Confused 2

Sted: Christophers hus
Tid: 06:45
Vejr: Letter skyet
Omgivelser: Huse og sådan noget

Karolina havde ikke haft meget kontakt til Chris, hendes bedsteven, siden skolens fest, som om han havde prøvet af undgå hende. Men denne morgen var hun taget hjem til ham, i håb om at han var hjemme og måske alene hjemme.
Hun havde korte shorts på, en trøje som var lang og dækkede shortsene, og gled ned over den ene skulder. Karo gik hen til vinduet hvor hans værelse var, hun tog sin stav og brugte en besværgelse på låse det op, og roligt løftede hun vinduet ud, og kiggede ind, han var ikke til at se, måske sov han ikke hjemme ellers så var han på toilettet. Hun kravlede ind af vinduet og satte sig hen på hans kontor stol på hans værelse, og ventede på han kom tilbage hvor fra han end var.
Hun trak vejret dybt og kiggede rundt, hvor hun fandt et billed af de to so små børn, hun tog ud efter billedet og kiggede på hvor glade de var, ingen hemmeligheder eller noget, suk, lød det fra hende og så kiggede hun op og så hans fotoalbum hun havde lavet til ham, hun satte billedet af dem og tog albummet og åbnede det hvor hun så hvornår det var hun havde lavet det. Der var mange sider, og sikker endnu flere billeder og breve og sådan noget. Mon han havde set på det fornylig eller var han så sur på hende at det ikke betød noget for ham nu?

Huset virkede stort og meget ensom, som Christopher sad nede i stuen, uden hverken familie eller venner hos sig. Normalt ville det ikke have gjort ham noget, at sidde alene. Men på grund af alle de ting der er sket på det sidste, er stilheden og det tomme hus bare lidt for overvældende, lidt for trist. Han tanker har kredset om hans bedsteveninde, Karolina, utrolig meget. Efter den fest, han sådan havde håbet på ville blive skøn, har han ikke rigtig været sig selv. Hans humør har været lavt, og han har ikke haft lyst til at tilbringe tid med andre. Det er også derfor han sidder hjemme nu, imens hans forældre er på besøg hos nogle andre, i tre dage. Det er anden dag han er helt alene, og han har stort set intet foretaget sig. Han går tidligt i seng, står tidligt op og går måske en kort tur midt på dagen, men ellers er han kun hjemme. Han forstår ikke helt hvad der skete under festen, der splittede dem så meget, eller jo, det gør han, men noget i ham vil vist bare ikke indse det. Og alligevel, på trods af den del, har han holdt sig fra Karolina, fordi han ikke har ønsket at snakke til hende, på trods af at hun betyder så utrolig meget for ham. Og det har ikke været let, overhovedet ikke.
Han roder lidt i sit hår, og rejser sig så op fra sofaen. Han kan lige så godt ligge sig ind i sengen og prøve på at sove igen, for klokken er ikke specielt mange, så han burde bare nyde at kunne sove længe. Han går ud af stuen og ned af den lille gang. Døren for enden, føre ind til hans værelse. Han hiver ned i håndtaget, og åbner langsomt og ret dvask, døren op. Et meget underligt, og lidt chokerende syn møder ham. På hans kontorstol sidder pigen, han sådan har prøvet at undgå. Karolina Johan, han bedsteveninde. Han siger intet, men står bare i tavshed og ser på hende, og det fotoalbum hun kigger i.

Karolina havde følt sig tom inden i, selvom hun kom sammen med Kashmir igen, var der en ting der manglede, en bedsteven, der aldrig havde været der for hende, gemmen alt. Men uden ham, var livet meningsløst.
Hun kiggede i fotoalbummet, hun kunne hører en komme gående, dog lod hun som ingen ting, ikke før personen kom ind i rummet. Da han var kommet ind, og stirrede på hende, klappede hun albummet sammen og rejste sig op, og vendte sig mod ham. "Christopher Akira Parker..." sagde hun og gik hen mod ham, hvor efter hun lagde armene om hans hals og så op på ham. "jeg elsker dig.." sagde hun og lagde hovedet ind mod hans skulder. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, hun elskede ham og ville ikke have ham til at hade hende.

