I'm so confused.. - Karolina.

Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han ville gerne sige; 'Det er okay', men det syntes han jo sådan set ikke, så han kan ikke få sig selv til at sige det.
Han så bare på hende, da hun begyndte at råbe. Selvfølgelig kan hun ikke sætte sig i hans sted, men han tænker jo ikke over hvad han råber. Orderne kommer jo bare ud af munden på ham, inden han når at overveje om de nu egentlig også giver mening. Tårene holder han stadig tilbage, men de har efterhånden fået sløret hans blik godt og grundigt, så han bliver snart nød til at lade dem falde. Lade dem glide ned af hans kinder, og vise hende, at han ikke er en isblok. Men en person med lige så mange følelser som hende.
Han løftede hænderne op foran ansigtet, for at dække det, da hun kastede puden efter ham. Tårene havde taget fadt nu, og var begyndt at løbe ned af hans kinder. Imod hans vilje måske, men nu når de var begyndt at løbe, gad han ikke knokle for at holde dem tilbage, han lod dem bare falde. "Hvordan tror du det er at elske en person, men se personen kysse med en anden?!"

Karolina så på ham. Han dækkede for sit ansigt da hun kastede pud. Hun så tårende, trille ned af hans kinder, hun så overrasket på dem, og så på ham med et mistænksomt blik. Da han snakkede, gik det op for hende, at han kunne lide hende.. som mere end ven. "Hvad fanden har du gang i?! Forelske dig i mig, og så holde lukket bag dit facad.. Tro du det var min mening at såre dig? Men hvis du ville hade det så meget, så vil jeg heller komme sammen med Kashmir end at komme sammen med min bedsteven! Det unaturligt! Hørt du mig! UNATURLIGT!!" skreg hun mod ham, hun rystede på hovedet og begyndet at gå mod sofaen igen, hun holdte den på ryglændet, hun havde løst til at rive den om kuld.

P: jakkesæt, med Gryffindors mærke placeret over hjertet.

Trin kunne høres fra drengenes sovekammer.
Hvis man stod nede i opholdsstuen ville man kunne se en dreng komme gående ned fra drengenes sovekapper, han havde et jakkesæt på med et sort slips og en hvid skjorte indenunder. Det var Abe Carter, en syvende års elev på Gryffindor, en mere eller mindre rutineret elev, han havde set de fleste ting.
Idet Abe kom ned til det sidste trin stoppede han og så på de to eneste mennesker der stod i opholdsstuen, de var der da ikke da han gik op for at skifte til slips. Argh nu gav det mening, det var dem han havde hørt råbe af hinanden.
Abe skiftede med at have blikket på den ene og så på den anden. En pige og en dreng.
Der var et eller anden over pigen som virkede bekendt, han vidste ikke hvad, men han mindes at have hørt hendes stemme før.
Men hvis man lyttede til deres toneleje så ville det måske være smartest at undgå indblanding, hvilket resulterede i at Abe gik så tæt op af væggen som muligt og prøvede at snige sig ud af opholdsstuen.
Men da han kom til et bord der stod, kom han til at vælte en vase og selvfølgelig skulle vasen falde til jorden og gå i stykke.
"Hehe ups" mumlede Abe mens han samlede stykkerne sammen.
"Bare glem mig, jeg er her faktisk ikke" sagde Abe og så på dem, han samlede de sidste stykker op og kiggede på pigen en gang til.
"Karolina?" sagde Abe og gik lidt tættere på dem, han syntes nok at stemmen lød bekendt.

Christopher trækker vejret i små stød, og lader bare tårene løbe. Han er stadig vred, men det er som om han er kølet lidt ned, efter han har fået det sagt til hende. Som om det lettede hans byrde lidt. "Jeg bestemmer jo ikke selv hvad jeg føler!" Han ryster på hovedet, og tørrer nogle tåre væk fra sine kinder, med håndryggen. Han ser lidt rundt, men hans blik ender på hende igen, da hun siger det sidste. Det med at hun heller ville være sammen med Kashmir, og at det andet ville være unaturligt. Hun havde da selvfølgelig ret, men det var jo ikke hans fejl. Han havde været nødt til at fortælle hende det, ellers ville hun måske have fundet ud af det på en anden måde, og det kunne han ikke lade ske. Han havde intet at sige til det, da han ikke kunne sige hende imod.
Han så bare hurtigt ned mod gulvet, og tørrede igen tårerne væk med håndryggen. Lyden en vase der væltede, fik ham til at kigge op. Han så over mod lyden, og fik øje på en dreng. Han kunne ikke genkende ham, men han måtte jo ligesom gå på skolen, og være fra Gryffindor, eftersom han befandt sig ikke i opholdstuen. Han rynkede brynene lidt, da han spurgte om det var Karolina. Hvorfor kendte han hende? Det gav jo ingen mening, hvis han ikke anede hvem drengen var. Normalt vidste han jo hvem hun omgik, gjorde han ikke? Han kendte i hvert fald til et par stykker af dem.

