Hørte jeg en hulken?

S: HHT
V: Torden og lynild
O: Kun Daphney og Hulda
T: 14:30
P: Shorts, sort top og converse

Daphney stod ved døren til HHT. De andre toiletter var der kø ved. Gad vide hvorfor der ikke var kø ved dette toilet, Daphney gik ind og så sig omkring. Hun så en spøgelsespige i nærheden. "Du er Hulkende Hulda ikke?" Hulda så på hende og svarede. "Jo jeg er!" Hun lød vred men så ikke vred ud, hun smilte ikke og så slet ikke fornærmet ud. "Hvorfor svarer du sådan?" spurgte Daphney men hun fik intet svar.

Påklædning; En blomstret top, et par sandfarvede jeans og et brunt 'pandebånd'. Hendes sko er et par sorte allstars.

Stemmerne omkring hende var efterhånden blevet lavere, da hun var kommet væk fra de andre og gik hen af den ene gang. Hun stoppede op foran døren til Hulkende Huldas Toilet, da hun hørte stemmer derinde fra. Det var underligt .. Der var så sjældent nogen derinde, på nær Hulda selv. Hun lagde hovedet let mod døren. Hun kunne tydeligt genkende Huldas stemme, men gennem døren kunne hun ikke sætte en finger på, hvem stemmen egentlig tilhørte. Hun rev langsomt ned i håndtaget og åbnede døren op. Hun genkendte med det samme det røde hår, som hendes veninde Daphney.
Hvad lavede Hulda og Daphney sammen? Hulda holdte sig da ellers altid væk fra andre.

Daphney så hurtigt på Camille. "Camille jeg syntes at Hulda er lidt mærkelig nu". "Idag har hun hulket 65 gange", Daphney smilte svagt og så på Camille

Dian havde lige trænet lidt. Han gik forbi HHT og hørte en stemme. "Huh?" kom det fra ham. Han gik hen til døren. Og åbne døren. Daphney og hende nede fra kroen. "Hej?" sagde han så.
Han stod bag Camille og stirrede på dem.

Daphney så nu på Dian. "Ikk for noget Dian men du er lige gået på Pige-toilettet" svarede hun ham. Hun satte sig på en håndvask som ikke var våd. Hun smilte til Dian og sagde. "Hvad laver du egentlig her Dian?"

Dian nikkede dog til at han var ude på pigetoilette. "Det er Hulkende Huldas toilet, ingen pisser her ude.. Selvom.." han stoppede sig selv da hun spurgte hvad han lavet. "Jeg har lige trænet på min kost, hvad med dig selv?" sagde så, og stillede sin kost opad væggen.

Camille lagde hovedet let på skrå og så på Daphney. "Det er nu altså ret normalt... Er det ikke?" Faktisk vidste hun det ikke helt, da hun sjældent befandt sig nær Hulkende Huldas Toilet, så mest af alt, var det bare et gæt.
Hun vendte forbløffet hovedet om mod døren, da en stemme kom derfra. Hun så drengen fra kroen og lagde derfor hovedet lidt på skrå. "Hej.." Hun smilte svagt til ham og så undrende rundt. Hun valgte bare bevidst at holde mund, da hun ikke ønskede at blande sig i deres samtale. Hun stod bare og lyttede til det de snakkede om.

Dian opgav at diskuter med Daphney, og hun derefter forlod rummet.(Hun er slettet, derfor). Nu stod Prew og Dian tilbage. Han anede lidt om hende, hende der altid omgik med prf. Simon. "Prew, ikke rigtigt? Spurgte han så og trak på skuldrene. Han gik hen til vasken for at skylle ansigtet lidt. Men Hulda var der endnu. Hun begyndte endnu en gang at snakke. "Hvorfor er I her stadiig~!" skreg hun lidt og så fløj hen mod dem. "I to er de elever der snakker mest med professorene! Men de ville aldrig kunne hjælpe jer, når i venter det!" sagde hun bitter og fløj sin vej. Dian stod lidt og følte sig afvist af hende, men hvad betyd det, hun var væk nu, eller mere end hun lige før.