Christopher sagde stadig intet, men så blot på den bedsteveninde han sådan havde savnet, idet hun rejste sig op og sagde hans navn. Han viste ingen tegn på følelser, hans ansigtsudtryk var fuldstændig neutralt. Han burde måske have trukket sig væk, men hvem ville kunne få sig selv til det, når en bedsteveninde kom over til en, tidligt om morgenen, lagde sine arme om halsen på en, og sagde at hun elskede en. Han kan i hvert fald ikke få sig selv til det, for han elsker jo også hende, selvom han har været så kold overfor hende på det sidste. Men det har han jo kun været, fordi han har været såret og vred, ikke kun på hende, men på så utrolig mange personer.
Han blinker et par gange med øjnene, meget hurtigt, og tager en dyb indånding. "Hvad laver du her?" spørger han så, ikke vredt, bare i et meget normalt tonefald. Han ansigtsudtryk er en del mere undrende nu, i stedet for blot neutralt. Han ville ønske han bare kunne ligge sine arme om hende, give hende et kram og tilgive hende, men det er som om at det graver lidt for dybt til, at han blot kan tilgive hende.

Han sagde intet, ikke som det første, han gjorde intet. Hun sukkede svagt og slap hans hals og kørte hænderne ned over armene på ham, hvor efter hun trak ham hen til hans seng. Den havde de jo siddet rigtigt tit i.
Hun valgte at skubbe ham ned i sengen og stod over for ham, hvor efter hun sat sig ned på hug, og så op på ham. "Jeg er her, fordi jeg savner dig. Du er den eneste jeg tænker på lige nu, jeg ved jeg ikke fortalte dig sandheden om mit privatliv på den måde, men den ferie, det skete bare... og han kan ikke erstatte dig i venskab, broderskab.. eller i tumpehed" sagde hun og så forsat op på ham.
Hun sank en klump og ville gøre alt for ham, for at få ham til at vide at han var og er betydningsfuld for hende.

Huset virker omsider mindre tomt, men det er på en anden måde, end han lige havde forestillet sig det. Nu er han i tvivl om hvad han skal gøre af sig selv, hvordan han skal handle. Sådan var det normalt ikke, sammen med Karo. Han plejede at kunne være helt sig selv, og de behøvede aldrig lave noget specielt, bare de var sammen, hyggede de sig. Men ikke nu. Han aner ikke hvad han skal gøre, og idet hun trækker ham over til sengen, og skubber ham ned i sengen, ser han bare op på hende, med et lidt forundret, overvejende blik. Hans blik flakker mod vinduet en enkelt gang, inden han så omsider ser på hende igen.
"Hør, jeg.. Jeg troede bare du vidste, at du kunne fortælle mig alt.." siger han langsomt. Han tager en dyb indånding, for at få lidt ro på sig selv, fordi han godt kan mærke, at han er blevet mere nervøs nu, end normalt. Han tænker ikke klart, og han kan ikke rigtig få sig selv til at se specielt meget på Karo. Hans blik bliver ved med at flakke over mod vinduet, eller et andet sted i rummet, fordi han ved at Karo kan læse så utrolig mange ting, i hans blik.

