Confused 2

Andreas havde lyst til at smide Karolina ud, bare tage sin stav og bruge hvilken som helst besværgelse på hende, men han agtede ikke at få et fjendskab med sin fætter, en pige skulle aldrig komme mellem dem, for Andreas vidste da godt hvordan det var at være forelsket i sin bedsteveninde, og så hans halv gode ven kom sammen med hende knuste da hans hjerte, derfor havde han prøvet at holde Chris på god jord, men lige nu gik det dog galt, de havde kysset og snavet. Gad viden hvad der var sket hvis han ikke var kommet endnu.
Han trak sin stav og rettede den mod jorden "accio stav" sagde han og fik Karolinas stav i hånden. Han lagde din i sin stav lomme og så hen på hende. Godt hun selv kunne indrømme det var hendes fejl, nu måtte de så bare ikke gøre det igen. tænkte han og ventede med at svare hende og rettede blikket mod Chris.
"Christopher, jeg kan desværre ikke tillade mig at smole tiden tilbage eller slette jeres minder om dette, for det kan ødelægge min karrier..." sagde han og tog der næst i kraven på ham og så på ham lige i øjnene og forsatte "Men hvad i al verdens navn tænke du på?! At give familien skam, at stille dig sammen med en hore-unge?" sagde han i et letter vred tone og slap hans krave igen og nærmest skubbede ham lidt tilbage..

Christopher ser bare lidt på dem. Han har aldrig følt sig så uduelig og dum, som han gør lige nu. Ikke nok med at han skal tage halvdelen af skylden for, at Karolina har været en utro, men at hans fætter, selveste ministeren for magi, også så dem. Det er jo direkte forfærdeligt.
Han lytter til det Karolina siger, men ryster på hovedet. "Jeg kunne bare have skubbet hende væk, og det gjorde jeg ikke, så det er ikke kun hendes skyld.." siger han, en anelse lavmælt. Det er som om han ikke kan få sig selv til at hæve stemmen, fordi han er så pinlig berørt over dette.
Han ser på Andreas, og ryster let på hovedet. "Det ville jeg heller aldrig bede dig om." siger han. Han ved godt det ville have været en oplagt mulighed, men blot på grund af dette, skulle Andreas' karriere ikke hænge i en tynd tråd. Så ville han bare have endnu flere ting at ordne, end han lige har fået.
Hans blik flakker endnu en gang mod gulvet, og han bider sig lidt i kinden. "Jeg ved.." han afslutter aldrig sætningen, fordi han høre Andreas kalde Karolina en hore-unge. "Hvis du ikke kan finde ud af at behandle hende ordenligt Andreas, så tror jeg du er nødt til at gå..." siger han med fast stemme. Han kan leve med at Andreas sviner ham til, og skælder Karo ud, men at han kalder hende en hore-unge, det finder han sig ikke i. For det ved han, at hun ikke er.

Karolina så bange ned på jorden. Hun havde ingen idé til hvad hun kunne gøre. Hun bed sig blot i læben og var stadig bange.
Hun så op da Andreas sagde accio og fik hendes stav og beholdte den. ”Je..” sagde hun og opgav på forhånd op og sukkede dybt.
Karolina sank en klump da hun hørte hvad Andreas sagde til Christopher, han havde naturligvis ret, han skulle ikke sætte sin egen karrier på spil for dem, men hvorfor skulle han også lige komme i dag…
Hun sukkede let, eller skulle til det, da hun hørte hvad Andreas kaldte hende. En hore-unge. Hun kiggede op på ham og så med store kede af det øjne, dog hørte hun hvad Christopher sagde.
Hun fik tåre i øjnene over det hun var blevet kaldt og derfor svarede ”Chris, lad ham bare.. Han tror han har ret, lad ham nyde sin uvidenhed..” sagde hun med svag gråd i stemmen, og gik forbi dem begge, og ind på hans værelse, Christophers være, hun smækkede døren i bag sig, og lagde sig i hans seng. Hun tog fat i hans dyne og tog den op til sig.
Stirren ind i væggen, og blot mærke tårene falde ned af hendes kinder, det var forfærdeligt efter hendes mening, men det måtte vel værre sådan.

