I'm so confused.. - Karolina.

T: Klokken er vel omkring 20:30 efterhånden.
S: Foran pejsen, i Gryffindors opholdstue.
O: Ikke rigtig nogen folk, da de fleste er nede til festen. Nogle møbler, en opslagstavle, en pejs og trappen op til pigernes og drengenes sovesale.
V: Udenfor er det begyndt at støvregne lidt, men det er kun støvregn. Ellers er det lettere køligt.

Christopher vandrede gennem protrættet af den fede dame, efter at have sagt kodeordet. Han havde ignorerret hendes spøgsmål om hvorfor han kom bærende på en pige, om der var sket hende noget og sådan. Han var på vej over mod sofaen, foran den tændte pejs. Der ville da kunne sidde og snakke sammen, i fred. Specielt fordi opholdstuen stort set var tom nu, på grund af festen der rigtig var igang. Han så lidt ned på pigen har bar på. Karolina. Hans barndomsveninde. Han havde fundet hende grædende inde på Hulkende Huldas Toilet, og havde båret hende hele vejen op til opholdstuen. Det var jo også sådan man behandlede sin bedste ven, ikke? Det mente hen i hvert fald.

//Okay, halv kort.. Beklager.//

Karolina var tavs under hele turen. Hun kunne have mumlet en helt eller halv forklaring, men det gjorde hun ikke. Hun vil bare være i ro.. sammen med dem hun kendte og elskede..
Da de kom ind på opholdsstue, gled hun stille ned på sofaen, og kiggede op på ham. "Tak.." mumlede hun for sig selv.. Hun kiggede så ind mod ilden. Det mindede hende om for cirka to år siden.. den sommer, hun tilbragte sammen med Kashmir, og hun lidt glemte at skrive eller noget til Chris.. Ilden mindede hende om det der skete i sommerferien.
"Je..jeg.." sagde hun bare ud i den blå luft.

//Sorry det korte svar..//

Charlie, Karolinas lillebror, havde hørt lidt fra Hulkene Hulda at der var noget galt med hende. Så han var på vej mod Gryffindors opholdsstue. Han havde tit snakket med den fede dame, de var som ... venner.
Han havde en sort hat på, med nogle hvide striber skråt ned ad, en rødlilla trøje ude over sin skjorte som lyselilla og et sort slips. Han havde foldet ærmerne op til midten af armen, og bukserne var nogle lidt løse mørkeblå cowboybukser, og skoene var nogle Reebok sko.
Han kom op til Den fede dame, "Ville du bede min søster om at komme her ud, eller Chris?" spurgte han så, og så på hende med et lidt bekymret blik.

Han tog plads ved siden af hende i sofaen og så bare ind i ilden. Betragtede de smuke flammer, der dansede op af hinanden. Mindre og størrer, mindre og større, hele tiden de samme rytmiske og smukke bevægelser.
Han lukkede tænkende øjnene i og så på hende. Hendes ansigt fik et rødligt skær, på grund af flammerne, men ellers lignte hun blot et forgrædt jeg, af sig selv. Han ville sige noget, gøre noget, der kunne trøste hende og gøre det hele bedre. Men han var blank for idéer, og tanken om at gøre noget galt, igen, skræmte ham.
Da hun begyndte at fremstamme et jeg, blev han en anelse mere opmærksom. I stedet for at sidde i sine egne tanker, lyttede han til hende. Ventede på at høre hvad hun havde at sige. Forhåbningsfuld, men nervøs.

Karolina kiggede kort og forvirret på ham, da han satte sig, hun rettet igen blikket mod ilden, i håb han ikke opdagede hendes kig. Hun tænkte, tænkte over hvordan hun skulle få det sagt. Hendes stammende, jeg, var ikke til nogen hjælpe, "Jeg..Jeg er nødt til at fortæl.." hun hørte den fede dame kalde, "Vil du?" spurgte hun så, og så på ham, hun magtede ikke at være sammen med nogle andre lige nu. Hun havde næsten bare løst til at ligge sit hoved på hans skulder og side i stilheden med ham.