Karolina så hans blikke flakke omkring. Hun havde lyst til at tage sin stav, og sætte den mod hans hals, for at få ham til at hale, men det kunne hun ikke få sig selv til. Hun kiggede ned på hans knæ , hvor hun lagde sine hænder og kørte sine fingre frem og tilbage som det skulle kilde, ikke fordi hun ville kilde ham men for at få hans opmærksomhed.
Hun valgte at se op på ham igen og rejste sig lidt op og satte sig på hans skød, benene på hver side af ham og hovedet lagt mod hans pande.
"Jeg ved jeg begik en fejl... Men du fortalte mig heller ikke at du kunne lide mig.. Dit store brød.." sagde hun og lagde sin næse mod hans. Hun tænkte kort og sukekde svagt. "Nu må du ikke blive sur på mig, men jeg er nødt til at prøve.." sagde hun og kyssede ham på munden stille og blidt. Hvor efter hun stoppede og så væk, nærmest rejste sig op og bare gik ud værelset, hun gik ind i stuen i deres hus og stod og kiggede ud af deres stuevindue, nu holdt sig for munden og prøvede at holde nogle tåre tilbage.

Christophers blik forsatte med at flakke omkring, som om han virkelig er bange for at se hende i øjnene, hvilket han vel egentlig også er. Han er skrækslagen, fordi hun omsider har fundet ud af at han rent faktisk er forelsket i hende, hvilket slet ikke burde være sket, eftersom de er bedstevenner, og ikke burde ødelægge det. Da hun sætter sig op på hans skød, og ligger sin pande mod hans, ser han omsider på hende, direkte ind i hendes smukke øjne. "Nogle ting Karolina, er bare bedst at holde for sig selv..." siger han langsomt. Inde i sit eget hoved tilføjer han 'Specielt ting der kan ødelægge et helt venskab'. Han tager en dyb indånding, og lader sine øjne glide i for et kort sekund. Men ved hendes næste ord, ser han forvirret på hende, i et kort øjeblik, inden han så mærker hendes læber mod hans. Følelsen der strømmer gennem ham er helt igennem fantastisk, men der er alligevel noget i ham, der siger nej. Måske fordi han ved at hun er sammen med en anden, at han intet kan stille op mod det.
Han ser ret mundlam efter hende, da hun forlader værelset. Han ved ikke om han bør følge efter hende, eller om han bare skal lade hende være, give hende tid til at tænke. Efter kort tid, ender han dog med at ryste på hovedet af sig selv og rejse sig op. Han forlader værelset, og går med langsomme skridt ned af gangen. Han overvejer stadig, imens han går, om han bare burde lade hende være, til hun er okay igen.

Karolina havde ikke svaret på hans svar, hun havde gjort noget lige modsat, kysset ham. Da hun kyssede ham følte hun en lykkelighed, anderleds end den hun havde med Kashmir, dog var hun lykkelig sammen med ham.
Hun stod og så ud af vinduet, hun kunne høre han kom nærmere, hun havde lyst til at kontakte Kashmir, eller i det mindste bare en eller anden! "Hør.... Jeg ønsker dig ikke som andet end bedsteven, men det bliver ikke lettere på denne måde.." sagde hun og vendte sig om og så på ham "men det værste er, at jeg kunne lide din varme... hun gik hen mod sofaen og sså hen på ham fra den af.
Alle de gange de havde siddet i den og set film, alle slags, hvor han havde haft muligheden til at kysse hende, kramme hende, ligge armen om hende. "Du skal ikke fortælle mig, at du ikke har haftt din chance til at kys mig, da jeg var singel! sagde hun lidt højere og så alvorligt på ham med vrede og våde øjne.
hun havde det forfærdeligt at råbe af ham, men hvis de begge havde været ærlige fra start, var de aldrig kommet i denne suppedas.

