Tell the world...

Tid: Lidt over middag
Sted: Søen
Omgivelser: Søen og nogle elever
Vejr: Solskin, meget forårsagtigt med en blid vind
Påklædning: Grøn tunika og blå bukser, sorte sandaler

Emilia gik med lette skridt hen over græsset, afstanden mellem hende og slottet blev betydeligt længere mens hun nærmede sig søen.
Dens sorte vand virkede ganske tillokkende i dette varme vejr, de fleste elever omkring hende havde allerede taget deres forårstøj frem.
Kjoler og t-shirts var at se næsten alle steder og de fleste så glade ud til udsigten om at kunne smide de varme vinterkapper, halstørklæder og andre unødige varme ting.
Vinden legede med hendes gyldne hår og fik det til at blæse ind i hendes øjne og dækkede hendes udsyn. Hun strøg det en anelse irreteret væk fra hendes øjne.
Hun så sig omkring og fik øje på et stort egetræ hvor hun kunne sidde i fred og i skygge, en rigtig win-win situation for hende.
Hun lagde sin blå skuldertaske forsigtigt i græsset og åbnede bogen hun havde i favnen, lektier og atter lektier. Det var hvad dagen havde udsigt til at indebære, ikke ligefrem noget opløftende eller glædeligt... bare noget der skulle gøres, hvis hun altså ville overleve sommerferien og starte på 5. årgang.
Hun sukkede stille og kom i tanke om hendes forældres store forventninger til hendes gode karakterer og til hendes glæde ved at gå på en skole hvor hun ligeså godt kunne bede om at blive straffet allerede før hun stod op, hun ville sikkert bryde en af de mange regler på en eller anden måde alligvel.
*Side 123... side 123', tænkte hun om og om igen da hun bladrede bogen igennem, det var vist hendes eliksirbog og der havde hun 'hyggelig frilæsning for', som hendes lærer så glædeligt formulerede det.
Hun smilte skævt og kørte øjnene ned og op over de to sider de skulle læse, hun bed sig ikke mærke i noget af det. Det var alt for... kedeligt kunne man vel kalde det.


//Dette er Emilia andet emne, men præcis det sammen, nu håber jeg du får det som du øsnker dig Emilia sammen med Dian// - Skrevet af Admin

Selvom næsten alle havde forstår tøj på, var det dog ikke denne fyr. Han havde nogle normale bukser og en trøje med høtte på. Han gik i sine normale og hverdags gummisko. Han hvade lidt voksi hovedet, men ellers ikke andet. Han gik med sin stav i baglommen, da der ikke var plads andre steder lige nu.
Han havde bare løst til at gå en lille fin tur nede ved søen, som han ofte gjorde efter hånden. Han stoppede op, og tænkte lidt, "Aricco kost" sagde han, og hans kost kom med det sammen hen til ham, han satte sig op på den, og fløj lidt rundt, han begyndte at søge opad, så han kunne finde et sted at sidde i stilhed. Han fandt et stort egetræ, med palds til man kunne sidde i.
Han fløj ind mellem grenene og satte sig på en tyk gran, cirka 5 meter over Emilia. Han så ned og opdagede. Han lægde sig ind mod træet og lagde benet op på grenen og lod det andet henge. Han holdte hånden i kosten, og tænkte lidt om han skulle sige noget.
"..." var det eneste han kom ud med, men uden han vidste det kom han til at slippe sin kost, så den lagde lige foran Emilia, han hørte bare et "dunk" på jorden af kosten, og straks kiggede han ned. Hans kost lå lige foran pigen, den var stadig hel. "Er du okay?" spurgte han så.

Vinden. Dens rejse over jorden var ligegyldig, folk forbandede den når den var i nærheden og tilbad den ,og hvis den havde haft fødder, kysse dens fødder og trygle om at komme tilbage når den var væk. Når den ville, kunne den sprede død og ødelæggelse i et sekund og det andet kunne den, som nu, bare lege lidt med en persons hår. Verden var underlig, dens befolkning var underlig... ja, alt og alle på jorden var underlige.
Emilia rystede på hovedet og det gyldne hår dansede om hendes slanke ansigt. Hun smækkede langsomt bogen i og lænede sig op ad træet. Stammen var hård og barken knottet, men det var dejligt afslappende at sidde i skyggen, en vinterdag der havde temperatur som en forårsdag i maj.
Hun kiggede op i det træ hun sad under's krone, bladene var ved at springe ud. Grønne og friske... og åbenbart vilde efter at prøve at give 14-årige piger hovedpine med nedfaldene koste!
En kost havde boret sig ned i jorden foran hende, hendes gyldne så på den som om den var en alien fra det ydre rum.
Ydre rum og ydre rum... Kosten var ihvertfald kommet oppefra, så meget vidste hun.
Emilia så op og fik øje på en ung mand, hun havde ikke set ham før. Men på den anden side, der var jo så mange på skolen hun ikke havde set før. Hvis han ikke var proffesor var han da ihvertfald vejleder, eller også var han gået ud af skolen... ja, det var jo enten eller.
Han begyndte at snakke, spurgte om hun var okay. Okay, tja det afhang virkelig af hvad han mente med 'okay', men i det store hele var hun jo ihvertfald ikke død.
"Ja..., hun trak ordet lidt ud og tilføjede så med et lille smil."Tja, jeg er jo ihvertfald ikke død."
Hun rejste sig op, stadig med øjnene rettet mod den unge mand. Hendes hånd tog fat om kosten og rakte den op i mod ham.
"Det er din, ikke også?", dumt spørgsmål, selvfølgelig var det hans. Han ville sikkert tro hun var underlig, og på det punkt havde mange før ham troet præcis det samme... Hvad sandheden var, vidste hun ikke engang selv.

