Skoleballet :: Storsalen :: 1

"Hvor du sød, men jeg tror ikke min mor kan lide kjolen.." sagde hun lavmælt. Hun slap hans hals, og kiggede lidt rundt, hun opdagede godt hun tjekkede en anden ud, men derfor havde hun også tid til at tjekke andre fyre. Hun fik øje på nogle og nogle andre, som hun havde set før.. Dian og Kashmir.. Hun rynkede panden lidt, ved synet af dem. Hun valgte så at gå unden om William. "Ville du ikke danse med mig? Eller skal du snakke lidt med, hende?" sagde hun og så overbevisende på ham. Men hun havde intet imod hvis han valgte hende frem for hende. Hun ville bare tage en drink til...

"Tja..." Han kunne ikke lade vær med at grine lidt da han sagde det. Han fulgte blot efter hende, så hurtigt han nu kunne. Maste sig forbi folkene, for at stoppe op ved siden af hende. Han så lidt på hende, og derefter over mod fotografen. I starten kunne han ikke helt genkende ham, men med det samme Karo stivnede ved siden af ham og slap hans hånd, gik det op for ham hvem det var. Han så lidt over mod hende igen. Håbede egentlig på at hun ville 'blive sig selv igen'. Tænke mere klart, da han ikke selv vidste hvad han skulle sige nu. Han knyttede den ene hånd og lod rettede bliket mod Kashmir lidt efter. Han ville gerne sige noget, virkelig, men han vidste ikke hvordan han skulle få det sagt, uden at gøre det helt galt. Måske skulle han bare lade som ingenting, spørge om han gad tage et billede, og så hive hende med væk..
"Kashmir...." Det var egentlig lidt tiltænkt som en hilsen. Hans toneleje var kontrolleret, selvom man godt kunne skimte lidt vrede, inden under den mere rolige ovrflade.

Damien så på Stephanie, han smilte blidt til hende. Han kiggede straks væk, han rejste sig og gik hen og tog noget punch, punchen var egentlig ok. Men den kunne ha været bedre, græskar smag skulle der til, det mente Damien i hvert fald.

Kashmir lyttede kun til det som Dian sagde før han gik. Kashmir var så lonely lige i dag. Folk havde for travlt med alt andet. Da han hørte en tænkende lyd bag sig satte Kashmir kameraet på bordet og kiggede over mod sin næste kunde. Han blev dog chokeret over at se Karolina. ”Eh-” startede han, ”Hej Karolina, hej Christopher.” - ”Er i sammen i aften?” spurgte han og så skrifte vis på dem. Han ventede lidt på deres svar. Det var så sært at se Karolina her. Det var særligt akhavet da hun havde spurgt om de skulle gå sammen til ballet. ”Jeg håber i hygger jer,” sagde han før han glemte alt, fordi hans følelser begyndte at overtage. Han havde savnet hende selv om det ikke var så længe siden de havde set hinanden. Han var irriteret over at se hende sammen med en anden. Var stresset over ikke at kunne gå rundt og drikke sig fuld og derved, uden selv at vide det, være kærligt sammen med Dian.

//Kan ikke rigtig skrive mere på det. ^^//

Silke hørte en kalde på hende og så sig omkring. Hun rejste sig op og så Dian. ”DIAN!” råbte hun tilbage og begyndte at mase sig igennem mængden.”DIAN!? Hvor er du?” råbte hun. Hun havde savnet ham helt vildt meget så man skulle tro det var løgn. Endelig fandt hun ham i mængden. Hun svang armene om hans hals mens hun krammmede sig tæt ind til ham. ”Jeg har f*ckin' savnet dig!” hviskede hun ind i hans ører og hendes ører og kinder begyndte at blive røde. ”Dian for helvede, du må ikke sådan blive væk fra mig! Tænk hvis nu du fandt en anden at have som barndomsveninde!” - ”Selv om du ikke rigtig kan det... Men du ved hvad jeg mener!” sagde hun selv lidt forvirret. Hun krammede ham igen.

William grinede lidt over 'mor kan nok ikke lide den' bemærkningen. ”Tror heller ikke hun er tilfreds med at du har den på, eller vent... Er det ikke Amalie? - Tror ikke hun siger noget til det” grinede han. William havde nået at se Stephanie også tjekkede nogle andre ud. Men hun havde hurtigt dejet om ham og Williams ansigt fulgte med hendes slanke lækre krop. ”Selvfølgelig vil jeg da ud og danse,” spandt han nærmest