Christopher stod bare i døråbningen, ind til stuen og så på hende. Han var stadig i tvivl, om han burde gå ind til hende, snakke med hende, eller om han bare skulle lade hende være, så hun kunne smutte hvis hun ville. Han tog en dyb indånding, for at få ro på sine nerver, og hans hjerte, da det bankede der ud af.
Han lyttede til hendes ord, og en lille rynke kom frem på hans pande, af ren forvirring. "Og jeg ønsker ikke dig som andet end bedsteven.. Men det er udelukkende fordi jeg er bange for at det hele ville blive ødelagt, hvis vi var sammen!" sagde han fast, men uden at hæve stemmen det mindste. Jo, han ville da elske at være sammen med hende, men det er deres venskab der betyder mest for ham. Han ønskede ikke at ødelægge det hele, på grund af en åndssvag forelskelse.
Hans blik flakkede mod jorden, idet hun sagde det andet. "Det vil jeg heller ikke Karolina... Men den eneste grund til at jeg ikke gjorde det, var fordi jeg frygtede, at du ville skubbe mig væk, eller blive vred. Og så ville jeg have gjort noget ved vores venskab, præcis som jeg har nu..." sagde han langsomt. Han vidste ikke om det overhovedet ville nytte noget at fortælle hende det nu, for kysset er sket, og det har vist ikke gjort noget af dette bedre. For han nød det, utrolig meget. Hendes bløde læber, hendes smukke øjne, den slanke krop.. Alt omkring hende var jo fantastisk, og det blev endnu smukkere, idet hun kyssede ham. Og nu, nu er suppedasen blevet forværret på grund af det.

Tavsheden mellem deres svar var forfærdelige lang, eller sådan følte hun det. Hun tænkte over hans svar, hvordan skulle hun kunne svare. Hun skulle til at åbne munden da han sagde noget igen. Det var svvært ikke at lade med at blive en smule vild. Hun tænkte over en lille ting, det var den ting, hun adlrig havde lagt mærke til før, det var hvor flot han så ud.
Hun trak lidt på en mine, "Jeg ønsker alt blev som før, men lige nu..." sagde hun og sat sig i sofaen, med knæene modd ryglændet og trak sin stav, og brugte acccio til at hive ham hend i mod sig, men hun brugt den på hans tøj, som hev ham over mod sofaen. Hun lagde sin stav og tog fat hans trøje.
Et svagt suk kom fra hendes mund, hun løftede hænderne fra hans trøje til hans bukse lommer.
"Jeg beklager, men du mit brød.....men..." sagde hun, og satte sig på op på ryglændet, og så på ham. Hun så ned af ham, han var anderledes end Kashmir, han var smal og det, hvorfra Chistopher var mere normal, som en hver anden dreng.

//Tror Chisties fætter skal komme på besøg, Andreas Howpe? :)//

Christopher ser bare på hende, uden at fjerne blikket en eneste gang. Han læner sig lidt op af dørkarmen, og står og piller lidt ved sin trøjes ærme, af ren og skær nervøsitet. Noget som ikke plejer, at ske så forfærdelig ofte for ham, fordi han i de fleste situationer, formår at forholde sig mere eller mindre roligt.
Han nikker, for at give sit sammentykke til det hun siger, med at alt bare kunne blive som før. For det ønsker han også, virkelig meget. Men på trods af det, er der stadig den lille del af ham, som bare så utrolig gerne vil være sammen med Karolina. Den del, som så gerne vil kunne kysse hende, holde om hende, uanset sted, uanset begivenhed.
Da hun bruger accio til at få ham over til hende, kæmper han ikke det mindste imod, men 'følger bare med'. Han ser ned på hende, med et blik der er stort set umuligt at læse. Endda svært for de personer, der kender ham bedst, fordi der er så utrolig mange blandede følelser i det.
Han ved virkelig ikke hvad han skal sige, fordi hver ting han blot overvejer at sige, fremkommer åndssvage, eller alt for følelsesladede. Han løfter sin ene hånd, og ligger den mod hendes kind. "Karolina jeg... Jeg er så ked af det.." siger han så. Hvorfor han siger præcis det, er han ikke engang selv sikker på. Måske er det fordi han er ked af, at det hele er kørt sådan af sporet, bare fordi han var dum nok til at forelske sig i hende, og derfor bryde kontakten til hende, da hun begyndte at være sammen med Kashmir.