Karolina så ventende på ham. Hun trak vejret dybt. Hun var ved at falde til ro. Hans svar kom ikke bag på hende, hun håbede dog lidt, at han havde en lidt bedre forklaring. "Nej, nej, det kan du ikke, men du kunne have fortalt mig det, inden jeg kyssede min ekskæreste!" råbte hun, dog med mindre vrede. Hun rettede blikket ned, og talte stille til 10. Hun så hen så Christopher, hun fik et tilgivende blik på. Hun gik hen mod Chris, og hun stoppede op foran ham, hun så en tåre trille ned af kinden, hun tørret tåren væk, med sin tommelfinger. Hun hørte så en vase gå itu, hun så hen på Abe Carter. "Abe," sagde hun som det første, "Hvad laver du her? Har du hørt det hele?" spurgte hun tøvende. Hun så så på Chris igen. "Chris det Abe, min gode ven.. Og Abe, det er Chris min barndomsven.." sagde hun så, med blikket rettet ned mod Chris' fødder.

Abe rettede lidt på slipset hvorefter kan gik over og rakte hånden til Chris.
"Abraham Carter, mig en fornøjelse at møde dig" sagde han hvis Chris havde givet han hånden havde Abe rystet den kort.

"Hvad jeg laver" sagde Abe og fjernede opmærksomheden fra Chris og over på Karolina.
Abe gik lidt rundt før han tog sin jakke af og satte sig i en sofa.
"Jeg skulle skifte fra butterfly til slips, men jeg kunne ikke finde mit slips så jeg ledte ALT igennem, men så lige pludselig kunne jeg høre stemmer, først sagde jeg til mig selv 'Abe du hører stemmer, du er blevet sindssyg' men det var jeg ikke så fandt jeg mit slips og da jeg så kom her ned stod du og råbte af ham der og han stod og råbte af dig!" sagde Abe og gispede efter vejret.

"Jeg hader virkelig bare når folk skændes og jeg er fanget mellem dem" mumlede Abe mens han sank mere og mere ned i sofaen.

Chris så på Karo da hun trådte over til ham. De få tåre løb stadig ned af hans kinder, indtil hun tørrede dem væk med tommeltotten. Han så blot på hende, og havde næsten glemt alt om ham den anden, indtil Karolina valgte at præsentere ham. Abe... Underligt navn.
Chris tog kort fat i drengens hånd. Nu gav det pludselig mere mening. Hans navn var Abraham Carter. Kaldet Abe. God ven til Karolina. "Christopher Parker..." Han slap Abe's hånd, efter han havde præsenterer sig selv.
Han lyttede bare til den samtale de nu startede. Af en eller anden grund, følte han sig tom for vrede nu. Som om det at råbe at Karo havde gjort det lidt bedre, selvom han havde det ret dårligt med det nu. Ved det sidste han sagde, følte Chris sig faktisk lidt stødet. Så denne Abe hadede at være fanget mellem folk der skændtes. Chris kunne da sagtens gå hvis det skulle være det. Måske skulle han bare droppe at spilde mere tid på de to. Han ville jo gerne være sammen med Karolina, men han ønskede ikke at stå i vejen for Abe, som jo ikke kunne lide at folk skændtes.
Han proppede hænderne i lommerne, og sukkede så. Underligt nok. havde han ikke knyttede næver denne gang. Han var nemlig ikke vred som sådan. Følte sig blot stødt og havde lidt dårlig samvittighed over at have råbt af hende. Han træk en anelse på skuldrene og sukker så lavt. "Vi er vist også færdige, eller hvad?" Han så først på Abe, men vendte derefter blikket mod Karolina.