Han så afventende på hende. Lidt fjern i blikket, men han lyttede. Han vidste ikke om han burde 'lukke ørene', for hvad nu hvis det var noget forfærdeligt hun ville fortælle ham. Han kunne kun komme på slemme situationer, ingen gode eller behagelige.
Da han hørte den fede dame kalde, og derefter Karolina som vil have ham til at gå derud, rejser han sig op. "Jeg er eh.. tilbage om lidt.." Han vandrede over til portræt-hullet, og ud gennem det. Han stoppede op lige udenfor det, og så undrende på drengen foran ham. Charlie. Karolinas yngre bror. Han kendte ham ikke sådan helt vildt godt, men han vidste da hvem han var. "Ja?"

//Kort, beklager..//

Charlie havde begravet sine hænder i lommerne, han havde en ventende facade oppe. Han vuggede lidt frem og tilbage, han havde intet at snakke med den Fede dame om. Han havde dog heller ikke været med til festen. Han havde und gået den, ved at blive på sin seng.
Han så døren gik op, og så Christopher. "Jeg fik det for ørerne at Karolina har fået det... hvordan siger jeg det.. Kashmir problem.. Tror jeg nok jeg ville kalde det," sagde han, og så tænkende ud.

//Undskyld det korte svar.. :i//

Christopher trådte helt ud, så portrættet lukkede sig bag ham. Han så på Charlie, lyttede til hvad han sagde, og knyttede hænderne igen. Han burde virkelig lære at styre sit temperament, og holde den der facade oppe. Han stak hænderne i lommen, som han plejede, når han knyttede dem. Det var for at holde det skjult. "Ja... Det har hun." Han undrende sig egentlig over hvorfor drengen vidste det, men han gad alligevel ikke spørge ind til det. Lige nu ville han godt bare vide, hvor han ville hen med det. Hvorfor han ville snakke med en om det. Det var der jo ikke rigtig nogen grund til.. I hvert fald ikke ifølge ham.

Charlie så på Christopher. Han rynkede panden lidt. Han tog hænderne op fra lommerne og så sig lidt rundt. Han sank en klump. Han fik store øjne da han hørte svaret ja. "Det er ikke godt.. Eller jo, lidt, men nej også det.." sagde han. "Altså.. Sidst hun havde det, var for 2 år siden.. En sommer.. hvor hun og Kashmir har.... havde... " sagde han så. Men med håndtegn lavede han en cirkel af tommel-pegefingeren, og den andne hånd kun en pegefinger, og stak den ind (tegn til sex). Han så lidt alvorligt på Chris. "Det har hun da fortalt dig ikke?" sagde han så, han regnede lidt med hans søsters bedsteven vidste om hendes første gang.

//Undskyld det korte svar. :i //

Christopher havde stadig knyttede hænder, nede i lommerne, men han havde langsomt løsnet grebet lidt, så han kunne faktisk snart tage hænderne op igen. Han lod blikket glide lidt rundt, indtil Charlie sagde noget igen. Det fik ham til at vende blikket mod ham og lytte. Opmærksomt. Han blev både vred og chorkeret over det han fik afvide. De havde været sammen, og hun havde ikke fortalt ham det. Hun havde ikke fortalt hendes bedsteven det. Han knyttede hænderne hårdt sammen igen, så hans knoer blev helt hvide. Vreden boblede i ham, meget nu. "Nej... Det har hun ikke fortalt mig!" Han så over mod portrættet af Den Fede Dame, og overvejede kort at gå ind til hende. Dog skød han tanken væk fra sig igen. Han ville først snakke lidt med Charlie.. Omkring hende og den irriterende fyr Kashmir.