Han var begyndte at hoppe fra gren til gren for at komme ned. Han hørte hun sagde noget med hun var okay, og at hun ikke var død. ”Beroligende. Men jeg tror altså ikke min kost ville kunne have dræbt dig, eller jeg har da aldrig hørt nogle være ude for det,” sagde han, han satte sig på den nederst gren, hans fødder hang lige over jorden. Han kiggede ud over alle de mennesker de havde forårstøj på.
Det var sært, det var som om vinder forsvandt efter en dag, men det var han nok den eneste der mente. Han gabte kort, og sank derefter en klump. Han vendte blikket på hende igen. ”Jo, nu du siger det, så er et min kost, hvis den altså kom oppe fra, og var tæt på at ramme dig,” sagde han så med et lille smil.
Han mente det sødt og sjovt. Men man kunne jo aldrig vide om hun fandt for fornærme. Han tog imod kosten, og lagde den på sit skød, han sad næsten med ryggen ret, men dog ikke alligevel.
Han lagde albuerne på knæene, og bukkede sig forover. Et mere eller mindre alvorligt udtryk i hans ansigt overkom ham. Han så på alle elever der bare sad og var ’’ensomme,, eller dem den der blev drillet. Han kunne tydeligt set det på folk.
Han sank igen en klump. ”Sig mig, hvad hedder De?” spurgte han så, uden at se på hende. Hans blik var rettet ud på alle andre elever. Han mærkede så vinden i sit ansigt, og det kunne godt være vinden var mil, men den fik dog skubbet ham af grenen.
Han faldt ned fra gange, og lå nu ryggen. ”Av..” sagde han lavt, og lå ligesom en slags stjerne. Med armene ud til hvad sin side, og bene spredt. Jorden var lidt lun, ikke meget, men lidt var den dog.

Ikke ondt ment, langtfra. Men Emilia fandt det både sjovt og meget underholdene at han hoppede fra gren til gren. Nå ja, det var jo ikke for ingenting de stammede fra aberne.
"Hmm... det anede mig at den ikke kunne det...", hun smilte og løftede hovedet for bedre at kunne se ham, hun var nok mindre end ham allerede når han stod på jorden, men nu hang han altså oppe i et træ, måske en halv meter over hende.
Hun fulgte hans blik, men det forlod hans øjnes bane og hun drejede hovedet en smule.
Hendes gyldne øjne var rettet mod det store slot, mange kaldte Hogwarts. Selv kunne hun ikke se hvad der var så specielt ved det store skrummel af en skole, det eneste hun brød sig om på skolen var de store udendørsarealer og så selvfølgelig Quidditch, hendes hjemmebane. Den unge mand sagde noget igen og kosten vendte tilbage til dens ejermand.
"Tja... det kunne også have været en anden kost...", sagde hun stille med et smil på læberne, solen skinnede kraftigt og fik hendes hår til at skinne som guld.
Guld... hver gang Emilie hørte det ord blev hun mindet om historien om den lille pige ved navn Guldlok, hvis hår også havde haft den her umådelige trang til at skinne som guld hber gang noget guld kom i nærheden af det.
Hun kiggede væk fra ham igen, så kort på slottet og lod blikket vandre op til himlen. Så blå, som himlens svar på jordens hav. En sky gled over himlen, det kunne være himlens svar på jordens landjord. Regndråberme mennesker og sneen dyr.
Nu sagde han noget igen, denne gang var det så et direkte spørgsmål til hende.
Hendes navn... hun havde mange. Navne givet af venskab og af fjendskab.
"Emilia, jeg er på Ravenclaw.", sagde hun venligt og kiggede på ham.
Han havde spurgt om noget, men hans øjne hang et andet sted, eller ved andre steder.
"Hvad hedder De?", spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Hun ville gerne kunne sige at hun egentlig var ligeglad med om han kiggede på hende eller ej, men det var så naturligt for hende at kigge personen hun talte med lige ind i øjnene.
Da han faldt, eller mistede balancen trak det lidt på hendes smilebånd og i to lette skridt var hun henne ved ham. Hun knælede ved hans side og spurgte med mild stemme:"Er du okay?"

Indens hans fald hørte han hvad hun sagde med kosten. Han stirrede bare op mod træet kroneblade. Han fandt den smukke, eller bare flotte. Han lå stadig ned. Han hørte godt det hun sagde i det han fald. ”Emilia.. Sikke et flot navn,” sagde han så, og kiggede på hende.
”Jeg hedder Dian, ikke Dean, men Dian..” sagde han kort og smilene, og løftede den ene hånd, han rørte ved hendes hår. Det var silkeblødt i hans hånd.
Han så hvordan skyerne forandre sig. Det var ikke tit det han gjord det, eller han havde aldrig rigtig set på det som så’en.
”Ja.. Jeg er okay, er du?” svarede han hende lavt og kært igen, han var selvfølgelig okay, det var bare et lille fald, det ville havde været noget andet hvis det var fra 10 meter og fra en kost med fart på.


