Bange? Næh. //Åbent emne//

S: Det Hylende Hus
T: 13:43 - Lørdag.
O: Ikke nogen, i think.
V: Svag regn, kraftig vind.

En af dage hvor de måtte gå og være dem selv, valgte Remus at gå ud til det Hylende Hus, han var ikke bange for det. Han havde sit hverdags tøj på(billede), og han frøs dog heller ikke. Han kom fra Skotland, så han måtte vel være vand til det. Han gik med hænderne i lommerne, og hovedet bugget lidt forover. Han så ikke spor venlig, men det var han dog heller ikke altid. Man kunne knap hører hans vejtrækning, for han var næsten lysløs. Han havde sin tryllestav i baglommen, det kunne man tydeligt se, for den strak op fra lommen.

Blikket lå mod jorden og trætte skridt nærmede sig det hylende hus. Hvor skulle man slå sig ned? Rai skulle begynde på denne Hogwarts på mandag. Regnen havde lagt et skindende lag oven på det matte babylyseblå hår. Et bånd lå rundt om hendes pande og krydsede sig af og til ind over hinanden, ned langs det lange hår.
Rai, som pigen hed, havde været ude og gå hele dagen. Det havde taget på hendes kræfter. Hun kunne ikke gå mere... Men hun måtte... Hun stoppede op, støttede sig til et træ med den ene hånd, mens hun ned sig under øjet forsigtigt. Hun kiggede op. Der var ikke langt til det hylende hus. Bange? Nej. Træt? Ja. Sulten? Mon ikke.
Rai så sig rundt. Der var en fyr længere bag hende. Hun gipsede kort og fløj om bag træet med hænderne oppe foran sit ansigt, hvor de dog mest dækkede hendes grønne øjne. Rai var ikke så god til magi i timerne... Men nå hun var i nødens stund, var hun god. Rigtig god. Hun var nervøs for at drengen var bedre end hende.

Han gik roligt og lidt træt, selvom man ikke kunne se det på ham, var han lidt træt. Han stoppede op da han hørte et gibt bag sig, han vendte sig om og så hen mod træet hvor pigen stod. "Tror du jeg er dum?" spurgte han hende så. Han gik langsomt hen mod træet hvor hun stod, han trak sin stav om fra baglommen, og gik med den lodrat ned ad i sin højre hånd.
Han så ikke sur eller noget lignene ud, bare mere eller mindre ligeglad ud. Han gik helt hen til træet og langde sin løse hånd ind foran hendes bryst, ikke på nogle klam måde, mere som at holde hende fast, han lagde staven op til halsen på hende, og så på hende. "Hvem er du, og hvad laver du her? Bag et træ?" spurgte han og så hende lige i øjnene.

Hun så forsigtigt op og så han nærmede sig. Hun ville ikke fjerne sig. Hun kunne ikke fjerne sig. Hun så bare på ham, med sine uskyldige, trætte, grønne øjne. Hun sagde intet men stirrede bare på ham. Da han var helt tæt ved hende kiggede hun stadig i hans øjne. Man skulle næsten tro hun var stum. Hun gjorde heller ikke noget, da han lagde sin hånd i nærheden af hendes bryst. Så stadig på ham. Da han hævede sin stav kunne man se hendes brystkasse hævede sig, da hun trak vejret dybt. Hun åbnede sin mund en anelse, ”Jeg er træt,” mumlede hun, og hendes øjne lukkede i. Hun var så træt. Hun kunne ikke mere. Hun lænede sig igen op af træet.
”Jeg er her for at se mig rundt,” mumlede hun og så kort væk.
Hun havde lange øjenvipper, og hendes hud var bleg, glat og ektremt blød. Nogle ville simpelt hen røre hendes hud, fordi den tiltrak dem. Hun havde en kjole på. En kjole hvor nogle ville sige Lolita.

Hun gjorde ingen modstand, det underet dog Remus lidt. Han så på hende med nogle lidt alvorlige øjne. Han hørte godt hendes mumlen om hun var træt og at hun var gik sig en tur for at se rundt. "Sig mig lige en gang, er du dum? Man går ikke træt her ud, og slet ikke hvis man næsten sover igemmen en der, ja... det jeg gør på dig, det er farligt og dumt!" råbte han ad hende.
Han slag hende og lagde staven ned i baglommen igen. Han lagde så selv hænderne i lommerne og så kort rundt. "Jeg gætter på du er ny?" sagde han så og så på hende, stadig med de alvorlige øjne. Han var måske ikke den smarteste, men han vidste godt hvor man skulle gå hvis man træt, og plus, han gad ikke skændes med en vejleder eller en professor om det, igen igen. Han havde gjort det før og fået den sammen skideballe, af Nidkjær, hvis man så ordneligt efter kunne man godt se nogle slags ar på hans på hans hånd.