Charlie så på Chrsitopher, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ellers. Han trak på smile båndet. Chrsitopher kendte vist ikke noget til det. Det kom bag på Charlie.
Han prøvede at frem stemme at han nok heller skulle holde sin kæft, og prøvede at lave tegn til han skulle gå, men nej.
"Skal du så ikke snakke med hende om det?" spurgte han nervøs. "Jeg ville ikke ødelægge noget mellem dig og min søster.. Selvom hun talte meget om Kashmir og det.. Så har hun glædet sig til at skulle tilbringe tid sammen med dig, hun fortalt mig, at hun gerne ville på ferie med dig, ud og oplev noget spænde?" sagde han, i håb om at kunne gøre Chris glad.

//Undskyld vente tiden... i: //

Christopher ville ikke møde Charlies blik, så Charlie kunne se smerten i hans øjne. Han så bare ned mod gulvet og sine tæer, med et såret og vredt blik. Han kunne ikke vænne sig til tanken om, at hun havde været i seng med et svin. Et svin, der havde været hende utro.. Hvordan kunne hun gøre det?
Han løftede langsomt hovedet, og så på Charlie. "Hvorfor? Så jeg kan få hende til at græde, igen?" Han ville da gerne snakke med hende om det, men han kunne ikke bære at skulle se hende græde igen, fordi han blive vred, og måske kommer til at råbe af hende. Han ved ikke hvad han skal sige til det... At hun vil rejse med ham. Skal han smile, holde det kolde fremme. Hvad skal han gøre. Forvirringen afspejles tydeligt i hans ansigt. Han vil ikke engang lægge skjul på det.. For hvad er det godt for? Intet!

Charlie så rundt, for at løfte stemningen. Han ville ikke sige noget. Måske havde han sagt for meget. Måske ikke. Han så på den fede dame, der så ud til at morer sig over deres lille samtale. Han så sært på hende, som om hun skulle gå sig en tur! Men det kunne hun ikke bare.
Charlie så igen på Christopher, og hævede det ene bryn, som sin søster. "Fordi du er hendes bedsteven.. I kan højest komme op at skændes, og du ved alligvel, at hun vil tilgive dig, nok med en dags mellemrum, men stadig..." sagde han, og sukkede lidt. "Jeg tror at Karolina har holdte kæft med det, fordi hun var bange for at du ville flippe ud på hende, de var jo kun 15 år den gang.. En gang skal være den første.. og ja.. Men hvis du ikke vil tage en snak med hende, om JERES problem nu, så er i måske ikke vokse nok til at tage jer af jeres egne problemer, forstå mig ret.." sagde han så, og vendten ryggen til ."Jeg smutter altså nu.. Hils Karolina.." sagde han så, og begyndte at gå ned at trappen.


//Undskyld det sære svar.. men jeg lade jer skændes alene.. :)//

Christopher så bare på ham. Afventende og tænkende. Han lytter til det han sige, og knytter hænderne endnu mere. Neglene borer sig ind i hans håndflader, fordi han knytter hænderne så hårdt. Egentlig gør det ondt, men han ignorerrer den svage smerte, da han har andet at tænke på end det. Han sagde intet til det, for hvad skulle han også sige? 'Jo, vi er modne nok. Lad vær med at blande dig!' Nej, det duede jo ikke. Han havde jo egentlig ret. Hvis de ikke kunne snakke sammen om det, så er de vel bare ikke modne nok til at tage sig af deres egne problemer.
Han tager en dyb indånding, og siger så kodeordet til Den Fede Dame. Da hun svinger til side, tager han endnu en indånding, og går ind gennem hullet, og ind i opholdstuen.
Den varme luft fra pejser omslutter ham, og han ser halv nervøst over mod sofaen, hvor Karolina stadig sidder. Egenetlig er han stadig vred, men vreden bliver overgået af hans nervøsitet og forvirring.

