik ind. Menden med mennesker var ufattelig, hun smilede opgivende og rystede hovedet svagt. Hun vendte blikket om på Christopher "Tjah... Måske går de hvis vi er heldige??" sagde hun opmunterende, og kiggede rundt. "finder du en plads, så går jeg op i baren og siger vi gerne vil have lidt fred og ro, måske for jeg lejeren til at få nogle af dem til at gå," sagde hun og klappede Chrisie på brystet.
Hun efter lod ham ved indgangen og gik op til baren, hun havde ikke set Kashmir, men det ville hun nok lige om lidt. For oppe ved baren, stillede hun sig ved siden af Kashmir, hun lænede sig lidt frem over bardisken, så hun så meget afslappet ud. Men da hun kiggede kort rundt, var det første hun opdagede Kashmir. Hun vendte hurtigt blikket væk, og trak på skulderen. "Hej," sagde hun koldt og afvisende. Han var noget af det sidste hun ville se, selvom hun holdte øje med, hun gjorde det mest af alt, for at finde ud af hvem han var hende utro med. Hun så om mod Christopher, og fik et bede blik på, i håb om at han ville opdage henndes tiggende utryk. Hun ventede. Dog stadig på barlejeren var færdig med de andre mennesker. Hun vendte blikket frem igen, med smilet var borte. "Hvordan går det din skiderrik?" sagde hun høfligt men koldt. Hun var virkelig ved at blive irritered, selvom han ikke havde gjort hende noget, endnu. Hun trippede lidt med foden i jorden. Hun lagde hovedet frem over, men nu opdagede hun Kashmirs billed. (tror det med hende, i think). "Hvorfor har du stadig det billed?" spurgte hun overrasket, og kiggede på ham med et provokederet blik.

//Sorry, skrevet over mobilen :-)//

Han trådte med ind på D3K, og lod blikket glide rundt. De mange mennesker og den høje snakken var næsten ulidelig for ham. En som ham havde det fint med mange mennesker, men hvis alle var samlet i et rum, kunne det let blive for meget for ham. Han træk vejret dybt ind, blot for at få sig selv til at slappe mere af. Så vendte han blikket mod Karo og smilte let. "Lad os håbe på det.." Han så ud over menneskemængden igen, og nikkede en anelse. De skulle være ret så heldige, hvis bare en tredjedel af alle personerne skulle gå. Han lukkede kort sine øjne i, endnu et ynkeligt forsøg på at slappe af. Da han åbnede dem igen, så han på Karo med et halv tøvende blik. Han lytede til det hun sagde, og af en eller anden grund lettede det ham. Hun ville prøve at få nogen af dem ud... Det skulle nok tynde lidt ud i mængden.
Han så efter hende, da hun vandrede op mod baren, men træk så blot på skuldrene og så rundt efter et frit bord. Måske var der trængt, men alligevel fandt han et bord ovre i et af hjørnerne. Han maste sig forbi menneskerne, og kom over til det enkle træbord, med fire tilsvarende, træ stole. Man kunne se lige op til baren, hvilket gjorde han kunne holde øje med hvornår hun ville komme ned. Dog krævede det også lige, at han kunne få øje på hende. Hans blik afsøgte baren, og efter en kort søgen, faldt hans blik på hende. Han nikkede en anelse, tilfreds med at have fundet hende. Jakken havde han hængt over stolens ryg, og han sad bare tilbagelænet og betragtede hende, imens han ventede. Tørstig, men tilfreds. Han skulle tilbringe tid med hende igen, da var han ret så glad for, eftersom det var et stykke tid siden sidst.
Det tiggende udtryk nåede ham, og han lagde hovedet et anelse på skrå. Han forstod han skulle komme derop, men han forstod ikke helt hvorfor. Han rejste sig dog langsomt fra stolen og begyndte at masse sig forbi folk, på ny, for at komme op til hende.