Karolina stirrede bare på Kashmr, hun kunne mærke vreden sprede sig over hendes krop. Hun fik løst til at gå hen og give Kashmir den størst lussing, men hun havde ingen steder at løbe hen der efter. Hun begyndte så at rykke på sit hoved igen. En sur mine kunne ses på hendes ansigt udtryk. Hun fik endnu mere løst til at bare slå Kashmir.
Hun så så på Christopher, og så igen på Kashmir. "Du husker vel Christopher, Jonathan," sagde hun koldt - "Lige før, var det meget bedre," sagde hun afvisende.
Hun kunne næsten ikke holde vrede tilbage mere, vreden blev til tåre i øjnene på hende. Hun var dog stadig knust over Kashmirs utroskab. Nu gjorde hun det. Hun gik de få skridt der skulle til, og gav Kashmir en lussing. Hun stod bare foran ham. Hun kunne ikke løbe, hun blev helt tung i kroppen, hun følte hun ikke kune rykke sig. Hun begyndte at lade tårrende trille ned ad hendes kinder.
Det var ikke sådan en aften hun havde tænkt sig til.

Stepanie havde vinkede et anden dreng over, Damien. "Hej, hvad hedder du?" spurgte hun smilende. Hun så igen om på William, "Jo? Måske har du ret.. Men alligevel, hun.. ikke noget.." sagde hun så sukkende med et smil. Stephanie så på begge drenge. "Dreng, med briller, må jeg få den næste dans?" spurgte hun så, og tog Williams ene hånd, og trak ham med på danse gulvet, det var vidst nogle sjæller der blev spillet nu.

Dian hørte en kalde igen på han, han stod stille da Silke kaldte på ham igen. Nogle armen kom om hans hals, og han krammede igen, og holdte Silke helt ind til sig. Han smilede stort af glæde.
Han slap hende så snart hun slap ham. "Jeg glad for at dig! Jeg var nødt til at spørger Kashmir om du var her.. Det virker nok lidt dumt.. Men ligemeget!" sagde han, rystede p hovedet. Han var ufatteligt glad nu!
"Jeg blev ikke væk? Jeg fik arbejde hos Weasley?" sagde han med et spørgende grin. "Amen, Silke, jeg ville ikke have nogen anden barndomsveninden! Du den eneste jeg kan lide, som barndomsveninde, det ved du da godt?" sagde han, og skubbede blidt til hende. "Men forresten, jeg har fået en kæreste.. Som jeg ikke har set i nogen tiden nu.. Nok om, hvad-" han nåede ikke at snakke færdigt, inden hun krammed eham igen, han gav hende et løfte kram igen.

Hans hænder var stadig knyttede, og han lod blikket glide lidt rundt. Det endte dog på ham igen. Han kneb øjnene en anelse sammen og så bare på ham. Faktisk vidste han ikke hvorfor han var vred, han kendte jo knap nok Kashmir. Den mest tænkelige grund, ville nok være at det var fordi han havde været så ondskabsfuld overfor Karolina. I hans hoved skulle ingen røre hende. De måtte ikke såre hende.
Han så overrasket, næsten skræmt på Karolina da hun trådte hen til ham, og gav ham en lussing. Derefter begyndte tårene at løbe ned af hendes kinder, hvilket bare gjorde ham dobbelt så frustrerret. Nu stod han bare der og så til. Hun græd og Kashmir havde lige fået stukket en lussing. Hvad kunne han gøre? Føre hende væk, blande sig udenom.. Der var så mange muligheder, men han kunne jo stort set intet af det vælge, da han sikkert ville gøre noget galt uanset hvad.
Han trådte langsomt et skridt hen mod hende, ville ligge hånden på hendes skulder, omfavne hende.. Bare gøre noget. Men da han var trådt nærmere, frøs han og så bare skiftesvis fra den ene til den anden.

Kashmir svarede ikke hendes fornærmelser. Hun havde ændret sig så meget siden hun slog op. Han kunne selv mærke følelsen af hvordan det havde været samme med hende. Og så SLAM, fik han en lussing. Han så nu til siden. Blinkede et par gange før han kiggede olmt på Karolina igen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde lyst til at gøre igen. Lyst til at spørge hvorfor hun gjorde det. Lyst til at vide hvorfor hun havde slået op med ham. ”Jeg forstår dig ikke mere...”.
Lige så snart han havde sagt det løb hendes øjne i vand. Han kunne se at Christopher trådte en smule frem men han stoppede. Kashmir blev blank på hvad han skulle gøre. Det eneste han kunne var at lægge armene om hende og prøve at trøste hende. Og det gjorde han. Han lod sine arme køre om hendes arme, så hun ikke kunne slå ham igen. Hvis hun ville have ham væk, skulle hun sige det med ord, eller selv gå.
”Hvad er det jeg har gjort siden du er så sur på mig...” mumlede han ind i hendes øre. Hans kinder blev varmere.

William skulede en smule til drengen som Stephanie havede snakket lidt med. ”Kom nu, lad os danse,” vrissede han en smule og tog hende op i favnen og bar hende videre in i midten af mægden af gulvet og satte hende ned. Hvordan han skulle danse vidste han ikke. Men han begyndte bare på noget – og uden selv at vide det, så det ret godt ud. Det var vildt.