//Hah, det kunne være lidt grinern. x3 //

Karolina så på ham, et udtryk hun ikke kendte, et hun ikke kunne analyser. Der var flere gemte huller i ham end hun kendte til, men det ville ikke stoppe hende fra at få det ud af ham.
"Ikke så ked af det som jeg blev da mit brød forlod mig.." sagde hun og så på ham. Hun trak ham lidt ind mod sig, og lagde bene om ham, så han ikke kunne stikke af, uden at få hende med sig. Hun følte hendes hjerte banke hurtigere end normalt, men jo mere hun tænkte over det, havde hun ret til at prøve, de var begge blevet ældre, og de havde gjort alt, bare ikke været kærester. "Du må stop mig, hvis det for meget for dig... Men jeg har lysten til at prøve med dig." sagde hun og kyssede haam bildt på halssen, og op mod hans mund, hendes ændre kravlede op ad hans bryst.
Hun skubbede sine sko af med fødderne og fangede deres underliv tæt sammen, hun kyssede ham endnu en gang, men denne gang på munden, nogle hurtige blink kom, og så rykkede hun lidt væk og slikkede ham kort på læberne, og begravede sit hoved ind mod hans hals.

Et meget kort lille smil spiller over hans læber, fordi hun bliver ved med, at kalde ham sit store brød, hvilket han egentlig godt kan lide, fordi det er et navn som har hængt ved i noget tid nu. Og det minder ham lidt om tiden inden det hele gik galt. Idet hun trak ham lidt ned mod sig, spillede en kort forundring over ham, inden han så bare så mere eller mindre rolig ud. Han ser ind i hendes øjne, uden at kunne få sig selv til at løsrive blikket.
"Men...." er det eneste han når at sige, inden hun kysser ham på halsen, hvilket for ham til at holde mund. Han kan ikke få sig selv til at stoppe hende, for selv bare følelsen af hendes løber mod hans hals, giver ham den fantastiske følelse i kroppen. Han satte sit ene knæ på sofaen, på den ene side af hende, så han faktisk stod sådan halvt over hende. Han gengældte kysset, da hendes læber mødte hans, indtil hun så stoppede kysset, og lagde sit hoved mod hans hals.
Han ved ikke hvad der fik ham til at gøre det, men han kunne bare ikke rigtig lade vær. Han føre sin hånd under hendes hage, og får hende til at kigge op på ham, i stedet for at have sit hoved mod hans hals. Han kysser hende en enkelt gang på panden, inden han så lukker sine øjne i, og kysser hende på munden. De kan måske ikke være sammen, men hun har selv lige sagt, hvad han så gerne ville prøve. Nemlig at give dem et forsøg, prøve med hende.

Hun følte hans hjerte banken mod sine hænder, og lod dem faldt ned til hvor blusen sluttede. Hendes øjne var rettet mod hans og tænkte ikke over hans 'men'. Hun kyssede ham igen når han kyssede hende, hun følte hans overgreb og smilte, mens hende øjne var på klem, kravlede hendes hænder ind under hans bluse og kørte om til halsen om ham, så hans bluse rør en smule op.
Hvorfor sker det dog nu..; tænkte hun og kunne kyssede ham lidt kræftigere end før, det var ikke for at være utro eller en bedrager, men for at prøve at finde ud af hvordan det kunne have været sammen med hendes bedsteven, dog vidste hun at det kunne ødelægge deres venskab helt.
Hun trak ham ned over sofaen, så de lå på den, hun kendte huset lige så godt som han gjorde, og hun vidste hvor bred den var, hvor meget den kunne tage, hvor hvor gammel den var, og lige nu, hvor den bred nok, der kunne ligge to person i den, af deres slags, hvis det var en overvægtig person, knap nok. Hun havde endnu benene om ham, og kørte hænderne om på ryggen af ham.
Hun begyndte at snave ham, for det blev stille og roligt mere vildt i hendes hoved.