Karolina sukkede svagt. Hun så kort op på Chris og så hen på Abe da han forklarede sig hvad han lavede. Hun forholdet sig tavs, hele vejen i gemmen. Hun kunne godt følge ham i det med slipset. Hun nikkede svagt der. Hun følte sig på en måde flov over hun havde skændes så højt med Chris. Det var jo ikke passende for bedstevenner eller barndomsvenner. Hun trak lidt på en skyldig mine hun lavede.
"Så... du hørte det..." sagde hun stille lige efter det med de råbte af hinanden. Hun kiggede kort op på Chris og hen på Abe, da han snakkede igen, hun fik et lille smil på læberne, over hans kommentar. For han havde ret. Hun hadet det normalt også, men hun kom altid op at skændes alligevel. "Ja..Vi er færdige.. Nu er vi forhåbelig.." sagde hun og så op på Chris. "Jeg undskylder... Jeg skulle ikke blive over noget, jeg burde have fortalt dig, for længst.. Kan du tilgive mig?" spurgte hun så, og trak meget på sin mine, hun håbede på et ja.
Hun lavede et tegn hen til Abe, med at han skulle vente med at gå.

Kashmir havde endelig sluppet af med Charlie og havde fået Karolinas destination at vide. Han stod nu ude foran Den Fede Dame. Kashmir tog sit kort frem fra en bukselomme. ”Jeg er her på vegne af Nidkjær,” sagde han med et alvorligt udtryk i øjnene. Den Fede Dame lod ham komme ind med øjne der himlede.
Kashmir løb ind, og som tidligere, uden at tænke over det, da han kom hen til hende lagde han omfavnende hænderne om hende. Da han var kommet ind havde han set Christopher, men han lod blot som ingenting – som om han ingen ting havde fået at vide – men han vidste mere eller mindre alt.
”Karolina…” hviskede han blidt ind i hendes øre. Han knugede let om hende – ikke hårdt men blidt. Han slap blidt grebet om hende og så hende i hendes brune øjne. De brune men meget lyse øjne. Det var næsten, som at kunne føle den gnist, som han havde haft ved hvert af deres kys.

Karolina hørte Den Fede Dame åbnede op for en person, men inden hun havde noget at se hvem det var, stod Kashmir og krammede hende. Hun stod lidt forvirret, og tog hænderne op til hans kinder, hun kiggede op på ham, hun glemte alt om at Chris og Abe var til stede. ”Hvad laver du her?” spurgte hun lavmælt, i en form af hvisken op til ham. Karolina smilte blidt, hun var virkelig glad for at se ham, men hvordan kunne hun vise ham det, når Chris og Abe var til stede.
Hun kørte forsigtigt hænderne ned til hans bryst, som da de var kærester. ”Du må da ikke være her inde, eller løgn du for at komme ind?” spurgte hun igen, og igen lavmælt. Hun kiggede op på ham, som om han skulle kysse hende, inderligt. Hun lagde hovedet ind mod hans bryst, hvor hendes hænder hvilede på ham. Hun sukkede svagt og trak på let på skulderen i hans favn.

Kashmir smilede blidt til Karolina. Han behøvede ikke at svare hende. Hun vidste godt hvorfor han var der. Hun vidste at det var fordi han var bekymret. Christopher og Abraham var som forsvundet for ham. De var ikke betydnings fulde, i hvert fald ikke lige så meget som Karolina. Igen vidste han ikke hvad han skulle sige til hende, for han ville sikkert komme til at sige noget forkert. Kashmir så hende i øjnene. Hendes øjne bedte ham næste om at kysse hende. Hun lagde dog hovedet på hans brystkasse, på sine hænder. Han kyssede blidt hendes hoved. Derefter lod han blidt sin pegefinger og tommelfinger gribe fat om hendes hage og løftede den roligt op og kyssede blidt hende på læberne.

