Æhm hørte jeg nogen? (Kashmir Jonathan)

T: Sådan der ved 15:00 tiden :i
V: Snestorm
O: Nobody (Kun mig og Kashmir)
P: En flot sort top med shorts og converse
S: De Hemmelige Korridorer

//Det bliver ikke så langt//

Dylan stod op af væggen, hun have lige lagt manicure og sat sit hår op i en hestehale, hendes tøj var ganske pænt. Men hun så atter ud over korridoren, der var slet ingen! Nøj var kedeligt, hun sig sig atter omkring og tog sin hår-elastik ud. Der var dæmpet lys. Kun nogle få stearin lys var tændt i korridoren. Solen var der jo ikke, og der var en frygtelig stor snestorm udenfor. Hun så sig omkring og sagde til sig selv. "Hvorfor skal jeg absolut være her? Nå jo så jeg ikke bliver omringet af Nørder" hun sukkede og så ned.

Kashmir åbnede døren til de hemmelige korridorer. De var enlig ikke så hemmelige alligevel... Kashmir havde bare en fornemmelse at at han ville finde en masse at skrive om. Eller måske ikke.
Kashmir havde som altid sit kamera med sig og sin blok i en bukselomme. De få vinduer var dækket af sne, kun nogle få små hyggelige lys, lyste rummene op. Han kiggede sig over skulderen. Hvorfor var han der egenligt, han var sikker på der ikke var noget at skrive om. Men han vendte blikket frem igen og begyndte forsigtigt at gå. ”Lumos” hviskede han og der kom lys fra enden af hans stav, som han havde taget fra sin bukselomme. Han holdte staven lavt. Længere fremme, en del længere fremme, stod en pige. Hun gik måske på femte eller sjette årgang. Han smilede blidt og fortsatte hen mod hende, da det ikke ligefrem lignede en pige som normalt burde være der eller ville komme med spydige kommentarer – eller ikke nogen som ville skærer i Kashmir.
Kashmir havde en hvis skjorte på, et par normale bukser og nogle sorte converse.

Dylan kiggede på den kommende dreng, hun smilte svagt. "Hej" hun synes han var en smule pæn. ¤Han har garanteret en kæreste¤ tænkte hun og så på Kashmir. "Er du journalist? Eller hvad? Du render jo rundt med en kamera" sagde hun blidt, og smilte venligt til ham. Og han var ikke så skidt endda.

//Næste gang du svarer, kan du måske så svare lidt længere? Det ville være meget dejligt :') Eller bliver det måske til sidst til sådan noget: Hun kiggede. Han hostede. Osv..//

Kashmir smilede blidt da hun hilste på ham. Han kendte ikke denne elev. I hvert fald ikke nok til at have hende i sit 'arkiv'. ”Goddag,” svarede han hende, og han fik et blidt smil på læberne. ”Journalist? Jo, det kan man godt kalde mig,” svarede han hende blidt og kløede sig i nakken med den frie hånd. Da Kashmir var omkring en, en halv meter fra hende stoppede han op og mumlede lavt: ”Nox,”. Lyset i hans stav slukkede, som hvis man pustede et stearinlys ud, da lyset fra dem forsvinder langsomt. Han smilede blidt. Han kunne stadig se hende. ”Mit navn er Kashmir Jonathan,” præsenterede han sig høfligt.

//Ofc :)//

Dylan smilte. "Dylan Schoenfield, jeg hader mine mellemnavne. Gør du også?" sagde hun, hun glattede sit krøllede hår og smilte. "Du er da vist en rigtig besværgelses mester hva?" Hun grinte lidt men stoppede så han ikke ville være sur på hende. "Jeg kan være en diva, og også snobbet. Men det er da helt okay ikke?" Spurgte hun blidt og så på ham igen, hun kløede sig og ventede på et par svar.

