Nedkøling

Sted: Drivhusene
Tid: Eftermiddag
Vejr: Tåget
Påklædning: Skole uniform

Alt var blevet så sært på det sidste. Kashmir... Christopher... Hvem var hun sammen med, var hun ikke selv helt klar over, men man vil nok sige det var Kashmir.
Et suk undslap Karolinas læber. Hun havde begivet sig ned i drivhusene. Der kunne man vel være alene? Hun kørte hurtigt hånden igennem sit korte hår. Hun så ned på nogle af planterne, hun valgte at vande den, og det var det nemme med magi, et sving med staven, og så var det igan. Hun stod med den ene arm om den anden, og så ud i den blå luft, som om det overhovedet ville hjælpe på noget! Christopher havde kysset hende, eller var det omvendt? Det kunne hun ikke huske, men hun havde været Kashmir utro, i så fald.. Og ikke nok med det, Andreas, Christophers fætter havde gjort ham ked.. På en meget underlige familie måde. Men hun ville nok vælge at blande sig uden om..

"Hvad sker der.." mumlede hun lavt for sig selv, og så ned på jorden. Hun var så forvirret. Intet gav mening, og hun havde endnu ikke tilgivet sin bror, Charlie, for at fortælle Kashmir hvor hun var, eller hvad der skete i den sags skyld. Karolina satte sig på bordet, eller lænede sig mere op ad det. Hun havde undgået at se Christopher i godt 2 måneder.. Hun sørgede for de ikke så hinanden i opholdsstuen, til timerne eller i spisesalen.. Hun havde lidt sultet sig selv, men alligevel bare sat sig et sted, helt nede i rækkerne, ved de små, for at sikre sig han ikke fandt hende, for at snakke om det der var sket.

Christopher, en dreng som ellers havde levet et godt og normalt liv, uden de store problemer hvad angik noget som helst, levede pludselig et liv, der ikke gav synderligt meget mening. Venner han troede han kendte, havde pludselig vendt ham ryggen, og værst af alt, var der Karolina. En barndomsven, som han aldrig havde skændtes med før. Men efter det der skete for omkring to måneder siden, ved han ikke engang om de egentlig er venner længere. Han har ønsket, at snakke med hende, men på samme tid har han aller helst ville undgå hende, så det hele er meget forvirrende for ham nu. Han har stort set ikke set hende siden deres skænderi, og nu er han ikke helt sikker på, hvad han skal gøre af sig selv længere. Han lader som om intet er galt, han er jo alligevel ret erfaren i, at skubbe det hele ind under huden, så ingen andre kan se hvordan han virkelig har det. Han smiler da også, men han ved jo godt selv, at intet er som det engang var. Og det er, delvist, på grund af ham.
Christopher havde begivet sig udenfor, men nu ved han ikke hvad det er han vil derude. Han går bare rundt, helt optaget af sine egne tanker. Kappen fra skoleuniformen blafre bag ham, på grund af hans hastighed, der ikke ligefrem er langsom. Det er først, da han når indgangen til et af drivhusene, at det går op for ham hvor han egentlig er. Han tager sig til hovedet, og sukker så. Han er virkelig blevet uopmærksom på det seneste. Tænk han ikke vidste hvor han befandt sig, før han var tæt på, at gå ind i drivhus døren. Han ser lidt rundt for, at se om der er andre elever der, men det ser ikke sådan ud. Måske ville det være et godt sted for ham, at sætte sig inde og bare slappe af, lade planterne dække ham, så ingen kommer for at snakke med ham.
Han skubber døren til siden, og træder ind.

De var lukket i, hendes øjne var lukket i . Kappen hang stille. Der var jo vindstille her inde, men det var jo altid. Det var et drivhus for satan da! Hun vendte sig om, og rørte stille ved, hvad var det for en plante? Hun tog hånden til sig selv igen, og så hen på en lille blomst, det fik et smil fra på hendes læber.
Hun hørte døren åbne sig, og hun vendte sig om. Hun stivende næsten. Det kunne da ikke passe? Nu håbede hun lige, eller gjorde hun, hun var ikke slev klar over, om det var et ønske eller en forbandelse at han kom nu. Hun rette sig op, lod armene hænge ned af siderne på hende, og blikke lidt forvirret.
Karolina vidste, at hvis hun prøved at gå uden om ham, kunne han nemt bare tage om hende, og holde hende tilbage. Christopher var en stræk dreng, og det havde han været i lang tid. Hun sank en klump. "Ch..Chr.." sagde hun og så ned. Hun skammede sig en smule, hun havde jo bare vendt ham ryggen, ladet ham stikken.. Hun havde blidt sig selv ind, at han hadet hende, men ikke alligevel, det var jo gået op for hende, at han elskede hende... Eller gjorde. "Chri..Chris...topher.." sagde hen med et mild besvær og så endnu forsat ned.