Andreas så hen mod Karolina da hun sukkede.
Han agtede ikke at give sig, han havde ret til at udtrykke sig vredt, selvom han dog vidste han havde sagt en ting forkert. Han vendte blikket mod Christopher da han snakkede. Skubbe hende væk..Chris du er svag som vores farmor; tænkte han og blev en smule roligere, troede man da. ”Du er jo ikke mand nok til at slog fra dig.. Du er svag som vores farmor.. Den eneste Gryffindore elev der ikke levede op til sit navn Parker..” sagde han og så væk.
Andreas skulle til at vende ryggen til, da han ville væk fra dem, men lige der, snakkede Christopher igen. Han stod stille og så til siden, og vendte pupillerne mod Chris. ”Du ved så lidt som folk og fær, at du ikke ved at jeg behandler din veninde..” nåede han at sige, da Karolina sagde han måtte nyde sin uvidenhed og fulgte hende med øjnene.
”Jeg undskylder ikke. Tror du ikke jeg ved hvor aktiv hun var som 15 årige med hr. Kashmir Jonathan? Jeg er inden for faget minister, jeg arbejder med unge troldmænd og hekse, og måske ved I det ikke, men de sensorer der er på jer, kan vise hvad I forholder jer til. Og det giver mig grunden til at kalde hende en hore-unge! Hun vil da sikkert gerne fremkalde en bule hos dig, og ellers ville du selv af ren tiltrækning til hende!” sagde han og så vredt på Christopher. ”Jeg forlader ikke dette hus, før du indser din fejltagelse og dropper den tanke om hende som mere end veninde.” sagde han tilsidst. Og trak sin stav hvor efter han brugte magi til at lukke stuen døren og låse alle dørene i huset så Christopher ikke havde mulighed for at rene efter hjælp eller søge ind til Karolina med mindre han ødelagde dørene.

Christopher siger intet for en stund, men ser blot på dem, lytter til deres samtale. Men da Andreas fornærmer ham, vender han sig vredt om mod ham, og skænker nærmest ikke Karolina et blik.
"Ikke mand nok? Og hvad så hvis jeg ikke er, som folk mener en fra Parker familien skal være? Det gør mig ikke mindre mand, mindre virkelig!" siger han vredt. Han ved ikke hvad han vil få ud af, at råbe af Andreas, eller det han siger, men for ham er det bare en måde at komme ud med vreden på. Om han så har ret i det han siger, eller ej.
Hans blik glider kort over mod gangen, da Karolina har forladt dem, og er gået ind på hans værelse i stedet. Han ser tilbage på Andreas, og kniber øjnene lidt sammen.
"Og hvad så? Det er ikke mig der styre hvem jeg holder af! Det er ikke mig som bestemmer hvad hun må og ikke må gøre. Det er alt sammen noget der bliver bestemt af så mange andre ting! Ja, det er forkert det vi har gjort, men så igen, sket er sket. Vi kan ikke ændre det nu!" siger han fast.
Han ser ikke væk fra Andreas en eneste, fordi han af en eller anden grund, er sikker på at hvis han gør det, så skal Andreas nok for gjort et eller andet. Det viser sig da også at han har ret, på en måde. Han ser godt nok ikke væk fra ham, men besværgelsen han kaster over huset, taler sit klare sprog. "Og hvis det aldrig sker?" spørger han så.

Andreas rettede svagt på sit tøj, og så Christophers vrede frem komme. Han frygtede ham ikke, Christopher i sammenligning med ham selv, kunne han let vinde over ham, nok ikke i en næve kamp, men nu var de fuldblods og de brugte kun deres magi.
”Modige og dumdristig, kender tegner en løve, modige det har du aldrig vist dig som, nærmere som en lille homo-unge, i hælene på den møgunge. Dumdristig, åh ja, et er du skam.. Og en skuffelse lige så.” sagde han og så afvisende mod Christopher.
Han ønskede ikke de blev uvenner, men alligevel måtte det blive sådan. Han sukkede svagt. ”Nej, men i stedet for at lade følelsen blive der, skub den væk, væk som hun gjorde med dig, tror du ikke hun har haft andre i tankerne end dig? Nogen som betød mere end dig..?” spurgte han så og gik hen mod Christopher og satte sin stav mod hans bryst. ”Tror du hun elskede dig lige så højt som den hr. Kashmir? Selvom efter hun slog op med ham, tror du så du betød mere for hende? Hun viste dig vel aldrig hendes kærtegn, først den dag hun opdagede du var forelsket i hende” sagde han og så direkte Christopher i øjnene.
”Fortæl mig en gang… Ville du offer dit liv for hende?” spurgte han, ikke med sin vrede stemme, men med en mere eller mindre omsorgsfuld stemme. "Og hvis det aldrig skete, at du ikke vil være kun hendes ven, ville du aldrig finde lykken, og så blive du den rene tortur for dine medmennesker..." sagde han blot og forholdte endnu staven mod hans bryst.