Kashmir smilede blidt, ”Tjoe, jeg kan enlig heller ikke lide mit mellemnavn” svarede han ”Min såkaldte ven syntes det er sjovt at bruge det mod mig..” mumlede han lavt.
”Nja, det her er første års læring,” grinede han og smilede, ”Jeg går ligesom på syvende,” tilføjede han og grinede blidt videre.
Da Dylan sagde noget om hvordan hun var rynkede han blidt på panden. Hvorfor skulle han vide det? ”De-det er da okay? Alle er jo forskellige?” sagde han og var en anelse forvirret.
”Hvad hedder dine forældre?” spurgte han og smilede blidt. Ved at vide hvad hendes forældre hed ville han kunne finde ud af hendes blod.

//Kan du ikke strække den lidt mere? :'/ Måske bare 120 ord? - selvfølgelig gerne mere (: Du kan eventuelt skrive det i Word og så kan du få den til at finde ud af hvor mange ord (:?///

Dylan så atter på ham. ”Kashmir….der er noget jeg må fortælle dig”, hun stirrede på ham i et par sekunder og sagde. ”Kashmir jeg er forelsket i dig. Men jeg ved endda ikke hvorfor” hun smilte svagt og blidt, og så på ham. Han kunne garanteret ikke lide hende, men det var jo på tide at hun lukkede sine føleser ud, så hun så ned og så på ham igen.

Kashmir havde jo enlig ikke bedt om hendes mellemnavne, men det var jo op til hende. Femte årgang, så var hun vel femten år? Kashmir så undrende på hende. Hun var en anelse forvirrende. ”Jeg spurgte jo bare om deres navne?” sagde han og blinkede lidt forvirret men dog med et mindre grin. ”Hvor lang tid siden er det?” spurgte han med et mindre bekymret smil. Han kunne lige så godt forhører sig lidt om hende. ”Jeg kender godt til det med at man har mødt en som nu er død..” mumlede han en anelse tænkende.
Kashmir så åbnet og undrende på hende. ”Ja..? Fortæl du bare?” sagde han med et mindre smil. Han undrede sig over hvad det var hun ville dele med ham. Det var ikke så ofte at man delte noget med 'fremmede'.
Da hun så endelig fortalte det spærrede han øjnene op. Overrasket var han. De havde jo næste lige mødt hinanden. ”Emh... Tak...” svarede han tøvende igen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare til det. Han vidste ikke rigtig selv om han følte det. Han havde overhovedet ikke tænkt på det på den måde. Havde ikke tænkt på sådan noget som at kysse hende eller diverse seksuelle ting og sager. Nej. Nej. Det ville han ikke kunne finde ud af endnu, ikke før han havde kendt hende bedre.
”Jeg tror bare ikke rigtig, at du kan føle helt sådan... Vi har jo næsten lige mødt?” sagde han så, ”Eller har du stalket mig siden du kunne gå?” han begyndte at rykke sig lidt ud på kanten af sin stol. På en eller anden sær måde, så skræmte hun ham.

//Så fik jeg svaret :'D Husk at skrive lidt længere (://

Dylan så på ham. "Jeg ved altså godt at jeg er skræmmende, og at i lige har mødt hinanden". Hun så sig omkring. "Men der er bare noget der siger mig at jeg virkelig godt kan lide dig", "Det er fem år siden, vi var på en legeplads. Min mor og mig sad og spiste, og så gik vi hjem bagefter, da vi kom indenfor. Var der sket noget, alt det der var smukt og bedårene, var væk og forsvundet. Og så da jeg gik ud i køkkenet, hørte jeg et skrig fra stuen. Og så et grønt lys i et lille spejl over køkkenvasken, og så gik jeg derud. Hun var død"Dylan fortalte ikke mere. Det var en frygtelig historie.