//Undskyld det korte svar.)://

Fuglene sang, vinden blæste, solen skinnede... og drengen faldt ned fra træet.
Hun havde ladet sig glide ned ved hans side og så på ham med et stille smil.
Hvad hun havde tænkt på i de langsomme sekunder faldet varede var let at beskrive - ingenting, som et stort tomt hul i hendes tankerække, der straks blev oplyst da han åbnede munden igen.
Hendes smil blev større og hendes øjne strålede.
Hun så op i trækronen, han så ud til at finde den meget interessant.
Et egern smuttede hen over en af grenene med et agern imellem forpoterne, dyret løb hurtigt og lod til at se sig om hvert sekund for at sikre sig at der ikke var fjender i nærheden.
Mere nåede hun ikke at se før han sagde noget igen.
Dian... et flot navn og hun var desværre sikker på at hun ville have forvekslet det med navnet 'Dean'.
"Dian er også et flot navn.", betroede hun ham med et smil på læberbe, trods hun ville have sagt mere nægtede hendes mund eller underbevidsthed at lade dem passere, de sad som limet fast til hendes lunge.
Hans hånd førte sig op til hendes hår og blidt mærkede han det mellem sine fingre. Ikke meget af det, bare fansje lidt.
Hun smilte ned til ham, for lydløst at lade ham vide at hun ikke havde noget imod det.
Tiden syntes at gå langsommere end normalt, meget langsommere.
Selv vinden blæste langsommere, solens stråler ramte eleverne med stor forsinkelse og deres snakken blev langsommere.
Sådan følte hun det, da hun sad der ved Dians side... hvirfor havde hun ingen anelse om.
"Ja, det er jeg...", sagde hun stille og smilte ned til ham.
Tiden begyndte langsomt at tø op...

//Jeg overlever nok ^^

Hun sad nær ham, han rettet ofte blikket på hende, og op på træet krone. Det var svært svært at finde ud af hvad der kønnest. Men dog fandt han hendes hår utroligt behandleligt.
Han så godt egernet, han fulgte det kort med øjnene. Et egern var som et menneske, bare mere forsigtig. Når man tænkte over det, var man bare heldig over at havde fået lov til at være en del af den magiske verden når man var muggler. Selvom det undret ham, havde hans tryllestav jo valgt ham og ikke omvendt. Det var som alt han aldrig havde forstået var kommet til ham.
En kost, som en rigtig tegnfilms heks. Nu var det bare ham man så på en kost. Han slap Emilias hår, og satte albuerne i jorden for at rette sig lidt op. ”Tak, men hvis du kommer til at sige Dean i stedet for, er det okay.. Min tante gjorde det de første 3 år jeg boede hos hende..” sagde han med et lille grin i det. For det var ikke fordi han løgn, det var sandt. Hans egen tante blev ved med at sige Dean, og alligevel reager han ikke på det. For han var jo lille den gang.
Han så på nogle fugle der fløj forbi, han kiggede lidt efter dem. Men det var ikke det eneste der fløj forbi, nej selv sommerfuglene gjorde det. Han fik et lille og charmende smil på læberne. ”Godt at hører.. Men sig mig lige engang, Emilia..” sagde han og kiggede på hende, med sine blågrå øjne ”Hvor gammel er du?” spurgte han hende så. Han satte sig helt op og tog benene ind til sig, han satte sig i skrædder stilling, og lagde sine hænder på sit skød, ligesom når de hvilede sig, men det gjorde de dog også.

Muggler... det var hvad man kaldte hendes slags, skønt hun var ligeså meget en del af troldmandsverden som en fuldblods var, så ville titlen muggler altid forfølge hende.
De fleste sagde ordet som en selvfølge, tænkte ikke på at dengang ordet kom frem var det ment som en hån, nu flere årtier efter blev det hængende. Ikke som en hån, bare som en beskrivelse, et almindeligt navneord. Selv foretrak Emilia at kalde dem 'almindelige mennesker'. For der var hvad de var, almindelige og fuldstændig uvidende om hvilken verden de lå så tæt op ad. Egentlig fantastisk at tænke på, en hel civilisation var skjult for øjnene af milliarder af mennesker, fantastisk og ekstremt underligt.
Hendes hår faldt ned mod hendes skulder igen, ikke tungt... bare sådan almindeligt?
Hun lyttede til hans lille fortælling og smilte lidt større.
"Jeg skal nok sørger for at huske dit rigige navn... Dian.", sagde hun med et smil.
Den sidste af fuglene foldede vingerne ud, tydeligvis ikke en erfaren flyver for den fløj hele tiden i buer, zigzag eller andre mærkelige krumspring.
Hun rakte en hånd hen mod fuglen, der så ud til at være meget udmattet da den landede på hendes fingre. Lidt efter fløj den syngende videre, Emilias øjne fulgte efter den lille skabning der snart var en ud af mange tusinde prikker i horisonten.
Hun foldede sine hænder i sit skød og legede med noget græs, det kildede svagt i hendes hænder mens hun prøvede at flette en lille kurv.
Dian sagde noget igen, eller spurgte om noget rettere sagt. Om et emne hun ikke kunne lide, hvirfor vidste hun ikke. Et meget lydløst suk forlod hende og med mld stemme sagde hun:"14 år, om kort tid 15...", sagde hun med et smil på læberne.
Hun kiggede igen op på himlen, himlen der om dagen var så fuld af lys og himlen der om natten blev sat i et mystisk lys af månen.

