Sikke en kedelig dag... //Privat :: Emilia O'Callaghan//

Kashmir sad som sædvanlig med sit kamera foran sig. Han sad nede på bænken og havde et æble på bordet ved siden af sit kamera. Han havde kun fået taget nogle kedelige billeder i dagens løb. Han havde taget nogle billeder uden for i regnen. Det regnede nemlig så meget, så man kunne hører regnen piske væggene og blæsten fik næsten vanddråberne til at falde vandreret, når den med knyttede næver hamrede ind i murene på slottet. Rigtigt uvejr. De nøgne træer var heller ikke særlig spændende at tage et billed af.
Kashmir sukkede højlydt og samlede sit kamera op imellem sine hænder og kiggede igennem det lille glas og kunne se at han havde glemt at tage dækslet af. Han lagde kameraet ned igen og lænede sig en anelse tilbage med et dybt suk. Alle havde været inde i dag. Alle havde været stille og rolige så der havde ikke været noget spændende at skrive om eller dele ud til Nidkjær.
Kashmir havde i dag taget en grøn skjorte på, som var skjul af en mørkeblå, næsten sort, hoodie, sådan en som ikke kunne lynes op. Derudover havde han et par helt normale cowboybukser på og nogle mørkegrønne gummisko med en sort gummi kant.
Han lagde armene ned på det glatte træbord og lagde sit hoved oven sine arme og kiggede ned langs bordet. Ingen spændende ting... Over hovedet.
Han sukkede højt endnu en gang. Hans mørkebrune øjne lukkede i og han prøvede at tænke. Tænke på hvad i alverden han skulle kunne skrive.
Det ville sikkert kunne ligne at han lå og sov.

//Kunne ikke rigtig skrive længere... Ville rigtig gerne have delt en hel side med dig... Men det kunne jeg ikke i dag..

Påklædning: Grøn uldtrøje og sorte bukser

Regnen, vinden... Mange tog disse to naturskabte ting for givet, som noget der kom og gik. Vinden blev forbandet langt væk,d en tog jo gamle damers hatte. Regnen blev forbandet langt væk, den var jo våd.
Udenfor hamrede regnen på ruderne, på murene, på slottet, som en kæmpestor rambuk der kun ventede på at slottet faldt så den kunne indtage det.
Emilia gik ned af slottets korridorer, hendes gyldne øjne var rettet mod vinduerne. Hun havde altid kunnet lide vinden og regnen, helt uden problemer og andre ting der kunne tynge deres hverdag, ingen lektier. Vinden rejste over verden udne at nogen kunne bestemme hvor den skulle blæse og hvor den ikke skulle, regnen dryppede hvor den ville. De lyttede ikke efter ordre de var... frie.
Hun var godt nok muggler, men hendes mor og far havde begge gået på Hogwarts, noget der var yderst usædvanligt. Hun var ikke en af de bedste, men hun var langt fra nogle af de værste. Hun skrev altid lange stile og hun lyttede altid efter, bedre end de fleste fuldblods. Det var egentlig underligt, fuldblods ville have at mugglere blev udelukket fra troldmandsverdnen og alligevel var de dem der var alle lærernes skræk, dem der var 'bøllerne', dem der altid blev sendt op på Nidkjærs kontor og så alligevel ikke straffet, for nej da de skulle have en chance til.
Dørene, de mægtige døre til storsalen nærmede sig. tårnede sig op over hende og åbnede sig i det hun kom derhen. Tomt, for alt ndetagen de tomme kollegieborde, samt det tomme lærerbord. Oppe på det magiske loft silede regnen ned og skyerne lå tætte om loftet, stearinlysene blafrede i en usynlig og umærkelig vind, alt var så stille og uvant for hende.
En dreng med et kamera fangede Emilias opmærksomhed, ikke fordi han var interessant, mere fordi hun havde set ham mange gange før. Han var der altid når der var mugglere og halvblods i fedtefadet, Nidkjærs lille dingsedreng, hendes lille yndling blandt alle hendes andre små fuldblods-ynglinge. Emilia kunne have brækket sig over deres falskhed overfor Nidkjær, hvorfor kunne de ikke bare indrømme det? De var bange for hende, det var derfor de ville indynde sig hos hende.
Bange for Nidkjær? Det var noget alle kendte til, især mugglerne. Men fuldblods hadede dem der ikke var fuldblods så meget at de nok var bange for mugglere og halvblods, se dét var en tanke værd...