Kashmir nikkede langsomt. Hun skræmte ham stadig, selv om hun fortalte disse 'beroligende' ord. Han havde selv mistet sin ene bror på et tidspunkt. Det var den eneste søskende han havde haft. Det var kun to år siden, han fældede kun tårer på dagen det skete og enkelte gange hvor han hørte de lyde som kunne minde Kashmir om ham. Ellers så græd han aldrig. Men nogle var mere hårdt førte end andre. Selv til begravelsen ville han så gerne græde, men han kunne ikke. Den gang havde Kashmir været på alder med hende. Omkring femten år gammel. Kashmirs bror dødede dog på mange måder. Da han havde været yngre havde broren fået et hjertestop, men fordi at Kashmir havde kunnet hjælpe ham med det samme, overlevede hans bror.
Kashmir smilede skævt. Dylans historie var ingen ting for Kashmir. Havde havde trosalt skulle opleve at han var alene med sin bror og skulle få ham til live igen selv. Det havde den gang ikke været sjovt at være sammen med hans bror, da man ikke kunne vide om det skete igen.
Kashmir nikkede blidt. ” Det lyder trist...” svarede han til hende. Men han havde stadig ikke fået hendes mors navn at vide. Eller hendes fars, ”Hvad hed hun?” spurgte han stille, men stadig med en slags 'medfølelse' i stemmen. Bare så det ikke var et helt emne skift han kom med.

//Kan jeg muligvis få dig til at skrive så meget som du kan? Det ville være skøøøøønt!<3 Altså jeg vil normalt gerne op på 300-400 ord før jeg bliver helt vild glad for et emne og jeg mener der er noget jeg kan gå ud fra ^^' //

Dylan så lidt på ham. ”Hun hed Annabelle” svarede hun hurtigt. ”Jeg bor hos min far Lance” siger hun og smiler lidt. ”Jeg er fuldblods, jeg har kun min far, og min bedstemor tilbage”. Hun smilte svagt men så igen på Kashmir, hendes tårer er forsvundet en smule, men ikke alle sammen. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg er forelsket”. ”Men jeg ved altså ikke hvorfor Kashmir”, hun sukker lavt og ser på dig. ”Jeg har et par drømme, men dem gider du nok ikke høre” siger hun højt

Kashmir blinkede. Hvad kunne han gøre? Han havde aldrig været ude for at en pige var så følelsesladet over for ham. Hun sidder og græder og siger hun er forelsket og fortæller om sine forældre. Det var skræmmende...
"J-jeg ved ikke hvad jeg skal sige..." mumlede han tænksom. Han vidste overhovedet ikke hvad han skulle gøre, så hans krop gjorde bare noget af sig selv - tørrede nogle af hendes tårer væk med en blid tommelfinger. Han drejede sig væk fra hende og begyndte at gå hen mod døren til gangene. Han syntes ikke deres samtale førte nogen steder hen.

Dylan så på ham, det var nok en god idé. Nu var hun bare en skræmmende person, hvilket gjorde hendes dag endnu værre. Dylan var på vej ud en anden vej, men hun var ligeglad. Hendes dag var altså blevet værre, hun var ihvertfald ked af det. Hun troede og vidste det nok, hun var forelsket, i en som ikke kunne elske hende. ihvertfald ikke endnu, men det ville nok heller aldrig ske. Hendes ønske/drøm, ville aldrig gå i opfyldelse. "Har du en fan ved navn Madeleine Munroe?" Spørge hun hurtigt men også koldt.

Kashmir stoppede op og drejede sig en halv omgang mod hende. ”Ja...? Ja hende kender jeg vist..” sagde han tænkende, ”Men jeg ved nu ikke om jeg vil kalde jer for fans...” sagde han tænkende og overvejende. Han smilede blidt og prøvede at huske tilbage til den dag han mødte hende. Han drak sig fuld vist. Det var lidt sløret for ham. ”Jeg kan ikke så godt huske den gang vi mødte hinanden, for jeg er ret så sikker på jeg var godt fuld...” mumlede han og så lidt ned i jorden. ”Men hvorfor spørger du?” spurgte han mindre muntert.