Hans rykkede hovedet langtsom rundt. Han så nogle fuldblods magiker. Han fik et lidt irriterede blik på med rynkede brynene lidt sammen. Fuldblods, snobbet og alligevel ikke.
Han kendte godt nogle af eleverne, men for det meste var det kun muggler eller halvblods magiker. Dian så på dem med et lille smil til sin irriterede mine. Han tog så hånden op i håret og kørte den lidt rundt. Hans havde lukket mund og taget smilet væk.
Han fandt det dog dejligt at være muggler. Livet mellem menneske og troldmand. Det var måske unormalt, men rart.
Han så ud i søen, eller det man nu kunne se af den. Ænder. Hvorfor mon de sad der? Var de ikke bange for folk eller nogle ville skade dem. Sikkert ikke.
Dian kiggede efter et egern igen. Men ingen held var der for ham. Han sank endnu en klump. Han træk sine ben ud af skrædder stillingen, og sat dem op til sig, så han kunne holde om den med sine arme. Og det var det han gjorde.
Han vendte blikke på Emilia. Synet af hende fik ham igen til at smile lidt, og hans mine forsvand. ”Det er altså okay.. Alle kan glemme..” sagde han mildt og venligt. Han kiggede lidt på hende fra top til tå. Han kunne godt lide hende hår.. hendes udseende.. Hun var som en perle. Unik, og gemt.
Han så ned på jorden, han så en lille hvis forståe blomst (Kan ikke huske havd de hedder!;/) den var ikke sprunget ud endnu, han tog hånden ned til den og i det han var ved at tage fandt om den, sprang den ud, magiske. Han plukkede den, og holdte den mellem sin tomlefinger og pegefinger, han slap den stille og roligt, og satte hånden nede under den. Den sværgede* selv.
Han vendte igen blikket på hende da hun svarede på hans spørgsmål. 14 snart 15 år. Han blev lidt overrasket, men også lidt mere glad. Han smilede svagt og vendte blikket væk fra hende. ”Jeg blev 18 jer i januar.. men du har en skøn alder,” sagde han så gengæld. Han så igen ned på blomsten der hang over hans hånd. Den drejede bare rundt om sig selv. Ufatteligt smukt i hans øjne.

//*Ligesom i filmen med Severus Snapes minde med Lily og ham//

Fugle, hun havde altid beundret dem. De kunne flyve hvor de ville, sove hvir de ville og der var ingen til at sige det modsatte. En fugl var ligeglad hvordan den så ud og ligemeget om den havde en stor rød bobbel under næbbet eller var lille og fin, så elskede den sit udseende og var stolt af det.
Vinden der havde lagt sig for en stund var nu begyndt at blæse igen, da hun var lille havde hun forestillet sig at den gav hende beskeder fra hele verden, i ny og næ lukkede hun øjnene og hørte bare på vindens hvisken.
Dian så på nogle fuldblods, personer hun aldrig havde kunnet lide, ihvertfald ikke dem fra Slytherin. De så på hende som var hun et misforster, som et skadedyr. De første gange var hun blevet ked af det, nu... nu rystede hun bare på hovedet og havde medlidenhed med dem. Medlidenhed fordi de ikke havde noget liv og så at de fleste af deres hjerner var bittebittesmå.
"Ja, alle kan glemme...", gav hun ham stille ret.
Et lille smil spillede på hendes læber i det han tog en lille, hvid margurit og plukkede den. Den sprang ud med det samme han rørte den, det var smukt at se på. Han holdte den lidt i to af sine fingre, før gan slap den.
Den faldt ikke ned, den blev hængende i luften og svævede over hans håndflade.
Den var smuk og det den gjorde var smukt, hendes smil blev lidt større mens hun så ned på den svævende blomst.
Da han sagde noget igen løftede hun blikket fra blomsten.
18 år... det betød at han endten var på sit sidste år eller var gået ud af skolen.
"Er du så gået ud af skolen?", spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Hun kiggede på ham, skønt hendes hjerne gerne ville se på den svævende blomst.

Han så lidt på hende ud af øjnekrogen, men ikke speciel meget, selvom han fandt hende interessant. Han rykkede hånden, så han fik fat om den igen, mellem to af sine fingre. Han kørte den let og forsigtigt rundt mellem fingrene. Han kiggede ned på den, og drejede så hovedet mod Emilia.
Han rakte hende blomsen. ”Her.. Den er lige så køn som du,” sagde han lavt og trak på smilebåndet. Hans blik faldt ned på jorden. Han vidste ikke om han skulle sige noget eller bare glo ud på de andre.
Han valgte så at rejste sig, lige i det Emilia sagde noget, eller retter sagt, gav ham ret.
Han smilede svagt og så ned på hende. Han så nærmest fortryllende på hende. Han tog en dyb ind ånding. Og lagde armen på grenen, han faldt ned af. Han kiggede lidt rundt.
Han kiggede igen på fuldblodseleverne. ”Hmm..” lød det fra ham.
Han vendte sig så med maven og rejsten af kroppen hen mod grenen, og lagde den anden arm over også.
Stille og roligt kørte han armene ned fra den, så kun hænderne var på grenen.
Han kiggede om på hende da hun spurgte om han var gået ud af skolen.
”Ja.. Det kan man godt sige.. Altså .. Ja.” sagde han og vendte blikket væk fra hende. Han kiggede hen mod slottet og fuldblods eleverne.
”Jeg ved ikke om man kan sige det.. Men jeg kan på en måde ikke lide alle fuldblods eleverne på skolen, og især ikke dem fra Slytherin.. Der er et eller andet ved dem.. Der gør mig .. forvirret..” sagde han lavt og vendte sig mod Emilia igen.
Han bukkede sig lidt ned i knæene, så han sad halvt på hug og stod halvt op. Han tog igen en hånd til hendes hår, lidt af hende hår, eller det hele, men det stykke han tog, var som guld bare letter, mere silkeblødt og flottere for ham.