Vreden der boblede i Christopher var meget dyb, som om han har haft en indædt vrede for sin fætter længe. Hvilket han må indse, at han også har. Måske ikke vrede, som det han føler nu, men så jalousi, fordi han forældre altid har beundret Andreas så utrolig meget, for at være så dygtig til magi, for at være blevet minister i en så ung alder. Han er træt af det. Træt af, at hans forældre altid opføre sig som om, at Andreas er alle forældres drøm, imens Christopher selv, blot er at mareridt, men helst bare vil af med.
Han har intet, at sige til det med at være en skuffelse. For det er han, og det ved han udmærket godt. Han kan ikke komme udenom det, uanset hvor meget han ville ønske det. Tingene han har gjort i fortiden, tingene han har gjort idag, og de ting der vil ske fremover, det er ting som højst sandsynligt vil være skuffende for nogen, og han kan intet gøre for at ændre det. I hvert fald ikke de ting, som skete i fortiden, og som er sket idag. Det er forsent at lave dem om.
"Selvfølgelig har hun haft andre i tankerne end mig. For hun elsker mig ikke, som jeg elsker hende! Men det er der INTET jeg kan gøre ved. Du burde vide bedre, end at sige, at jeg bare skal skubbe følelserne væk. For de er der, og det har de lov til at være, fordi man ikke selv styre dem!" vrisser han irriteret af ham.
Lige nu, ville han ønske at Andreas bare ville skride fra huset, og skride ud af hans liv. Han gider ham ikke, og vreden der bobler i ham, har vist forblændet ham lidt, så han ikke længere tænker klart. Han ønsker bare at Andreas skal forsvinde for altid, på trods af at han er Christophers fætter, og Christopher jo sådan set holder af ham.
"Selvfølgelig elsker hun Kashmir højere, og hvem kan beskylde hende for det? Som jeg selv lige sagde, så er følelserne ikke noget man selv kontrollere...." han ville sige noget mere, men det er som om at ordene bare drukner, ikke kan forlade hans mund. Måske har hun faktisk bare udnyttet ham?
Ved hans spørgsmål om at ofre sit liv, forholder han sig tavs. For det er ikke et spørgsmål han kan svare på, fordi han ikke ved hvordan han ville handle, hvis det endelig kom til et spørgsmål omkring liv eller død.

Andreas så på Christopher, han havde sådan en lyst til at undskylde alligevel, men ikke endnu. Han så på hvordan Chris så og var irriterede over ham. Det var alligevel komiske, efter hans mening, men alligevel ikke. Han lyttede til Chris’ lille tale. Han sænkede sin stav og overvejede at smutte, men da Chris vrissede af ham, fik han lige den lyst til at få det sidste ord.
”Man kan styre sine følelser, hvis man ved hvordan..” sagde han og så til siden. Han bed sig i læberne. ”Men som sagt.. Du lige så meget mand som vores farmor var… utilgiveligt.. Forstår godt dine forældre fortrak mig frem for dig..” sagde han så og så ned. Han kunne smage det dårlige i den sætning, men sagt var sagt, og det var sådan det var. Han gik lidt væk fra Christopher, og gik hen til væggen, hvor familie og venner billeder hang, et billede af Karolina og Christopher som helt små var på, omkring 7 år gamle og glade. Han tog det ned og flækkede rammen og tog billede, mens han lod glasset og rammen falde til jorden. ”Så naive… så godtroen…” sagde han og så på billedet. ”Men hun gjorde dig så glad den gang… Jeg husker den gang hun kom her over, lille og langhåret… spurgte om du var hjemme.. Hun havde en gave til dig.. Som du aldrig fik,” sagde han så og så hen mod Christopher. Han tog billedet over i den anden hånd sammen med staven, og tog den frie hånd ned i lommen, og tog noget op. Hvor der stod ChRisTOpheR på. ”Måske skulle du have den nu,” sagde han og smed den på gulvet, sammen med billedet, hvor efter han rettede sin stav med Christopher, sagde ’lammer’, og gik efter Chris’ mave, og forsvandt, ligesom han telepoteret sig væk. Og alle dørene i huset blev låst op.