//Kan virkelig ikke skrive mere i det... D:///

Damien så ned. Han trådte ud af storsalen, han havde ikke rigtig lyst til at feste alene mere.

//Skrev lidt fordi han smuttede//

Silke lyttet en smule til det han havde sagt. Det hun selv havde sagt havde ikke rigtigt givet mening. ”Jeg tror ikke rigtig du har forstået hvordan jeg mente blev væk,” grinede hun og smilede blidt. ”Jeg mente det på den måde at vi ikke har set hinanden i lang, lang tid!” tilføjede hun hurtigt. Hun gav et lyst hvin da han løftede hende i et kram. ”Du er også den eneste jeg vil have som bedstebarndomsven” svarede hun ham kært men hviskende ind i hans øre. ”Jeg har stadig savnet dig... ” sagde hun og smilede bredt til ham. ”Må jeg få denne dans, Wesley?” spurgte hun formelt.

Karolina stod bare helt stille. Hun hørte godt Christopher sagde et skidt, men ikke kom videre. Hun bed sig selv i læben og rystede svagt på hovedet. Da kashmir havde snakket, begyndte hendes gråd endnu, der kom ikke lyde, men tårrende kom hurtigere.
Hun mærkede hans armen om hendes skulder, og hun satte sine håndflader op på midten af hans bryst, hun havde ikke krafter til at give et lille skub. Hun lagde hovedet ind på hans skulderen, som om hun var alene i verden og vidste alt ville forsvinde fra hende.
Hun hørte hans mumlen ind i hendes øre. Hun sank en klump. "Dit idiotiske dumme forrædderiske dyre.." sagde hun bare. "Marie-Ann, fortalt mig ... at..." hun begyndte at hulke nu, "du... var... " - "UTRO!" skreg hun nærmest af vrede og fortvivelse.

Dylan måbede, hun så på Karolina. Hvordan kunne Kashmir være utro? Han virkede ellers så flink….Hun begyndte at tro mere og mere på Karolina, imens gik hun over til hende. #Undskyld jeg har været så dum overfor dig Karolina# hviskede hun til hende. Hun lagde en hånd på hendes skulder og hun vidste at hun var virkelig ked af det.

Dian smilede uskyldigt, som altid!(;D). "Når... Ups!" sagde han bare, og smilede drenget. Han satte hende ned og så rundt. Han kiggede dog på hende igen, da hun spurgte om en dans. Han ville ikke sige noget før de kom ud på danset gulvet med det savneri. "Tjahh.. Hvis jeg ikke er utro, så lad gå da. Jeg er din i aften," sagde han og bukkede ridderligt og lagde arm til (den der finde mands noget). "Skal vi?" spurgte han så.

Celeste trådte ind i salen. Den var proppet med mennesker. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen eller hvad hun skulle have. Hun håbede mest af alt der ville komme en og byde hende ud til dans, så hun ikke skulle side der som en af de eneste der ikke havde en og danse med. Hun havde en stribet tanktop på, en hætte gråligsandfarvet striktrøje ud over. Hendes ben var beklædt med et par korte shorts med nogle blomermønstre for neden, og på sot hoved havde hun en flot strik hat. Hun vandrede blot rundt bland en masse elever. Hun vidste slet ikke hvor hun skulle gå hen gik bare igennem flokken af mennesker.

//Tøj, undskyld jeg ikke har forklaret så godt:http://babi-kyoko.deviantart.com/gallery/?offset=24#/d1onjo4 //

Kashmir lyttede til det hun sagde. Men hendes stemme var vred. Han slap lidt grebet men tog fat som før igen. Det hele var klart for ham nu hvad der var sket. Marie-Ann havde løget for Karolina fordi hun troede at hun kunne få ham. Sikke en usel og led *ælling. Han hviskede beroligende ind i hendes øre. ”Skal jeg fortælle dig hvad der er sket?”.
Dylan kom forbi og hviskede noget. Hun havde sikkert prøvet at sige det så lavt at Kashmir ikke ville kunne hører det, men Kashmir gav en lettere knurren fra sig. Karolina ville sikkert ikke hører det, men han sagde det alligevel.
”Din bedste veninde har løget for dig... Hun kunne lide mig... Hun løg fordi hun troede, at hun kunne få mig på sin krog,” hviskede han. Han havde på fornemmelsen hun ikke ville tro ham. Han begravede sit hoved mere eller mindre ned mellem hendes hals og hendes skulder. ”Du må ikke tro jeg lyver...” hviskede han, ”Jeg sværger, jeg har aldrig nogensinde haft i tankerne om at være dig utro... Særligt ikke efter...” han skulle til at tale videre som var de i ene rum, men han stoppede og lod hende selv tænke sig frem til de ting de havde lavet sammen.