Camille så lidt efter Dapney, da hun forlod rummet. Hun vendte blikket over mod Dian, som hun var ladt alene tilbage med. Han var faktisk ikke en person, hun kendte specielt meget til, udover hans navn, og så at han ikke længere er elev på skolen.
Hun nikkede en anelse. "Jo, og du er Dian Wesley?" spørger hun og ser lidt på ham. Hun fjerner først blikket fra ham, da Hulde igen begynder at snakke, eller nærmere skrige.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og fulgte Hulda med blikket, lige til hun forsvandt. Det undrede hende lidt, det Hulda havde sagt, men det betød vel egentlig ikke noget. Og hvad så, hvis hun var en af dem der ofte snakkede med professorene? Det var der vel intet galt i.

Dian så på pigen, hvordan spurgte ind til hvem han var, eller retter sagt sagde hvem han var. ”O’, jo, men bare sig Wesley,” sagde han venligt og smilte til hende. ”Ikke for noget, men er du ikke ham Timothy Simon er hjælpelære til?” spurgte han så. Han havde godt hørt at en lære havde noget kørende med en elev, men han ville ikke blande sig, han var selv sammen med en der var yngre end ham. Måske ikke samme alders mellem rum, men stadig.
Han gik hen mod en af toilet båsene og gik ud på et af dem, han var en lille smule ligeglad med der var en der ude. Hun ville nok ikke have så meget i mod det. Men han gav sig hvert fald til at tisse, og det kunne høres på vandet.

Hun nikker en anelse, og smiler roligt til ham. "Okay, Wesley." siger hun så. Hun ved ikke helt hvad hun skal svare til hans spørgsmål, for jo, Timothy er hjælpelærer til hende. Eller, det er jo faktisk ikke helt rigtigt igen. Han underviser hende bare i de sidste af hendes skoleår også, fordi hun for noget ud af at blive undervist af ham. Men tanken om, at der måske ligger noget bag hans spørgsmål, for hende ligesom til at tøve. "Jo, det kan man vist godt sige." svare hun så endelig.
Det forekommer hende en gåde, hvorfor han egentlig ved det, men okay. Hun kunne vel ikke forvente, at ingen ville kende til det, eftersom det er en stor skole, og der derfor altid vil være nogen, der ved sådan noget.
Hun så efter ham, idet han forlod hende, og gik ind i en af toiletbåsene. Faktisk virkede det en smule underligt, at han bare smuttede ind i en af toiletbåsene og begyndte at tisse. Men okay, hun kunne jo heller ikke sige, at han ikke måtte, for alle har jo ret til at gå på toilet. Hun ser lidt rundt i Hulkende Huldas toilet. Hun har faktisk kun været der få gange før, fordi hun altid har fået af vide af andre, at hun under alle omstændigheder skal undgå det, fordi Hulda var skingrende sindssyg.

Dian havde blot nikkede når hun svarede, han havde ikke rigtig nogle svar på munden lige nu, efter han var gået ud til båsen, og tissede, og af en eller anden grund, blev færdig 30 sekunder bag efter, lynede sammen og det, og åbnede døren, og gik hen til vasken for at vaske hænder, så han hen på hende. ”Ikke for at blande mig, men jeg ved du eller at I er tiltrukket af hinanden, er det ikke svært for jer?” spurgte han så. ”Altså, jeg er på en måde ligeglad med det, jeg er jo kun 7 år yngre end ham, og har en kæreste der er yngre, dog ikke så ung som med jeres alders forskel.. Men det er da modigt af jer!” sagde han i en glad tone og smilte opmuntrende til hende.
Han havde set hende på Hufflepuff, og men vidste næsten ingen ting om hende, at han var nitten år og hun var, hvad, seksten – sytten år, havde han ikke en jordisk chance for at vide hvem hun var. ”Du er … sytten?” spurgte han så og så spørgende på hende.

