Lillebitte Kashie! :: Just Kashmir! (Privat)

Dian Wesley, drengen der gik ud af Hogwarts før tid, havde lige trænet lidt på sin kost, ved at flyve rundt om banen. Han havde mere eller mindre normalt mugglertøj på. Han lagede i en af cirklerne, et af målene. Der satte han sig, og slappede lidt af. Han kiggede hen mod skolen, og så hvordan solen gik ned.
Han smilede svagt. For det minde ham om der hjemme. Den gang han altså spillede fodbold med sine venner. Det svarede han dog lidt, for her var den eneste sport jo Quidditch, men dog holdet han meget af det. Mærke hvordan vinden, regnen eller sneen kom lige i hovedet på en.
Han lod sig falde bag over med sin kost, og i det frie fald var han ikke bang. Inden han ramte jorden, svingede han sig op på sin kost, og fløj af sted, næsten helt ned på jorden, han kunne mærke hans tryllestav var ved at falde ud af baglommen på ham. Og han slap kosten med sine hænder og trak sin stav.
Han fløj lige hen mod en mur/væg. Han sprang af og trillede lidt rundt på jorden. "Waw," sagde han og sad på sin numse. "Accio kost" sagde han og straks kom hans kost til sig.
Han rejste sig op og kørte gemmen hans hår, hans uglede hår, som sad fremad og lidt opad. Han rejste sig op, og gik hen mod en bænk, hvor han satte sig. "...Kashie.." sagde han og fik et lille smil på læberne samt et grin.

//Skal vi lige aftale hvilke spells vi bruger?:)//

Hvorfor gik han herud? Der var ingen der vidste bedre end ham om, hvorfor han gik der ud. Quidditch banen. Han havde blikket mod de store pæle, som var pakket ind i noget, så det ikke bare var ren og skær træ. Hans blik kørte så videre hen til målene hvor han kunne se en eller anden falde fra målene.
Kashmir havde som altid sit kamera om halsen. Hans påklædning i dag var en hvid skjorte, hvor ærmerne var smørret op til albuerne, og et par cowboys.
Som ren og skær vane, tog han fat i sit kamera og tog et billed af personen falde, selvom personen havde en kost ved sig. Det var svært at se personen, men det var som en skygge foran solen.
Kashmir begyndte så at gå videre hen mod banen. Mon dog at han kunne møde Dian? Det var enlig, hvad, et halvt eller helt år siden de sidst havde skænket hinanden en lyd. Ilvan. Ha. Kashmir kunne stadig huske hvad han kaldte Dian, og hvad Dian kaldte ham.
Kashmir smilede blidt for sig selv. En anelse af fryd spredte sig over hans læber. Det ville være en fornøjelse at se ham igen. Kashmir vidste udmærket godt at Dian ofte befandt sig ved Quidditch banen.
Kashmir gik op af trapperne med blikket rettet mod banen, som ville komme til syne om et øje blik.
Da hans hoved så kom op til solnedgangen, kunne han høre den bekendte stemme. Dian.
Dian Sofus Wesley. 18 år. Muggler. Gik ud før tid. Sammen med Emilia. Barndomsvenner med Silke. God orden på sin træning og besværgelser.
”ILVAN?” råbte han så ud i det hele og kunne nu se ud over hele banen, hvor han stod helt henne ved gitteret. Han smilede udfordrende til ham, da han fandt ham sidde nede på jorden. Ynkelig som altid.

Bænken han sad på, var gamle, men god. Han kiggede op mod målene. Han satte hovedet lidt på skrå. Han begyndte at tænkte tilbage, til første gang han fløj på en kost, hvordan han temmede kosten, efter sit første fald, og en forstuvet hånd. Hans lille grinende smil blev lidt større.
Han rejste sig op, og tog kosten og satte sig op på den. Han var lige ved at stamme hanskerne han tog frem for at holde fast om kosten. Han hørte en stemme, lige i det han var ved at sætte af. ”Nej, nej, det ikke sandt!” råbte hviskede han, og rettede blikket op. Op, hvor han fik øje på Kashmir. Kashmir Brandt Jonathan. Skolens lille slagerhag. Sidste års elev. Single. Og Fuldblods snob.
Han gik hurtigt sit smil væk, og fløj så op mod Kashmir, gud, hvor han hadet at gøre det. Men han kunne ikke rigtig bare råbe: NEEEJ! VERDENS UNDERGANG!, selvom det ville være rart.
”Hvad laver du her, lille kashie.. Jeg ser du er vokset… Hvornår sket det?” sagde han hånsk. Han lænede sig lidt frem over kosten. Han var på Højte med Kashmir, når han sad på kosten. Selvom han var lidt højre end ham.
”Grunden til du er her, er fordi du er blevet brandt af, ikke Brandt?” sagde han igen. Dian fik et lille hånende smil på læberne. Han hånede normalt ikke folk, men nu hvor det var Kashmir, var det noget andet. De havde et helt andet forhold til hinanden. Rivaler var de nok. Dian var muggler, og Kashmir hadet muggler. Han ventede kun på Kashies kommentar.

//Undskyld det korte svar..)://