Stilheden i drivhuset var gennemtrængende, og fik en gysen til at løbe gennem Christopher. Men der var ikke så tomt, som han havde troede der ville være. Han fik sig da også lidt en overraskelse, da det viste sig hvem det var. Det var som om alt frøs i ham, han var ude af stand til at snakke og bevæge sig. Det var som om, at det eneste han kunne, det var at blinke og trække vejret. Han stod helt ret, som var der en usynlig kraft, der tvang ham til ikke, at slappe af i kroppen.
Hans øjne mødte hendes, ved lyden af hendes stemme. Hvor havde han dog savnet den stemme, på trods af, at den ikke lød som den engang havde gjort. Nu var den mere anstrengt, som om hun frygtede for det værste. Og hvem ville ikke det, efter den behandling han gav hende sidste de snakkede sammen. Det var vel også derfor, at hendes blik hurtigt gled ned mod jorden, imens han bare forsatte med, at se på hende.
"Karolina.. Dig havde jeg ikke lige regnet med ... at møde" hans stemme viste tydeligt den anspændthed han følte, i resten af kroppen. Han anede ikke hvad han skulle sige. Måske burde han bare vende sig om og gå igen, hun havde jo undgået ham siden deres skænderi, så hun gad vel ikke snakke med ham, gjorde hun? Han ville utrolig gerne få det hele snakket ordenligt igennem, men ikke hvis hun ikke ville. Og det var jo så let for ham, bare at vende om og gå.

Trygget stiede, spændingerne var på vej op. Det ville snart spring, de ville ente snart skændes, snave eller trøste hende og ham sammen.. Hun gik et koldt gys over sig, hårene rejste sig på hende, blodet det stivende, og hendes øjne blev blanke. En tavs og forurolig mine blev knæbet sammen til et forstyrret blik, et blik der fik brynene til at slå sig sammen, lukke øjne helt i og mundvignene til at vende op, men af smertelig frygt.
1..2..3...4..5.. hun prøvede at tælle sig selv til ro, men det hjalp ikke. Det sidste år, dette år, skulle jo være det bedste år for hende? Hvorfor var det så ikke det!
"Jeg er så...dum for dig.." sagde hun og så ned. Hun havde lyst til at smide sig på jorden og tigge og bede om omforladelse. Men nu var det slut med at være svag. Slut med at være tudemarie.
Hun tog den ene hånd til sin kind og så hen på Christopher. "Det der skete..mellem dig og Andreas..er ikke min sag..men mellem dig og mig.. Det er aldrig sket.." sagde hun og så på ham med store brune øjne, som alt var ved at blive taget fra hende. Han kunne, som en af de få, se lige ind i hendes sjæl nu, portene stod åbne, hun var magtesløs nu. Hans næste træk, kunne være hendes undergang...men også deres vej tilbage til freden?

En vane af hans, kom tydeligt frem igen, som den også gjorde sidste gang han snakkede med hende. Hans hænder havde han knyttet, og gemt væk i lommerne, udelukkende fordi han vidste hun godt var klar over, at det enten betød vrede eller nervøsitet. Og lige nu, kunne man vist roligt sige, at det var en blanding af begge dele.
Han tog en dyb indånding, og prøvede desperat på ikke, at fjerne sit blik fra hende. Hvis der var nogen der kunne få ham til, at bryde sammen og blive i tvivl om stort set alt, så var det hende. Hun formåede altid, at få ham til, at sætte spørgsmål ved ting, som han normalt ville være helt sikker omkring. Hun kendte ham jo også bedre, end nogen anden. Så alt dette, det var virkelig noget rod.
Endnu en gang var det som om han var tom for ord. Han så bare på hende, med hænderne knyttet i lommerne, og med et blik der tydeligt viste hans frustration over, at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Han ønskede ikke, at skændes med hende. Ikke at være hendes ven, det var forfærdeligt, fordi han var vant til, at hvis han havde et problem, eller bare manglede hjælp til den mindste ting, så kunne han gå til hende, fordi han vidste hun altid ville være der for ham. Nu var han ikke helt så sikker.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Karolina.." Hans blik flakkede en enkelt gang mod en af planterne, inden han så vendte blikket mod hende igen, og mødte hendes brune øjne. De øjne havde han altid holdt utrolig meget af. De var så velkendte.