Hun så blot på ham. Hendes tomme blik ville ikke fjerne sig. Hun svarede ham ikke, der var ingen grundt til at svare ham. Han ville sikkert kun blive sur. Hun lagde sit hoved blidt til siden, så hendes pande hår drejede sig, og hendes ene øje kunne ses tydeligere.
Da han gættede på at hun var ny, nikkede hun blot blidt, med en lille snært af 'Mhm' i.
Hun kiggede i hans brune øjne. De var seriøse.
Først nu fjernede hun sit blik fra hans øjne og ned på jorden. ”Men, jeg vil bare så gerne sove” sagde hun og gyngede lidt. Hun ville snart dejse om.
Hun kiggede op på ham igen. Han blev sløret. Hun satte hånden på træet og klemte lidt. ”Jeg er så... træ~ææt” mumlede hun søvnigt.

Hun sotd næsten og sov opad træet, han blev mere og mere forvirret hende. Det ville ikke nytte at råbe ad hende, mon han skulle hjælpe hende ind i det Hylende Hus? Ja.
Hun snakkede igen om sin træthed. Han sukkede og himlede med øjene af hende. Han buggede sig lidt og tog fat om lånene på hende og lagde hende over sine skulder.
"Hvis du skal sove nu, så bliver det i det hylende hus, okay?" sagde han så mindre vred. Han gik af sted med hende, han var ligeglad med han havde hendes røv i hovedet, han ville bare ikke have problemer med den nye elev ville fryse ihjel.
"Når, hvad er så dit navn blåbær?" spurgte han hende. Da hun var blåhåret, kunne han godt tillade sig det, selvom han kun bare havde kaldt hende 'Sovdyr' hvis hun ikke var blåhåret.
Han gik lidt hurtigt, for regnen var ved at tage op kunne han mærke nu. Han var næsten henne ved huset, da der kom et lyn og et kæmpe bummet derefter.

Rai kunne mærke hans hænder på hendes lår. Hun tog det ikke som noget seksuelt, men fik et mindre chok, da hans hænder var kolde og våde af regnen. Da han svang hende op på hans skuldre lagde hun sine arme på hans ryg, for at holde sig selv oppe. Men der gik ikke lang tid før hun kunne det mere.
Hun blev en anelse tungere, da hun var ved at svimle sammen. Hendes hår lå ned langs hendes ene side. Hendes bånd var ikke gået op.
”Mhm” kom det fra hende, da han nævnede hvor hun sikkert kom til at sove. Hendes øjne lukkede sig mere og mere i.
Hun åbnede det ene øje, da hun kunne høre han snakkede til hende. Prøvede han at holde hende vågen.
”... Bare kald mig Ravoel..” mumlede hun, uden egenlig at nævne sit navn.

Han kunne godt mærke hun blev mere tung i det, han sukkede provokeder over hendes sove-problem. Han kom nærmer mod huset. "Okay.. Ravoel, men jeg kalder dig dig Blåbær." svarede han hende på det med hvad han kunne kalde hende.
Da han kom ind omkring huset, så han der var noget tomt. "Mhm.." lød det var ham. Han gik ind mod det der skulle være en stue. Han lagde Ravoel på gulvet og gik lidt rundt i huset for at finde noget brande og en ligther, for han havde glemt hvilken besværgelse der lavede ild.

Rai lå næremst halv i sin søvn. I trance...
Hun kunne se at mørket faldt mere og mere på. De måtte være inde i det hylende hus nu. Hun lukkede sine øjne. I forhold til at det var det hylende hus, var det meget stille. Hun kunne mærke det kolde gulv under sig. Han lagde hende ned. Hun lagde sine hænder op mod sit hoved og krummede sig en anelse sammen. Det kunne næsten ligene at det var et billed der blev taget mens hun løb et eller andet sted eller hoppede som en kanin.
Her var koldt. Meget koldt. Kulden indtog hende. Gjorde hende kold. Is kold.

//Vores emne dør ligeså stille hen... En pinende og langvarig død..//

Remus gik rundt og ledte efter noget, men dog fandt han intet brande, han fandt nogle hunde-ulve. "FUCK!" skreg han og løb tilbage mod stuen. Nu var han lidt overrasket. "HVORFOR FANDEN SOVER DU NU IGEN?!" skreg han ad hende, og hundenes hylden kom nærmer dem. Remus tog hende igen op over skulderen, og trak sin stav.
Han gik hen mod en trappe, og brugte en besværgelse til at holde hundene væk "Lammer!" sagde han op til flere gange for at få hunde-ulvene væk.
"Blåbær du er den værste heks jeg har mødt! Men en god lur skal der jo til," indrømmede han dog.

Rai sov trygt og tungt hørte intet. To minutters søvn var godt. Da hun så mærkede et hårdt tryk i maven fra at han løftede hende op, vågnede hun endelig op.
Hun rettede sig forsigtigt op og drillede gådefuldt ned af hans skulder. Han var enlig et hoved højere end hende.
"Acio tryllestav" mumlede hun lavt og hendes taske åbnede sig en anelse og hendes tryllestav endte i hendes hånd.
"Bobler," sagde hun lavt og gyldne ubrydelige bobler begyndte at komme ud af hendes tryllestav. Ulvehundene begyndte at gø og hyle af bollerne der sværmede om dem.
"Cave Inimicum" sagde hun igen lavt, så hun kunne være sikker på at de var mere eller mindre beskyttet over for trusler.
"Confundus," mumlede hun så og ulve hundene begyndte at blive forvirret. Rai vendte sig om mod drengen, som hun stadig ikke vidste hvad hed. "Hvad var det du sagde?" mumlede hun igen lavt.