Hun klør sit lidt ved nakken, og et halvt forvirret udtryk står tegnet i hendes ansigt. Hun ved ikke hvorfor, men hun finder det ret så underligt, at han lige har stået og tisset, på trods af at de var midt i en samtale. Da han kommer ud, ser hun bare lidt væk fra ham, og blinker et par gange, for lige at tage sig sammen. Så ser hun på ham igen, imens han står og vasker hænder.
Hun spærre øjnene lidt op, og hendes mund åbner sig en smule, ved hans spørgsmål. Og hun som troede, at ingen havde set dem. Måske havde han kunnet læse det, på de blikke de noglegange sendte hinanden, når de havde øjenkontakt lidt for længe, og hun så skyndte sig at se ned. Hun sukkede tungt, ikke over hans spørgsmål eller over Tim, men over sig selv, og hendes uforsigtighed. Hvad nu, hvis nogle af eleverne havde lagt mærke til det, og har tænkt sig, at gå til en lærer og fortælle det.
Hun ryster lidt på hovedet, for at tage sig sammen igen, inden hun så svare; "Jo det-det er svært.. Og vi har tydeligvis ikke været særlig gode til, at skjule det for alle andre.."
Hendes blik er en smule nervøst, fordi hun virkelig frygter det værste nu. Hun vil ikke smides ud fra skolen, og hun ønsker ikke at Tim bliver fyret, blot på grund af deres dumdristighed. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis det skete.
Hun presser et lille smil frem, nærmest som et tak, fordi han syntes det er modigt af dem, at være sammen, på trods af aldersforskellen, og faren ved deres 'forhold'.
Idet han spørger om hun er sytten, ryster hun en enkelt gang på hovedet. "Kun seksten.." siger hun så langsomt, og bider sig en enkelt gang i læben. Nu hun siger sin alder højt, er der ligesom noget i hende, der virkelig siger hvor forkert hendes forhold til Timothy er, fordi han jo er 26, hvilket gør hende ti år yngre end ham.

Dian trak på en mine, han kunne se hvordan hun ændre ansigt udtryk. Når ja, ikke alle kan lide at deres hemmelighed kom ud, tænkte han og tørte sine hænder og gik hen til hende, stillede sig foran hende lagde hænderne på hendes overarme og så på hende.
"Jeg ved det kun fordi jeg roder i Kashmirs ting" sagde han og smilte en smule opmuntrende. Han kiggede på hende, som om hun på en måde væmmes ved tanken om deres aldersforskel. Da han hørte hendes alder, rynkede han panden og slap hende og stod foran hende.
10 år er dog alligevel meget.... mumlede han mimende til sig selv. Skulle han sige sandheden til hende om at man ikke skal være være bange for sin kærlighed til en anden, ligemeget alderen eller fortælle hende at hvis hun ikke elsker ham, burde hun stoppe alt med ham. Han overvejede det en lille smule og så til siden og lavede den overvejende mundbevægelse. "Hør, Camilla, jeg er ikke blind og noget ved mig siger..." startede han og så på hende igen. "At du er utilpas...og hvis du er utilpas med dit forhold til en 26 årige lære, så må du stoppe al' kontakt til ham.. Ikke for hans skyld, for din skyle..forstår du?" spurgte han på en ældrebror måde. Din var såment ikke i familie, men han opførte sig som en lile nu over for hende, eller sådan følte han det..

Camille så bare lidt på ham, imens han tørrede sine hænder. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu, fordi de ting der skete omkring hende, og for hende, lige nu, bare var så utrolig forvirrende. Hun havde en masse at tænke på, både når det gjaldt at hjælpe hendes veninder, og alle lektierne og selvfølgelig det, at skjule det Tim og hende, havde sammen. Hun følte sig faktisk en smule stresset ved det, men hun holdte jo faktisk også af personerne, og det at lave lektier, gjorde hende ikke noget, fordi hun så utrolig gerne ville være dygtig. Og som om hun kunne stoppe med, at hjælpe sine veninder, for det ville hun jo faktisk gerne, og fordi hun mente det var på sin plads, at hjælpe dem, eftersom de jo betød en hel del for hende. Og Tim, hun kunne jo virkelig godt lide ham, og han betød så utrolig meget for hende.. Som om hun bare kunne vende ryggen til ham, på trods af det hårde arbejde, med at de skulle holde det hemmeligt.
Da han går over til hende, og tager fat i hendes arme, ser hun bare lidt ind i hans øjne. "Kashmir.. Årh, selvfølgelig.." siger hun, med et lille suk. Hun burde have regnet ud, at det selvfølgelig var Kashmir der havde opdaget dem. Han var en af de eneste af de ældste elever, hun vidste hvem var. Og det var udelukkende fordi hun havde hørt, så forfærdelig mange ting om ham. Og at han rapotterede til Nidkjær, når noget forbudt fandt sted.
Hun så en smule ned mod gulvet, da han slap hende. Men idet hun snakkede, så hun igen på ham, lyttede til hans ord. "Sagen er den.. At jeg virkelg godt kan lide ham, jeg holder så utrolig meget af ham. Men, det sker bare så meget lige for tiden, og at skulle holde det hemmeligt også.. Det er ikke lige til.." siger hun. Hun ved ikke hvorfor hun overhovedet fortæller det til ham, for hun kender ham jo ikke særlig godt. Men hun har bare på fornemmelsen, at hun godt kan betro sig til ham, og at han rent faktisk kun vil hende godt.