Fornemmelsen af at han var enten sur eller nervøs var klar for hende, hun kendte næsten alle hans strak, nogle hun aldrig havde set, var ført kommet frem, men ikke som det ikke betød noget for hende. Hun var næsten klar over.. At hvad end hun gjorde, ville han var usikker over det der skete. Men sket var sket. Hun ønskede blot at starte forfra med ham, om det var helt eller kun halvt, ville være hans beslutning.
Hun kørte blikket tomt rundt og så mod ham endnu en gang. Hun skulle til at tage et skidt, da hans stemme kom frem igen, det var den stemme hun var glad for.. Alt for glad for. Hun sank en klump, hun lagde sin stav på bordet, og gik hen mod ham. Nu kunne han kun være sikker på, at hun ikke kunne gøre ham noget. Hun lagde hånden mod hans hjerte, og hun tog hans hånd med den anden, og satte op mod hendes bryst, så han kunne mærke hjerte rymten. Hun så på ham, hendes brune øjne havde sat sig selv, på afklart. "Jo, stoler du på mig?" spurgte hun roligt og selvsikker. Hun håbede stærkt på et ja, hvis han sagde nej, fortrød hun lidt af hun havde lagt sin stav, for hun ville ikke kunne bruges hans, jo, men den ville kæmpe imod hende, og være svagere end hvad den optitmalt var!
Det var lidt som, han kunne læse hendes tanker, hun følt nemlig at de forlod hendes hoved, og gik til hans.. Mon de gjorde det?

Christopher følte sig sjældent hjælpeløs, vidste sjældent hvad han skulle sige. Han var jo en, som de fleste kendte som ret udadvendt og sig selv, men det var alligevel en del af sig selv, som kun viste sig for få personer, som for eksempel Karolina.
Han må indrømme, at han ikke havde set det komme, at hun ville lægge staven fra sig og gå over for, at tage begge hans hænder og ligge den ene mod sit hjerte. Han kunne mærke hendes hjerte banke, ikke roligt som normalt, men hurtigere. Hendes ord fik ham til, at synke, fordi han ikke rigtig vidste hvordan han skulle reagere, ikke vidste hvad han skulle sige til det. Hans blik flakkede mod planterne endnu en gang, inden han så tog en dyb indånding og så ind i hendes øjne.
"Jeg.." Stolede han egentlig på hende længere? Han var ikke helt så sikker, som han ville have været for nogle måneder siden. Men noget i ham troede da stadig på hende, fordi han jo inderst inde godt vidste, at hun ikke altid løj overfor ham, som hun havde gjort da det handlede om Kashmir, så han kunne jo godt stole på hende, kunne han ikke? Han nikkede langsomt.
"Jo, det gør jeg...." Han vidste ikke hvorfor hun ville spørge ham om det. Hvad havde det med sagen, at gøre. Men okay, Karolina havde med garanti en god grund til, at spørge. Det måtte hun have. Han så endnu en gang væk fra hende, og tog endnu en dyb indånding, bare for at slappe helt af. Da han havde fået ro på sig selv, vendte han igen blikket mod hende, denne gang med et mere roligt blik.

Karolina sank endnu en klump, det var tydeligt at se på hende, hun havde tabt lidt siden deres skænderi, hun havde ikke haft lysten til mad, hun tænkte for meget på ham, hun elskede ham, og havde næsten lyst til at sige at de skulle prøve, men hvor vidt hun ville gå, vidste hun slet ikke.
Hun så på ham, i få sekunder så hun væk fra ham. Hun holdte endnu hans hånd mod sit hjerte, og slap roligt hans hånd, den anden hånd hvilede stadig mod hans hjerte.
Et suk kom fra hende. Hun havde svært ved at holde tårene tilbage, men hun havde slet gjort det hele mod dem, og det vidst hun godt. Hun sårede Chris. Hun kyssede ham. Hun skældte ham ud. Hun løj for ham.
Blikket hos ham, viste næsten hasn uforståelse om hendes spørgsmål, det var ikke det smarteste at spørge om, hun trak meget i mundvigen og så op på ham. "Undskyld jeg løj for dig.. Det betyder meget for mig" sagde hun og så ned på deres fødder.
Hun så op på ham igen, hans blik var roligt, og det fik hendes hjerte rymte til at faldme. Det var dejligt at se på..Mere end han overhovedet kunne ane.

Hvornår var det hele gået fra helt 'normalt', til en eller anden dårlig teenagefilm? Engang var der ingen problemer mellem dem, de havde små skænderier, men aldrig noget slemt. Nu, nu kunne de ikke en gang snakke ordenligt sammen, på grund af løgnene og hans åndssvage følelser. Han ville ønske, at følelser bare var noget man kunne skubbe væk. Han kunne holde dem tilbage, men de ville være der, indtil de forsvandt selv.
Han tog en dyb indånding, og lod et suk forlade hans læber. Han kunne snart ikke klare det her længere. Han holdte sådan af hende, og han ville hellere være venner med hende, end aldrig tale til hende.
Han rystede på hovedet, for at stoppe hende i det hun sagde, og træk hende så ind i et kram. Han ved ikke hvorfor han gjorde det, kan kunne vist bare ikke klare det længere. Anspændtheden, den triste atmosfære omkring dem. Og så savnede han det sådan, at holde hende ind til sig, bare nyde hendes selskab og det faktum at de endelig har snakket lidt, efter to måneder, hvor de bare har undgået hinanden.
"Jeg bør også undskylde Karo.. For alle de ting jeg sagde, for den måde jeg behandlede dig til sidst" hvisker han, imens han holder hende ind til sig.