Abe så lidt på Chris, han virkede ikke lust som den mest elskværdige type men det var vel Karolinas problem.
Da Chris kiggede på Abe, så han kort på Karolina.
"Nej nej, endelig ikke jeg kom bare for at skifte, I behøver endelig ikke at stoppe på grund af mig, i holder sikkert nogen 1 års elever vågne, men det har de sikkert godt af" mumlede Abraham og så ned i jorden. Derefter tog han sin jakke af som om han havde tænkt sig at blive lidt længere.
Der blev fuldstændig stille eller hvert i fald så stille at man kunne høre den fede dame lukke en elev ind. Til at starte med bekymrede det ikke Abe så forfærdeligt meget, men da en elev kom løbende ind og krammede Karolina, kunne han se at et eller andet ikke helt passede.

Det så ud til at være Kashmir, en slytherin elev nogen lunde på samme alder som de andre.
Abe forlod kort lokalet men kom så tilbage lidt efter, denne gang stod han med sin tryllestav i hånden.
"Kashmir Jonathan, hvad laver du her?" mumlede Abe og fæstnede grebet om staven, han var selv halv muggler hvilket gjorde at folk som var stolte af at være fuldblods havde set ned til ham.

Karolina sukkede dybt og blidt. Hun forventede ikke han svarede, for hun vidste det næsten godt, han var her, for at se til hende… Hans bekymring var stadig lige så stor og omfattende, som den gang de svar sammen. At han kyssede hendes hoved, fik hende til at tænke på hvor meget hun savnede ham, og alle deres minder. Deres fortalte og skjulte minder, som til sidst alligevel ville komme frem til sidst.
Efter han løftede hendes hoved på, og kyssede hende blidt på læberne, lukkede hun svagt øjnene i. Hun kørte eller kravlene hænderne ned omkring livet på ham, så hun holdte om ham, eller nærmere holdte ham på hofterne. Hun kyssede ham igen. Men hendes kys var ikke det som et ’børnekys’, men mere et kys med kraft. Som da de var sammen.
Karolina afbrød selv kysset igen, og så hen på Abe. Han så ud til at ville kæmpe med Kashmir, "Abe," sagde hun og så bedende på ham, hun ville ikke have han skulle begynde at ødelægge det. Hun holdte endnu om Kashmir.

Kashmir kyssede glad Karolina igen. Hun havde ikke noget i mod det. Han vidste at hun havde savnet det. Men nok ikke lige så meget som Kashmir… Kashmir havde nogen nætter savnet hende så meget at han havde siddet der hjemme, i ferierne, og grædt sig selv i søvn. Han tvang hende ikke, og var derfor ikke en der længtes efter hendes læber, og lod derfor hende kigge på Abraham. Kashmir så så hen på ham med et blik som ikke var helt glad for det han så. Han kunne ikke rigtig lide at Abraham ikke havde så meget sans for timing. Kashmir klemte øjnene lidt i og fjernede sit blik fra Abraham og så ned mellem Karolina og ham. Det kunne muligvis godt ligne han prøvede at kigge ned i hendes bluse.

Chris stod bare og så på Karo. Han nikkede tilfreds, da hun gav ham ret i at de var færdige med skænderiet, og der ikke rigtig var mere de skulle have sagt. Han så lidt væk fra hende, med et tænkende blik, og nikkede så igen. Han vendte blikket mod hende. Hans jne var undskyldende og nærmest triste. "Ja.. Og jeg håber også du kan tilgive mig.." Han så ned på sine fødder lidt, for ikke at møde hendes blik. Men det for ham til at føle sig lidt svæklinge agtig, så han ser op igen.
Da portrættet af den fede dame går op, vender han blikket mod det. Han forventede at se en gryffindor elev, på vej i seng eller op for at skrifte tøj. Men i stedet træder Kashmir Jonathan ind. Den person Chris havde aller mindst lyst til at møde lige nu. Han kneb øjnene en anelse sammen, så de blev to små sprækker og så bare på ham. Han havde ingen intentioner om at snakke, i stedet overvejede han dog at smutte derfra. Han kunne ikke rigtig klare at se ham stå med armene omkring Karolina... Han havde stadig hænderne i lommerne, men denne gang knyttede han dem en anelse. Han tog et par dybe indåndinger og talte til ti inde i hovedet. Det fik ham til at slappe lidt af, og han lod vær med at stå så anspændt.
Efter kort tid, nikkede han til Kashmir som en hilsen. Han nægtede at snakke til ham, men lidt høflig kunne han vel være. For hendes skyld, og for at han ikke selv ville komme ud i nogle størrer problemer med Kashmir.