http://weheartit.com/entry/52205305/via/arivickymaslow HAN ER NUTTET DER!! :'D

Det var en følelse af ren nydelse, der strømmede gennem ham. Nydelsen af endelig at kysse hende, mærke hende, føle hende. Alle de ting, han så længe havde gået og tænkt på, specielt efter hun var blevet kærester med Kashmir igen. Det var som om hans følelser bare var blevet forstærkede af det, fordi han følte en hvis jalousi, når han så dem sammen. Men lige nu var hun hans, hans alene. Intet kunne forstyrre dem.
Hans øjne var gledet helt i nu, og han forsatte bare kysset. Da hun trak ham ned på sofaen, så de begge lå på den, med et okay stykke plads faktisk, første han sin hånd op under hendes trøje. Han førte den op til hendes barm, dog uden at begynde at gramse på den. Det eneste han gjorde, var at lade sin hånd hvile lige på siden af hendes barm, fordi han ikke ønskede at 'skræmme' hende, ved at gå alt for hurtigt frem, eller ved at virke for ivrig.
Da kysset udviklede sig til en snav, krusede der, i et kort øjeblik, en smil over hans læber. Tænk han rent faktisk var sammen med hende lige nu. Selvfølgelig var det forkert, men helt ærligt, så var det slet ikke det Christopher tænkte på lige nu. Det eneste der optog hans tanker, var at han endelig var sammen med Karo. Måske var de ikke kærester, men han fik da i det mindste muligheden for at nyde hende. Det går nok op for ham i sidste ende, at det de har gange i, er forkert, men lige nu er det komplet ligegyldigt for ham.

//Nurh, ja han er.<3 //

Karolina følte en hvis svaghed for ham lige nu, det han gjorde, det føltes så rigtigt, men dog var der noget i hende der stak,- kun fordi hun havde en andne i sit liv. Hun boede lidt sine nagle ned i hans ryg, nu hvor hun kunne mærke hans bare hud, det var ikke tit hun gjorde det.
Hun var ligeglad med at hun kunne mærke hans hænder nær hendes barm, det var sket før, at de havde fjollet på en strand. Hun kørte sin hænder ned ad siden på ham, ned til hans hofter og holdte fast der. Hun prøvede at stoppe deres snav, men det opgav hun forgæves, i steder for valgte hun at rykke sig lidt hjælp, så snavet stoppede, "Hvor er dine forældre?" spurgte hun så og kyssede ham blidt på panden.

//Det var noget kort D;//

Christophers øjne er halv åbnede nu, fordi han utrolig godt kan lide synet af hende. Selvom det slet ikke er det eneste han godt kan lide ved Karo. Faktisk er det allermest hendes fantastiske personlighed, men selvfølgelig har hendes meget smukke udseende også gjort noget, ved hans interesse for hende.
Da hun rykker en smule væk, og spørger hvor hans familie er, smiler han lidt. "Du er hjemme og besøge nogen." svare han hviskende. Han nusser hende lidt ved barmen, som om det var det mest naturlige i verden. "Jeg var ikke rigtig i humør til at tage med... Derfor er jeg hjemme." tilføjer han så. En enkelt gang ser han væk fra hende, blot for at se ud af vinduet, dog er dette kun for kort tid, inden han ser på hende igen. Det er som om at det er ved at gå op for ham, at det de lige har gjort er forkert, men han formår at skubbe det om i baghovedet, lade det ligge lidt, fordi han bare gerne vil nyde dette øjeblik. Øjeblikket hvor han rent faktisk har Karo hos sig.

Hun følte hans hænder endnu mere, og det var en rar følelse der ramte hende, hun følte sig mere lystet af ham nu, valgte at trække sin egen trøje af, og så på ham. De var simlpehent ikke hjemme, det var da pudsigtet, efter hendes mening, men dog stadig heldigt for så var de alene.
Hun hev op i hans bluse, og fik den hevet af ham, hvor hun smed den på gulvet. "Det var da hyggeligt.. Men hvad med din fætter, ham ministeren? Er I to ikke tit sammen, eller var det kun da I var yngre?" spurgte hun så og så i hans øjne.
Hun agtede ikke at røre hans bukser, og hvis det endelige skulle ske, ville hun nok bare bare føle og holde ham på popoen/nummeren.
Hun valgte at kysse ham på kæben i mellem tiden.