Emilia så op mod træets krone igen, hun vidste ikke hvorfor... Måske for at have noget at se på?
Endnu en fugl forlod træet og fløj ud over søen, Emilia fulgte den med de gyldne øjne så langt hun kunne, lige indtil den kun var en lille sort prik i horisonten. Et lille smil gled over hendes læber, da hun vendte sit blik mod Dian igen. Hun så kort ned mod blomsten der nu sad mellem hans fingre igen.
Da han gav hende, kiggede hun op på ham med et stort smil på læberne. Hun tog glædeligt imod den, så lidt på den og drejede den mellem sine fingre. Hun så op på ham igen og sagde:"Tak..."
Hun så på blomsten igen og kom til at tænke på da hun var lille og hendes mor viste hende noget der var så smukt at hun ikke kunne tro det rent faktisk skete, det ene øjeblik kastede hendes mor en lille blomst op i luften og i det andet var den en sommerfugl der fløj.
Det minde fik hende altid til at smile som nu, hun så ned på blomsten opg lukkede blidt øjnene.
Da hun åbnede dem igen, stod han op. Hun rettede hovedet op og så op på ham. Han kiggede på de lever der sad længere væk, fuldblodselever måtte det være.
Han havde kigget på hende da han svarede hende, men vendte blikket fra hende igen. Hun villle gerne være ligeså gammel som ham og derved komme væk fra den her skole.
Han havde vendt sig om, msåke skulle hun prøve nu? Hun tog sin tryllestav frem og mulede det ord hendes mor også havde sagt da hun forvandlede blosmten til en sommerfugl. I det øjeblik han vendte sig om kastede hun blomsten op i luften der halvvejs oppe forvandlede sig til en lille sommerfulg med røde og sorte vinger.
Hun smilte og fulgte den med øjnene mens den fløj mod sin frihed. Det han havde sagt om fuldblodselever kunne hun genkende.
Fuldblodselever, det var som om der var en del af deres hjerne der fra fødslen sagde dem at de ikke kunne lide halvblods og mugglefødte, som hun. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare men nøjedes blot med at sige:"Welcome in the club..."
Han satte sig på hug foran hende og førte igen en hånd op til hendes hår, hun smilte og kiggede ham for første gang direkte i øjnene. De var blå...

Hans hørte godt fuglen lette fra træet, og de andre fugle der pippede rundt omkring. Han sukkede dybt. Han så Emilias gyldne øjne. Han lagde hovedet lidt på skrå, og satte det ene knæ mod jorden, hvor i det andet knæ var en vinkel på 90grader.
Han kørte forsigtigt hånden ned ad Emilias kind. Han aet kinden med fingrene. Meget forsigtigt og roligt. Han tru ikke slippe den, for måske ville det være sidste gang han gjorde det på hende. En pige han fandt utrolig.
Han tog så blikket væk for en sommerfugl fløj omkring. Røde og sorte vinger. Den var magiske lavet. Selvom sommerfugle normalt var smukke, var den endnu smukkere. Han slap så hendes kind, og satte sig ordneligt ned på popoen. Med skrædderstilling.
Han kunne ikke få blikket fra hende nu. Han var tryllebundet af hendes skønhed. Den skønhed han aldrig havde set fra sin egen mor. Han blev næsten hel mundlam.
”I think..I’m in love..” sagde han lavt og ubevidst.
Han tog hånden ned i jorden, og tog fat om græsset og fik revet noget græs op i jorden. Han løftede hånden let fra jorden og meget lidt over den. Han holdt stram om græsset han havde taget med op over jorden.
Hans stramme greb og tanker om Emilia gjorde noget ved græsset. De små totter der stak ud over hånden forsvandt. Og hurtigt var der ikke noget græs i hans hånd.
Han vendte hånden opad så fladen ikke var ned ad, og da han åbnede den lidt, glimtede det fra hånden.
Der var dannet små glimte glimmer af græsset. Han så dog bare ikke på det, men på hende. Han vidste heller ikke at det ikke var græs mere.