Pakken på gulvet var gammel, kunne man tydeligt se på indpakningen, den var ikke ret stor. Men inden i den, lå der en håndlavet bamse, en bamse der lignede en drage, den var blå og gul og havde sorte små perler som øjne.

DRAGEN! CLICK:)

Christopher ser bare på Andreas. Hans næver er knyttede, og lige nu ønsker han virkelig, at springe på Andreas. Problemet er bare, at hans stav ligger inde på værelset, og det kan godt være han er fysisk stærkere end Andreas, men Andreas har sin stav på sig, og kan bruge magi, inden Christopher overhovedet når halvvejs over mod ham. Så det er faktisk nytteløst at angribe ham, i hvert fald lige nu.
"Jamen måske skulle du så blive, og overtage min plads? Det ville sikkert glæde mine forældre. Jeg kan jo lige så godt dø!" råber han vredt af ham. Det er sjældent han er så vred, faktisk mindedes han ikke, at have været så vred før, så det Andreas sagde, tændte virkelig en gnist i ham, som bare bredte sig utrolig hurtigt.
Han fulgte Andreas med blikket, da han gik over til de forskellige billeder der hang på væggen, og smadrede billedet af ham og Karolina, fra da de var små. Eller ikke selve billederet, blot rammen der omkransede billedet. Han gjorde dog intet, men blev bare stående, som om han var ude af stand til at bevæge sig ordenligt, som om han var frosset fast på stedet.
"Hvorfor fik jeg den ikke?" spørger han vredt. Han var parat til, at springe på ham, men hans næste ord stoppede ham. Han så på pakken og billedet, da Andreas kastede det på gulvet, og så hørte han Andreas kaste en besværgelse mod ham, hvorefter han bare faldt mod gulvet, ude af stand til at bevæge sig. Andreas forsvandt, og tilbage lå han der på gulvet, ude af stand til at bevæge sig, og med en masse ting af tænke over. En masse forfærdelige ting.

//Årh, den er ret sød.

Karolina havde hørt hvert et ord af det de sagde, det var ikke så svært, da de på en måde råbte af hinanden. Hun havde begivet sig ud af sengen, og rodet i hans skab, efter en af hans store trøjer, men den de hun fandt, var nu lidt større end hvad hun ventede. Hun tog sin egen trøje af og, lagde hans store trøje og kiggede efter en T-shirt, men ville ikke rode mere til, så hun tog trøjen på og så den gik hende omkring 5 cmer ud over fingene og ned over bene, lidt længere end shorts gik ned.
Hun åbnede døren, og kiggede hen mod stuen. Der var stille. Hun kiggede lige på hans værelse endnu en gang og tog nogle af hans rene sokker på, for at være mere lydløs. Hun sukkede svagt da hun tog dem på. Og åbnede igen døren ud til stuen og resten af huset.
Hun så sig om, og tog et skidt for skidt, hvor efter hun kunne se ind i stuen. Hun så noget hun ikke havde set længe. Hun blev næsten helt bleg i hovedet og sank en klump, hvor efter hun kom i tanke om, Andreas havde beholdt hendes stav, hun løb ind på værelset igen, rev ting ned, for at findes Christophers stav, og til sidst lykkedes det, hun løb endnu en gang ind i stuen, og satte sig på knæ bag Christopher og så ned på ham, hvor efter hun lagde hænderne på hans ryg/mave/hofter. Og holdte hans stav ind til ham. Hun havde ingen idé om hvilken besværgelse der kunne hjælpe mod Lammer, men hun kendte dog kun en, men den kunne fjerne store skader hvor man blødte og fjernet smerten.. Måske, og dog ikke, hun lagde hovedet ned mod hans skulder og havde lyst til at flå en pude i sikker.
Hun kiggede lidt op, og opdagede pakken, hun så blot på den. ”Hvad er det?” spurgte hun så og så ned på ham, men hun strakte sin arm ud mod billedet og sagde ”Reparo” og så billedet og rammen blive et igen.