Andreas Hopwe var en minister på 25 år, ha havde valgt at holde fri i dag, for at besøge sin ynglings fætter, hvis forældre ikke var hjemme. Faktisk havde de bedt ham om at besøge ham, efter han havde opført sig lidt unormalt efter eres mening.
Andreas gik hen til døren, og åbnede den med sin nøgle han nu engang havde, og gik bare ind, han prøvede at være lydløs, og det gik meget godt for ham, ham lukkede døren som om den slet ikke blev lukket rigtigt. Han gik først ind på Christophers værelse, men der var der ikke nogle, kun et ulåst vindue, hvilke var usædvandeligt. "Gad vide?" mumled han lavt for sig selv, og gik ind mod stuen, lige så lydløst som da han kom ind i huset. "Christoph...er" sagde han og opdagede noget uventet. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Han stod i døren og så på en pige trøje ligge på gulvet, og synet af hans lille fætter var i sofaen med en pige, en kendt pige. "Frøken Johan, har De ikke allerede en kæreste." sagde han lidt mere bestemt. Han vidste hvad der var sket på skolen, og hvad der var sket mellem Chris og Karolina, det var grunden til hans lidt mere alvorlige tone fald.

Christopher lå bare og betragtede hende, idet hun trak trøjen over sit hoved. Jo, han havde da set hende i bikini før, men det var som om, at det bare var anderledes nu. Fordi anledningen til at tage den af, var helt anderledes end de gange de havde været på stranden. Han hvilede sit hoved i sin håndflade, imens et lille smil spillede over hans læber. Han overvejer hendes spørgsmål lidt, fordi det faktisk er lidt svært for ham at svare på. "Vi ser en del til hinanden, men ikke helt så meget, som vi engang gjorde." siger han så endelig, efter lidt tid.
I et kort øjeblik var han overbevist om, at han havde hørt en lyd fra gangen, hvilket for ham til at se over mod gangen, men da han ingen kan se, går han bare ud fra, at det var noget han bildte sig ind. Hvilket jo viser sig at være en stor fejltagelse. Han høre en velkendt stemme sige hans navn, hvilket for ham til at sætte sig op hurtigt. Hans fætter, ham de netop snakkede om, står i døråbningen og ser på dem.
"Eh Andreas, hva-hvad laver du her?" spørger han lidt chorkeret. Han samler hurtigt Karos' trøje op fra gulvet, og rækker den til hende, inden han ser på Andreas igen. Det var ikke lige det han havde regnet med. Faktisk havde han troet, at de ville kunne være helt alene, og at de først behøvede at skilles, når hun skulle hjem.
Han klør sig lidt ved nakken, og ser skiftevis fra Andreas til Karolina.

Efter hun havde fået sin trøje af, og han havde svaret på hendes spørgsmål, blev det værre end værst, hans fætter var kommet på besøg, udanmeldt. Det første Andreas spurgte var, det var rettet mod hende, og hun havde sat sig op, og holdte lidt om sig selv, for at dække sig lidt.
Karolina var en smule mundlam, men da Chris gav hende hendes trøje, tog hun den på, og rejste sig op, og gik lidt væk fra Chris. "Jov Hr. Howpe.. Men misforstå mig nu ikke, Christopher betyder meget for mig, og De ved jo selv hvad han har fortalt mig.." sagde hun og så ned.
Hun følte efter sin stav, som var faldet ned under sofaen, problemet for hende var nu, at hun ikke tur gå hen til Christopher, for hun var bange for hvad Andreas kunne finde på, at fortælle det til Kashmir eller endnu værre, alle andre.
Hun så hen på Christopher og begyndte at føle en hvis skyld over at have været så bedragerisk mod Kashmir. Hun sank en klump og gik hen til ryggen af sofaen for at tage sine sko, og derefter hen til stue døren og tog skoene på.