Hun lukkede øjnene, prøvede at få styr på de følelser de rasede indeni hende. Som en orkan, skabt af forskellige vinde. Den ene følelse hed krælighed, den anden venskab, den tredje håb, den fjerde hed frygt.
Hun ville så gerne kunne vælge en af følelserne, lukke alle de andre ude og... føle den her følelse uden indblandinger.
Hun åbnede øjnene igen og smilte ved synet af ham, jo nu vidste hun hvilken følelse hun skulle vælge... eller rettere sagt hvilke følelser hun skulle vælge.
Hans hånd lå nu på hendes kind, noget hun intet som helst havde imod. Hun kiggede op i hans øjne, de skinnede syntes hun. En glæde boblede i hende, hendes øjne strålede som to sole. Strålede som to sole... Noget hendes far altid havde sagt,*Emilia, ved du at Solen og dens tvilling befinder sig i dine øjne?'
Hendes smil blev større, jo længere tid hans hånd lå der, ikke et overstort smil... bare stort.
Hans fingre aede hendes kind, hvis det ikke var fordi hun var så genert ville hun have lagt sin hånd ovenpå hans. Hun lukkede øjnene, måske ville det vise at hun nød det? Måske, måske ikke...
Hun åbnede øjnene igen, da han slap den og fandt lettet ud af at han bare ville sætte sig ned, hvis nogen spurgte ville hun selvfølgelig aldrig indrømme det... men hun var bange for han ville gå, tage dette møde som ethvart andet møde.
In love? Forelsket?Sjovt, som verden kan være indrettet...
"Funny... I think I'm in love, too...", sagde hun stille, mest fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige.
Han tog fat om noget græs, rev det op af jorden og holdt det stramt i hans hånd, hvorfor han gjorde det kunne Emilia ikke finde ud af... men det eneste hun vidste var, at hvis der var noget der var et mysterium for hende i denne verden så var det andre mennesker, det de gjorde gjorde hende altid overrasket på den gode måde.
I det hun så hans strammede hånd og det græs der var synligt, skete der noget hun ikke lige havde regnet med. Græsset forsvandt og da han åbnede hånden lå der noget glimmer. Det glimtede lidt som guld i dagslyset, matchende til hendes øjne. Et smil gled over hendes læber i det hun så på glimmeret.

Han tog kort blikket fra hendes øjne igen, men denne gang var det ned på hans egen hånd. Han så på glimmeret. Han drejede langsomt hånden, så det stille sværgede med vinden. Det var utroligt hvad kærlighed gjorde somme tider.
Han så igen på hende. Han fik løst til at råbe hendes navn ud over hele verden. Men det ville være lidt svært, med mindre han var en kæmpe. Han fandt frem til hendes øjne igen. De var som den flotteste fuldmåne der skinnede ned på alle og alt.
”Månen må misunde dine øjne.. Ellers er den en kopi af dem,” sagde han mildt og smilende.
Han lagde sin pegefinger under hendes kæbe, og sin tomlefinger på hendes kind.
Nogle bier summede forbi dem. De havde sikkert være ude efter blomstersaft. Det skulle der jo også være plads til. Selvom folk nok bare ville misbruge biernes honning, det er trist. Men alle skal jo overleve.
Dian løftede hendes hoved lidt.
Han rykkede stille og roligt sit hoved tætter på hende, langsomt ramte han hendes kind med sine læber. Et blidt kys på hendes læber. Han trak sig tilbage igen. Men ikke helt tilbage, som før. Han lagde sin pande ind mod hendes pande. ”Hvis jeg kysser dig.. vil jeg aldrig glemme det igen..” sagde han lavmælt og smilede svagt. Hans frihånd er dog heller ikke særlig fri. Den bruger han til at støtte sig opad træet med. Forbi hendes hals, og hår.
Han kunne hører folk bag ham. Folk der så på dem, folk der var hans venner engang. Hvorfor blande folk sig altid, i alle andres sager. De kunne for håbelig være ligeglad med hvem Dian ’være sammen’ med, og lige så med Emilia. Han sukkede svagt.
”Møgunger…” sagde han lavt med et smil.

Hun lukkede stille øjnene, lyttede til alt pmkring dem. Fuglene, vinden, bladenes raslen, elevers latter, hendes eget lave åndedræt, hans åndedræt... men egentlig var det ligemeget, alt det der var omkring dem var ligegyldigt, faktisk var alt andet end ham ligegyldigt.
Hans to fingre blev placeret under hendes hage og på hendes kind.
Et kompliment smukkere end noget hun havde hørt før fik hende til at smile mere end hun nogensinde havde gjort. Hvad hun skulle svare vidste hun ikke, der var intet af det hun kunne komme på der bare mindede om hans. Han havde givet hende så mange komplimenter, mens hun ingen havde givet... simpelthen fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, så hvad skulle hun sige?
Ovenover dem sang en fugl sine små sørgelige toner, sammen kompinerede de en stille sjæler, sørgelig og dog opløftende... det var smukt at lytte til.
Hun mærkede hvordan han løftede hendes hoved og lod det stille glide op, hun så ind i hans dejlige blå øjne, så dybe som et hav uden nogen bund og dog så klart.
Hun mærkede hans læber mod hendes kind og senere mod sine egne læber. En sitrende fornemmelse løb igennem hende og en kuldegysning ned ad hendes ryg. Fornemmelsen blev til varme, så til kulde for så at fylde hende med glæde.
Kysset var blidt og varede i kort tid, selvom hun ville ønske det varede længere. Han trak sig blidt tilbage i sådan som før, han trak sit hoved ud og lagde hans pande mod hendes.
Hans ord gjorde hende glad på så mange måder, af så mange grunde... men mest af alt fordi det var ham der sagde det.
"Either will I...", hendes stemme var lav med en brittisk accent, ikke en voldsom stærk accent og dog langt fra svag. Af en eller anden grund syntes hun at engelsk lød flottere i den sammenhæng end så mange andre sprog.
Hun åbnede sine øjne, da folk omkring dem begyndte at skænke dem unødig opmærksomhed... hvilket de gerne måtte holde op med.
Hun smilte svagt ved hans lille kommentar. Møgunger var noget hun ikke kunne kalde de fleste af dem der var i nærheden, da de var ældre end hende eller på hendes alder.
Men han havde fuldkommen ret, møgunger var den helt rigtihe beskrivelse af dem.