//Hæh.. Okay. ^^ //

Karolina havde været oppe at skifte tøj, mens han havde snakket med hendes lille bror. Hun havde humørbukser på, og en løst tyng langærmet skjorte som var grålig som hun havde efter Kashmir. Inden under den havde hun en top som sad nede i bukserne. Og nogle hyggesokker. Hun sad i sofaen, og så hen på Chris. Hun havde trykket benene op under sig. "Må jeg gætte, på at det var Charlie?" spurgte hun så, og rejste sig lidt, op gik hen mod Chris.


//Undskyld det korte svar. i: Håber på et skænderi! :-D//

Han så bare over mod Karolina. Vreden blussede op i ham, ved synet af hende. Måske elskede han hende, men vreden var overvældende og for kraftig. Han ville bare råbe af hende. Losse alt sin vrede af på hende, så hun kunne føle den smerte han følte. Han trak vejret dybt, for at berolige sig selv. Noget han var begyndt at gøre rigtig ofte, i løbet af de sidste par dage. Måske fordi hans temperament havde været oppe ved kogepunktet ret ofte, i den sidste uges tid ca. "Ja.." Det krævede meget af ham, at holde stemmen mere eller mindre kontrolleret. Han formåede dog, at få det til at lyde som om han var rolig.

//Hæh.. Det skal jeg nok få startet. >:)//

Karolina så undrende på ham, som om en torden sky var over ham. Hun stoppede op en meter fra ham. "Hvad ville han?" spurgte hun så med lidt nervøstigt i stemme. Hun var uroligt, for hvad hendes lillebror havde sagt.
Hun lagde armene over kors, og så op på Chris. Hun kiggede på ham, hun kiggede om hun kunne se at hun hans hænder, om de var fremme eller i hans lommer.. Hvis de var det, var de knyttet, og så var han sur. HVor sur, vidste hun dog ikke.

//Undskyld det korte svar.^^'//

Christopher så på hende. Han blinkede kun få gange, som om han var bange for at hun var væk, hvis han blinkede for mange gange eller for længe. Han løsnede langsomt grebet, da han vidste han nærmest var som en åben bog for hende. Hun kendte ham jo stort set ud og ind. Efter alt den tid de havde brugt sammen, så vidste hun jo alt om ham.
"Hvorfor fortalte du mig det ikke?" Vreden stod tydelig i hans stemme. Han kunne ikke holde vreden tilbage længere. Den var for voldsom, og kraftig for ham. Noget han ikke kunne kontrollere længere.

//Me too.//

Karolina så på ham. Hun fik den følse, at han vidste noget. Noget hun ikke havde fortalt ham. Hun fik urolig på ham. Hun fik et skridt tilbage. "Hvad snak-snakker du om?" spurgte hun. Hun håbede virkelig på at han ikke vidste det. Hun ville ikke have det.. Han vidste nok om hende, hun fortalte ham gerne alt, men ikke dette, hun syntes det var pinligt den gang, men nu ville hun bare ikke snakke om det.. Hvorfor lagde han det på banden, som det første?!

//Det er nok, kun sådan nogle svar, på de 6-8 linjer. :-p//

Christopher så vredt på hende. Han havde taget hænderne op af lommerne, med de var stadig knyttede. Han havde jo ingen grund til at skjule vreden længere, så derfor havde han taget dem op. "Du ved det udemærket godt! Der er ingen grund til at lade som om, du ikke aner hvad jeg snakker om!" Han har hævet stemmen, og snakker ikke i et roligt toneleje længere, men i det mindste råber han ikke. Hun kunne da i det mindste lade vær med at lyve overfor ham.. Nu hvor han allerede vidste det, burde hun fortælle ham sandheden.. Eller er hun for svag til at gøre det?! Det er sjældent han er virkelig vred, men dette er en af de gange hvor han virkelig er vred. Så vred at han ikke kan kontrollere sine egne handlinger, og handler før han tænker.