Andreas stod bare der og kiggede forarvet på sin fætter og hans veninde, hvor han tænkte i sit hoved; Og jeg som troede jeg havde opdraget ham bedre.. Han ved jo ingen gang hvilke andre dyr hun har haft fingerne i...
Han havde noter om alle personer hans fætter omgik med, Karolina havde noterne; Omsorgsfuld. Tilgivende. Naiv. Ikke for klog. Ikke for klog, var når hun bare tilgav folk for de mindste ting, Kashmir som ikke havde prøvet at kontakte hende efter hun slog op.
"Jeg misforstår Dem ikke, men at de gramse på min fætter, for at få hans venskab igen, er ikke i orden med mig, og nok heller ikke med hans forældre, dine eller hr. Jonathan." sagde han lidt mere stamt og gik hen mod Christopher. "Og I al' verden tænke du på? Ja du vild med hende, jeg ved det. Men at snave med hende?... og dine forældre bad mig tage et kig til dig, de sagde du havde opført dig unaturligt." sagde han så og gav ham et lettere dask i baghovedet.

Christopher står bare lidt, og ser nervøst på dem begge. Denne situation er pludselig blevet meget akavet, specielt fordi han ved at folk oftest kryber lidt mere ved synet af Andreas, udelukkende fordi han er minister. Hvis ikke det havde været for det, havde de måske kunne holde hovedet en smule mere koldt, i en sådan situation. Men det kan han jo ikke en gang selv.
Virkeligheden begyndte ligesom at synke ind, og det gik efterhånden op for ham, at det de havde gjort selvfølgelig var åndssvagt og dumdristigt. Karo har lige været sin kæreste utro, på grund af ham. Så de har begge to en stor del af skylden på deres skuldre.
Hans blik flakker mod jorden, på grund af det Andreas' ord. Han tager en dyb indånding, inden han tager sig sammen til at se op på ham. Og det er mest fordi han ved at det Andreas siger nu, er hanvendt til ham. Han føler sig utrolig åndssvag og meget skamfuld lige nu, fordi han jo godt ved, at det de har gjort, er utrolig dumt. Han så bare lige frem for sig, idet Andreas gav ham et lille dask i baghovedet. Det gjorde ikke rigtig ondt, men bare det at han rent faktisk gjorde det mod ham, det var det der gjorde ondt.
Han ser om på ham, med et ret skyldfyldt blik. "Jeg ved det godt Andreas. Det var åndssvagt, og jeg burde ikke have gjort det... Men, det er forsent at ændre på nu." siger han langsomt. Han bider sig kort i kinden, af ren og skær nervøsitet. Han frygter virkelig at Andreas måske går til hans forældre og fortælle det, eller nævner det for Kashmir, så Karolinas og Kashmirs forhold nok går over til et brud. Og det ønsker han jo ikke, det var jo aldrig meningen, at sådan noget skulle kunne blive en mulighed.

Karolina så skiftvis på dem. Hun havde det forfærdeligt over det hun gjorde, hun forførte sin bedsteven, og var sin kæreste utro. Hun sank en klump, da Andreas begyndte at anklage hende og Christopher.
Hun tænkte over tingene og havde svært ved at holde sig rolig, hun mærkede sig efter sin sgav og kiggede på gulvet efter den. Men da hun hørte han var færdig med at snakke kiggede hun på ham, "Jeg.. And...hr. Howpe jeg ved De finder mig afskyelig lige nu, men det var ikke hans fejl.." sagde hun og så ned, han forsatte med at snakke, men denne gang til Christopher, hun valgte at se ned. Klask var en ting hun hørte og hun trak på sin mine.
Hun så hen på dem med bange øjne og gik hen mod have døren, stille og roligt. Hun ville helst ikke være der mere.