Han forventede ikke søde ord, eller noget igen, af det han havde sagt til hende. At være sammen med hende, var nok i det. Bare for ham. Han hørte hans tidligere venner igen...suk.
Han ville gøre sige de bare skulle holde deres kæft, men det ville bare give ham problemer. Han lagde sit hoved tilbage, ikke fordi han nød at have hendes tæt på sit. Han foldede sine ben ud, og rejste sig op.
Han vendte sig om og så på dem med et: Helt seriøst? Hvor er I barnlige.* blik.
Han gik om bag Emilia, og tog rundt om hende, for at løfte hende op. Han holdet hendes bagkrop ind mod sig, og lage sit hoved mod hendes skulder, og kyssede let på hals.
Han lænede sig op mod træet og kørte hænderne halvt rundt om livet på hende.
"Vil du være min?" spurgte han stille, som en hvisken i øret på hende. Han vil aldrig give slip på hende igen, jo når ja var sulten og skulle på toilettet.
Han kørte let en af sine fingre rundt på hendes hofter. ”Hvis du siger ja.. vil jeg blive den heldigste fyr hele Diagonalstræde og resten af min verden..” sagde han, igen lavt i hendes øre.
Han kyssede hende let på hals. For at kærtegne hende som en gudinde. Selvom han ikke vidste hvordan man kærtegnede dem, var hun en gudinde for ham.

//Ked af det korte svar...)://

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, ligemeget hvad hun ville sige fik hendes hjerne det til at lyde dumt. Selv søde ord og komplimenter fik hendes hjerne til at lyde åndssvagt eller underligt.
Hun sukkede lydløst og den smule lyd et menneske ikke ville kunne høre, hun lod komme ud bragte vinden væk.
Hun så ned mod græsset og rev blidt en tot græs af. Vinden rev lidt i det da hun løftede det op mod hendes ansigt. Halvvejs oppe, rev vinden det hele med sig, som små blade i vinden fløj de op mod himlen. Hendes gyldne øjne fulgte de grønne blade så lang tid hun kunne se dem, et ganske særligt smil spillede på hendes læber. Hun elskede simpelthen blade, græs eller blomsterblade der fløj med vinden, det så så idyllisk ud og fik hende til at føle hende at hun var et idyllisk sted.
Hun rejste sig langsomt, da han løftede hende blidt op. Hun kiggede ned på jorden ved hendes venstre side, et stille smil var på hendes læber og glimtet i hendes øjne overrasket. What happened now?
Deres kroppe var tæt på hinanden, meget tæt endda. Hans hoved lå på hendes skulder og et let kys blev plantet på hendes kind.
Vinden legede med hendes hår og fik noget af det til at blæse ind over hendes øjne, hun drejede hovedet og plantede et blidt, kort kys i hans hår og sagde:"Så bliver du den heldigste fyr..."
På hendes læber spillede et smil der ligefrem strålede af lykke og af krælighed, det samme gjorde hendes øjne.
Endnu et kys blev plantet let på hendes hals, endnu en kuldegysning ned af ryggen og en varme der bredte sig fra fingerspidserne og ind til hendes hjerte.

//Jeg overlever nok ^__^

Han holdte om hende. Han så kun hende, og ingen andre. Hvis der var krig, ville han muligvis ligge mærke til det, og muligvis ikke. Hans hjerte bankede hurtigt og hårdt. Det kunne svagt høres, han var lidt bange for hun ville kunne hører det. Hans blågrå (same:same) øjne var klare og skinnende i solens skær mellem bladene.
Hendes korte kys i hans hår, og svaret til at han blev den heldigste dreng. Det fik et et lykkeligt, et svagt lykkeligt smil frem på hans læber. Fuglene pippede og fløj rundt oppe i træet. Et egern hoppede ned foran dem, og løb sin vej. ”Waw..” sagde han lavt og langsomt.
Han vendte Emilia ind mod sig selv. Han kørte sine hænder op på hendes ryg, og tog den ene hånd tog han fri. Og lagde den ved hendes øre, og holdte let i Emilias hår.
Han bukkede hovedet lidt ned mod hendes. Han lagde et tæt på skrå, og rykkede det tættet på hendes.
3cmer fra et kysse hende, stopper han sig selv. Og trak sit hoved tilbage igen.
Han vendte blikket væk fra hende. Hvordan skulle han gøre det? Hvordan skulle han. Han... han var glad, men true ikke kysse den pige der stjal hans hjerte på under et sekund.
Han slap hendes kind og lagde hånden om på hendes ryg, til den anden. Han tog en dyb indånding, og sank en klump.
Han vendte igen blikket på hende. Bukket hovedet ned mod hendes, og kyssede hende på læberne, ikke et kort kys, men et langvarigt kys, ikke et blidt kys, men heller ikke et hårdt kys. Et kys lige tilpas.