Dian så på hende. Der var så stille mellem dem, at man kunne høre Hulda hulke i rørende. Dog så han ikke væk fra hende, ak nej, han ville hellere hjælpe en lille grævling frem for at træne eller noget nu.
Hans øjne var rettet mod hende, han så bekymret på hende, men han anede ude mærket godt han ikke kendte hende, men han kunnne hjælpe hene, hjælpe hende til at få lidt mere ro i sjælen. Han grinte en smule da hun sagde 'Kashmir.. Årh, selvfølgelig..' det var en smule komisk efter hans meninge, men han ville ikke begynde at skifte emne, nu var ALT rettet mod hende.
Han sank en klump, han hørte hva hun sagde, og selvfølgelig var det jo ikke let. Men hvordan skulle man sige det? "Camilla.." sagde ham og tog sig bag nakken, for at finde en måde at sige det på, "Måske skulle du holde en pause fra professor Simon? Kærlighed kan også gøre blind, virkelig.." sagde han og tog hende på kinden. "Men hvis du skal kunne klare dig godt i skolen, så skal du ikke føle stress.. Du må fortælle ham det som det er, få det ud af verden.. Du kan vende tilbage til ham, når du er ude af skolen.." sagde han så og så broderligt på hende, hvor efter han lagde et kys på hendes panden. "Du må aldrig sætter kærlighed over styr" sagde han og gik lidt væk fra hende, om bag hende og tog sin kost. "Det ligesom for mig med arbejde og flyve... Jeg elsker at flyve over alt jorden, men mit arbejde er vigtigt for mig.. jeg sætter arbejde foran flyvning.." sagde han og smilte venligt.

Camille så bare på ham. Nogle få tårer havde bredt sig i hendes øjne, selvom hun virkelig havde prøvet på at holde dem tilbage. Det var ikke normalt for hende, der her. At stå der, og virke så ufattelig svag, blot fordi en, hun knap nok kender, kan indse hvad hun burde gøre, og rent faktisk formår, at få hende til at se det. Se alle de fejl, i de ting hun gør, i den måde hun handler på. Hun vender hovedet mod loftet, og blinker et par gange, fordi det normalt hjælper hende, hvis hun er på randen til at græde.
Inderst inde vidste hun udmærket godt han havde ret. Hun burde holde en pause fra ham, og han ville da sikkert også kunne forstå hende, fordi det jo udelukkende er på grund af, at skolen kommer i første række lige nu, fordi det er skolen der skal tegne hendes fremtid. Men ordentlige karakterer i skolen, kan hun jo stort set blive hvad som helst. Så er der pludselig ikke rigtig noget, der sætter grænser for hende. Og hvis hun så tænker mere på Tim, end på skolen, kan hun gå hen og få dårlige karakterer, og så kan hendes fremtid være 'spoleret'.
"Ude af skolen? Der er 2 ½ år endnu...." siger hun langsomt. Hun ville ønske der var kortere tid, fordi godt nok skal hun sætte sine studier højest, og det vil hun også helst, men hun holder jo virkelig af Tim, og ønsker virkelig, at være sammen med ham.
Faktisk gør det hende ikke noget, at han kysser hende på panden. Normalt ville hun have trukket sig væk, men der er noget over Dian, som bare gør, at hun er ligeglad. Måske fordi han opføre sig så broderligt, dog på en hjælpsom, god måde, at hun bare ser på ham, som en form for bror, på trods af det faktum, at de stort set intet ved om hinanden, og slet ikke er i familie.
Hun vender sig om, da han går om bag hende. Hun er på kosten i hans hånd, og nikker en enkelt gang. "Du har nok ret..." siger hun langsomt. Hun gnider sig lidt under øjnene, og frempresser så et lille, men alligevel oprigtigt smil.