//Ja.^^' //

Karolinas øjne flakkede om ham. Hun så på hans knyttede nævner, og hun så på ham da han begyndte at råbe ad hende. Hun fik en uroligt og vred facade op. Hun vidste godt det var forkert at lyve for ham. "Ja, okay! Jeg har haft sex med min ekskærste?! Hvad er dit problme!!!!" skreg hun mod ham. Hun var for vred til at få tårre i øjnene. Hun havde ikke armene oer kors mere, de var lige ned, og knyttet på hende også. Hun havde aldrig været oppe at skændes med ham, på den måde.. Hun hadet når han var vred... hun hadet det virkelig meget..

//Kan jeg få dig på skype? :-D//

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?!" Han råber nu. Ligeglad med om andre hører ham. Han skal bare af med sin vrede, så om andre hører ham, raver ham egentlig. Han ser udelukkende på hende. Han vil se hendes reaktion på det der sker, og hvad hun har tænkt sig at sige nu. Han ved ikke hvorfor han er så vred over det, men det er han altså. Måske fordi han havde forventet, at han som hendes bedsteven, ville få det afvide som en af de første, og ikke af hendes lillebror omkring to år efter. Et tungt, vredt suk forlader han læber. Frustrationen og vreden styre nu hans ord fuldstændig, og ikke som før, hvor de kun lige var ved at overtage.

//Ja. ^^//

"Fordi jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det!" skreg hun. Hun rystede på hovedet. "Jeg var bange for du ville blive vred på mig og droppe mig, fordi jeg gjorde noget så dumt..." sagde hun med skinger i stemmen.. Men hun var stadig. Hun havde løst til bare at GÅ! "Du har været sur, lige siden... Lige siden jeg fortalte dig at jeg havde en partner til festen? Og jeg kun fornemme din vrede.. Kashmir.." sagde hun og så ned, hvorfor var det så svært.. "Hvis du vil ha' at jeg skal vælge mellem jer, så sig det, hvis du ikke kan klare at jeg tilgav ham, for noget han ikke havde gjort... så sig det.." sagde hun opgivende.. Hun tog sig til hovedet.. Hun havde løst at slå ham... give ham en lussing..men det ville hun aldrig gøre mod ham.

"Hvis du havde fortalt mig det, og ikke din bror, var jeg ikke blevet så vred! Men at jeg går rundt i den tro, at jeg er din bedsteven, din barndomsven.. Og du ikke fortæller mig det! Det kan jeg ikke forstå Karolina!" Han kunne mærke nogle tåre presse sig frem i hans øjne. Det var meget unaturligt for ham, da han ikke er typen der virkelig græder. Normalt er han trist eller vred på en anden måde, men der skal virkelig meget til, for at han græder. Han holder tårene tilbage, men de har gjort hans øjne blanke. "Du har ingen idé om hvorfor jeg er så sur, for du kan jo ikke sætte dig i mit sted!" Han råber stadig, men hans stemme er ved at knække over, og tårene presser sig virkelig på. Det kræver meget af ham, at holde dem tilbage, og fastholde den faste stemme.

"Undskyld.." sagde hun, og så ned. Hun kunne ikke holde tårene tilbage mere. Hun havde dummet sig, for først gang, følte hun sig virkelig dum. Hun kiggede på ham igen.
Hun forstod ikke hvad han mente, med i hans sted. "Dit sted? Dit sted?!" skreg hun igen. "Nej, jeg kan ikke sætte mig i dit sted, da jeg ikke ved hvilke følser du har for andre?! Du er nok en åbne person, men du er også en isblok! Tror du jeg synes det sjovt, at min ekskæreste, ikke var mig utro, men at min tidligere bedsteveninde løg for mig? Tror du?!" skreg hun ad ham. Hun kiggede rundt efter noget.. Noget hun kunne kaste. Hun så om på en sofa pude. Hun tog efter den, og vendte sig om, og kastede den efter ham, "var!!". Hun var ude af stand til at være rolig.