//skrevet over mobil//

Remus hørte hun sagde noget, han vidste bare ikke hvad. Han stoppede op, og så over sin skulder med hvad hun gjorde. Han fik et lidt "arrrh" udtryk i ansigtet.
Hun forvirrrede ikke kun hundene, men også ham! han var lige ved at tabe hende, da hun var lige ved at ramme gulvet, han holdte hende om benene. "Undskyld.." sagde han kort og ups agtigt.
Han så hundene gik igen af forvirning. "Hvorfor kan det være du kan tænkte klart nå du lige er vågnet?" spurgt han hende så og så på hende med et lidt overrasket blik men også irrtered.
Han holdte hende stadig i benene, han tænkte bare ikke over det, og slet ikke at hendes kjole/ting kunne falde ned.

Rai kunne mærke at han var ved at snuble. Hun sagde ingenting men lod blot sine hænder strækkes ned mod jorden. Hun kunne nå gulvet. Blodet piblede ned i hovedet.
Hun kunne mærke hans kolde fingre om sine ben. Rai kunne mærke at hendes kjoles nederdel var foldet som en paraply ned over hende.
”Emh... Det er nok bare min energi...” mumlede hun prøvede at kigge op på ham. Havde han tænkt sig at give slip på hendes ben så hun kunne komme op og stå? Hendes energi røg nærmest ud af hende som var det et hul i en pose, som var fyldt op med vand. Hun kunne mærke at hun blev mere og mere træt... Hun blev nød til vende rigtigt.
”Kan du sætte mig ned...?” spurgte hun lavmeldt

Han hørte hvad hun sagde, om det kun bare være hendes energi.. "Pff.." sagde han og så rundt. Da hun spurgte om han kunne sætte hende ned, vendte han blikket ned mod hende. "Jo da..." sagde han lavt. Han lagde hendes ben ned og kiggede rundt.
"Blåbær.. Hvorfor? Kan du ikke sove om natte?" spurgte han hende så.

//Du har ret..Det dør stille hen..//

Rai støttede sig selv da hun blev sat ned. Hun rejste sig op og vendte sin kjole ned af igen og kiggede op på ham.
”Hvem har sagt jeg ikke kan sove om natten?” svarede hun ham igen med et lille blidt smil. ”Jeg kan bare ikke sove så længe...” svarede hun ham med et lille smil, ”Ellers får jeg for meget energi og er ikke til at styre..” tilføjede hun og kiggede sig omkring.
”Jeg tør ikke lade dig være alene, du ender sikkert bare med at få bidt hovedet af,” mumlede hun drilsk med et meget lavt grin.
”Hvor er pejsen?” mumlede hun og kiggede sig lettere dovent omkring. Hun kunne også en ildbesværgelse. Incendio hed den.
Hun bukkede sig ned og tog fat i et af brædderne i gulvet og hev det op. Hun lignede nærmest en bumerang. Hun brugte nærmest alle sine kræfter. Den knækkede ikke. Hun skævede over til ham. Et mindre tegn på at hun godt kunne bruge noget hjælp.

Efter Remus havde sat hende ned, og stirrede vanvittigt på hende. Fandt han ud af en ting. Hun er sær!
"For meget energi? Dig? Du tager gas på mig," sagde han med en stemme der ikke var overbevist. "Jaja, bare fordi jeg ikke tænkte klart altid, betyder det ikke jeg mister hovedet at du ved det.." sagde han mere eller mindre fornærmet.
Han så på mens hun kæmpede med en af brædderne. Suk. Han gik over og tog fat i den, inden kort tid havde han revet den af. "Her?" sagde han og rakte hende det stykke han havde ravet af.

Rai kiggede væk fra ham. Hun var ikke særlig god til at få folk til at tro på hende. Hun svarede ham ikke før han sagde det med at miste hovedet. Hun smilede blidt.
Da han begyndte at hjælpe hende med at knække brættet, rørtes deres hænder. Han havde godt nok rørt ved hendes hofter, sider, ben, arme... Han havde næsten rørt over alt på hendes krop... Men det gav hende næsten et sæt alligevel.
Da brættet så var knækket af, og han havde rækket hende det, kiggede hun rundt efter pejsen, som han ikke havde svaret på hvor var. Hun gik hen til en af de rådne møbler og hævede brættet hen over hovedet og hamrede det ned i ryglænet, så brættet stod op i luften.
Hun hævede sin stav en anelse op pegede mod brættet, ”Incendio” mumlede hun lavt og straks kom der ild ud af hendes stav og fik brættet til at brænde. Hun gik om bag til Remus igen.
"Nu... Har du... Noget varme," gabte hun højt. Det der bræt havde virkelig smadret hende, og da hun også smadre det ned i ryglænet.