Dylan måbede igen. Hun så på Kashmir, det var så smukt sagt. Hun fik et par tårer i øjnene, han var vist perfekt som hun alligevel havde troet. ”Kashmir…Det var virkelig smukt sagt!” Sagde hun og hendes tårer blev større. Hun havde intet lommetørklæde hun kunne bruge.

Hun drejet hovedet ind mod Kashmirs hals. Hendes læber skimmede hans hals, hun hendes tårre var blevet færre. Han fik en følse frem i hende, som hun følte første gang hun kyssede med ham. Hun 'hm'ede til Dylan og nikkede svagt. "Tak.." sagde hun meget stille til det spurgte hende om.
Da Kashmir begyndte at fortælle sandheden, gled hun langsom den ene hånd, op om hans hals, den anden beholdte hun på hans bryst. Hun lukkede øjnene, under hans snak. Hun ventede blidt til hans var færdig.
"Undskyld.." mumlede hun ind i hans hals. Hun havde stadig læberne mod hans hals.
Hun kyssede hans hals, blidt og roligt, og stoppede igen. Hun ladgde hovedet tilbage på hans skulder og igen med næsetippen ind mod hans hals. "Jeg ved ikke om jeg er klar til endnu et forhold med dig.." sagde hun lavt, så kun han ville hører det.

Han smilede lidt. ”D-det går nok,”-”Ingen af os har jo været helt sikre på hvad der var galt... - eller du havde en mening,” tilføjede han og smilede. Han var ikke den fyr der græd. De to eneste gange han havde grædt var til hans brors begavelse og da Karolina havde slået op med ham mens han var svagest. Han kunne mærke hendes varme læber og ånde mod hans hals. Det gav ham kuldegysninger. Men han havde det som om at hele hans verden lettede fra ham. Han var glad for at hun havde tilgivet ham. Undskyldt for det hun havde gjort. ”D-Det okay, du får den tid du skal bruge,” svarede han hende tilbage ligeså hviskende som hun havde. ”Jeg vil ikke tvinge dig til noget – jeg vil bare ikke have du er så sur på mig,” tilføjede han med et lille skævt smil. Tårerne pressede på nu. Han gav hende et lille klem ind til sig som et lille tegn på at han selv var ved at skulle tude. Han snøftede en enkelt gang og duftede forsigtigt til hendes hår. Det var længe siden hun havde været så rolig over ham, og han havde kunnet have lov til at snue til hendes hår.

Karolina tog nogle dybe vejrtrækninger, han ville kunne hører det. Hun lyttede beroligende til hans stemme, og hans ord.
Hun kørte den hånd, der var oppe ved hans nakke, op til hans hår, og nussede rundt i det. Hun havde løst til at kysse... snave...kramme... og sove sammen med ham igen. Hun begyndte at savnede, det hun ville hadede sig selv, for at huske på.. Men nej.
Hun smilede utroligt svagt, da han fortalte hende at han ikke ville have hun var sur op ham..
Karlina løftede enndu en gang hovedet, denne gang for at det var lige over for hans. Hun rykkede det tætter på hans, og gave ham et blidt, roligt og saftigt (ikke salvene) kys. "Jeg kan ikke finde på en bedre undskyld.." sagde hun så, og flyttede sine hænder fra ham, og trådte en skidt tilbage.

//UNDSKYLD JEG BRØD REGLEN...//

Christopher trådte nogle skridt tilbage, og stod bare og så på dem. Han knyttede den anden hånd nu, så han stod med begge hænder knyttede og så på dem. En irriteret og vred følelse bredte sig i ham. Hvordan kunne hun stå og kysse med ham?! Han havde lyst til at vende ryggen til og gå, men han kunne ikke få sig selv til det. Hans ben var som limet til gulvet, som om han var tvunget til at se det. Han trak vejret dybt, for at dulme hans vrede. Han forsatte bare sådan, for at blive helt kontrolerret igen.
Langsomt fik han revet sig fri, og vendte sig om for at gå. Væk derfra, så han ikke behøvede se på det mere. Så han ikke behøvede se hvordan de to, der ellers havde været så vrede på hinanden, stå og kysse. Han proppede hænderne i bukselommerne, for at skjule at de var knyttede, og traskede så langsomt afsted. Forbi menneskerne, for at komme ud af storsalen.

//Undskyld, min computer døde igår.//

Kathrine så på dem. "Helt ærligt, Karolina nu gør du altså Christopher jaloux!" Siger hun vredt, hun har stadig sin punch i hånden. Dog er hun vandt til at få det på sin kjole, da folk enten støder ind i hende eller træder på hendes tæer. Hun tager sin hånd på Chris' skulder og smiler blidt. "Bare rolig Chris"