Vinden legede med hendes hår, solen skinnede på dem og træets grønne blade raslede i vinden, men det rørte hende ikke, det var ligegyldigt, det blev lukket ude sammen med de stirrende elevers blikke.
Hun så ind i hans blå øjne, eller...? Hun kunne ane noget gråt, men det ændrede ikke hendes mening om at de var så blå som et hav. Den grå farve havde bare den indflydelse at det blev til en blå, blå himmel med nogle skyer på, grå skyer.
Et lille ord undslap hans læber, det lød som et 'Wauw' og det tog hun som at det hun sagde gjorde ham glad. Hun blev vendt om, noget hun gjorde frivvillgt da hun mærkede han rev lidti hende til den ene side.
En af hans hænder landede på hendes ryg, den anden på hendes kind ved hendes øre og videre ned, noget af hendes hår var også fanget i hans hånd... like her heart...
En banken i hendes bryst lød i hendes indre, var hun bange? Utryg? For forsigtig? Hvad var det?
Han bøjede sig ind for, så det ud til, at kysse hende. Hun kiggede på ham, hendes smil var der stadig omend det var lidt svagt. Men, så stoppede han, hvad skete der? En bølge af fortvivlelse ramte hende, elskede han hende alligevel ikke? Eller var der noget andet galt?
Endnu en bølge ramte hende, skam... Hvorfor skulle hun være så pokkers 'smuk'? De fleste faldt for hende, pågrund af hendes udseende... Havde hun gjort noget forkert.
Som en tsunami kom en glæde væltende i det han vendte bliket mod hende igen og kyssede hende, som dug for solen forsvandt både fortvivlelsen og skammen, det var som om de aldrig havde været der.
Kysset var langt og perfekt, efter hendes mening, perfekt dag...

Dian kørte begge hænder om på Emilias hofter. Han stoppede kysset, som han selv havde startet. Han så vinden lege med hendes hår, det fik et lille smil frem på ham. Vinden var legesyg, legesyg som han var heldig med at have fundet Emilia. Han blikkede svagt, og så på hende.
Han ville spørger om hun havde prøvet at snave før, men… det var ikke noget normalt at spørger om, eller det mente han dog. Han løftede hovedet op igen, og kiggede hen mod søen. Han fik enlig også løst til at hoppe ud i vandet. Blive våd og mærke det lidt lunekolde vand. Men han vil ikke bare stikke af fra hende.
Han vendte blikket på hende igen, ”har du snavet før?” spurgte han så, med en svag rødme over kinderne. Han holdte stadig på hendes hofter. Han fik nu løst til at bare løfte hende op, så hun sad på ved cirka maven på ham, og bare holde om hende. En masse forskellige tanker kom til ham. Vandet, hende, klageret, holder om hende, og igen hende.
Han fandt denne dag god, meget god, bedre end alle andre dage.
Han kom dog i tanke om én ting hun burde vide. ”O’, jeg har en barndomsveninde, som jeg gerne ville have du møder en dag. Hun hedder Silke Martinez,” sagde han normalt og lidt smilende.

Vinden, solen, træerne, eleverne i baggrunden... Ligegyldigt...
Ham... Vigtigt, hendes midtpunkt, det der gjorde at hun ikke bare fladt i en trance.
Kysset blev afbrudt, hvilket hun intet havde imod. Overraskende for hende faktisk, men der var noget i hende der tøvede, noget hun aldrig havde oplevet før. Ligesom med følelsen kærlighed var den her følelse helt ny og ukendt. Så ukendt at hun ikke engang vidste hvad det var for en følelse... Tilbagenholdenhed? Frygt? To muligheder der var meget sandsynlige, hvilket hun slet ikke brød sig om.
Emilias øjne bevægede sig op mod træet, fuglene var borte og egernet løb ind i sit hule hjem i træets stamme, hvilket hun heller ikke brød sig om. Hun kunne bedst lide når fuglene sang, vinden blæste, solen skinnede og elever der gik rundt omkring på skolens område, smilende, glade, leende eller triste, alt det hørte til Emilias hverdag og det hun elskede... og det hørte Dian også med til nu...
Hun kiggede overrasket på ham, spørgsmålet kom bag på hende, forskrækkede hende måske, gjorde hende letere utilpas? Måske også det...
"Nej...", sagde hun tøvende, hun havde ikke fået det spørgsmål stillet nogensinde før og havde ikke troet hun fik det stillet før om laaaang tid. Men sådan kan man jo alle tage fejl, godt og grundigt fejl.
Det næste han sagde fik hende til at smile og en lille latter undslap hende, klar som krystal.
"Silke Martinez?", gentog hun med et glad smil på læberne,"Sjovt, hende kender jeg også... Hun er min kusine."
Hun smilte venligt til ham, sjovt at hendes kusines barndomsven hun havde hørt så meget om var Dian... og at hun skulle tabe sit hjerte til netop Dian.

Kvækken fra frøerne nåede dem fra deres afstand. Og en svag lugt af… krudt? Nej, umuligt. Han vendte blikket hen for at se hvad det var, og det var bare nogle der udøvede magi.
Han vendte igen blikket på hende, og så hvordan hun reagerede på hans spørgsmål. Overraskede det hende? Han så på hende med et overrasket og bekymret blik. FUCK MAN! Skreg det i hovedet på ham. Han havde spurgte om noget dumt, alt for dumt!
”Undskyld… Du er vidst ikke klar til sådan noget endnu…eller?” sagde han på en spørgende måde. Han vil aldrig gøre noget hun ikke var klar til. Med mindre han var fuld ville han nok komme til det, men ja, det ville jo ikke ske før en slags fest på skolen… et slags skolebal eller en skolefest. Hvem ved.
Han blikkede overrasket. Han følte han havde dummet sig. For groft.
Han så med et waw blik. Han havde godt hørt om hen kusine der hed Emilia, men ikke at han havde troet hun var så køn og ja.
”Det er da pus-sit(Staves)… Er det så her, man skal spørger hvad hun har sagt om mig?” sagde han med et lille drilsk grin.

//Sorry det korte savr.. D://