Dian sænkede blikket på sig selv, da han så tårende i hendes øjne.. Stakkels pige barn…- startede han med at tænke, ind til han så til siden og sukkede svagt –jeg vil gerne se hende glad…hende være vil.. der slog det ham i hans tanke gang. At være vild, ude på kosten, at få lettet jorden under sig, det plejede at hjælpe på drenge, mon nu også det hjalp på hende?
Han vendte blikkedet mod hende og rystet svagt på hovedet og blikkede et par gange. ”Jeg gik ud 3 måneder efter starten af sidste år… Jeg var heller ikke en kloge åge, ikke for noget.. Jeg ville leve livet frit..” sagde han og smilte.
Han ranke hende kosten, ”Tag en flyve tur med mig, få vinden i håret, lettet fødderne over jorden.. flyv som en fugl” sagde han og så overbevisende på hende.
”Men du skal nok få din egen kost,” sagde han så og bed læberne sammen og nikkede tænkende. Det var jo ikke lige til at flyve to på en kost, når man ikke kendte hinanden så godt. Han gik hen til hende, og lagde armen om hende, og holdte hende ind til sig som en lillesøster, og slap igen kort efter.

//Det var en smule dårligt /:

Camille så bare på ham. Tårerne i hendes øjne, var ved at være forsvundet, men de var stadig til at ane, hvis man virkelig så ordentligt ind i hendes øjne. Hun pillede nervøst ved sin ene bukselommen med hånden, imens hun så ham. Hun forstod ærlig talt ikke hvorfor han sådan gav hende råd, men hun havde intet imod det. For han var blandt de få der kendte til det med Tim og hende, og at han så rent faktisk havde en ærlig mening, som han også ville fortælle hende, det var faktisk rart. Så behøvede hun ikke leve på en løgn.
Et lille smil bredte sig over hendes læber, ved hans ord. "Det må være rart.. Sådan at kunne få sig selv til det.." siger hun, stadig en anelse smilende.
Hun ville elske at kunne droppe ud, uden at spekulere over om hun lige har ødelagt hele sin fremtid. Men hvis hun droppede ud, så ville hun bare blive rastløs, og føle at hun havde taget den dummeste beslutning i hendes liv, så den vej ville heller ikke gå for hende, desværre.
Et lille fnys undslipper hendes læber, ved hans ord. Hun har aldrig været god på en kost, de få gange hun har prøvet at flyve, har hun virkelig været elendig, på trods af at hun ret godt kan lide højder. Men tanken vind i håret, og følelsen af at være fri, det kunne hun faktisk godt bruge. Så måske skulle hun gøre det? Hun smiler taknemmeligt til ham, og nikker så. "Tjo, ja.. Okay.." siger hun.
Hun ser lidt rundt på badeværelset, inden hendes blik ender på ham igen. "Ja, det ville nok være en god idé." siger hun så, og smiler lidt. Hendes humør er allerede blevet højere igen, hvilket hun er glad for, fordi ellers ville hun nok have rendt rundt og været sådan ret ked af det, resten af dagen, og nok også de efterfølgende dage.
Hun lagde sin ene arm omkring ham, da han kom over til hende, og faktisk holdte hende ind til sig. Da han slap igen, gjorde hun det samme, og trådte omkring to skridt væk.

Dian så en hver ting hun gjorde, og det var forfærdeligt at føle hendes smerte. Han trak vejret dybt og smilte over det hun sagde. Måtte være rart, arg dog. ”Ja…-” sagde han og så til siden og tænkte lidt ”-Men jeg har ødelagt alle mine chancer for at blive noget større end en medarbejder og butikschef,” sagde han og så på hende. Og smilte uansvarligt.
Han trak skulderne tilbage og kløede sig let på panden. Det var da ikke lige til at give råd, men han føler han gjorde det godt. Eller var det for meget at sige..
Han så på hende og svang kosten over skulderne og lagde den langs skulderne, og holdte dem let der.
Han så på hende da hun hørte det med kosten. ”Okay, vi kan også bare flyve sammen? Så kommer der virkelig fart under dine vinger,” sagde han og smilede.
Da de var trådte lidt væk fra hinanden fik han en lyst til at drille hende, han smed sin kost, og gik hen mod Camilla igen, hvor han tog fat og lagde hende op over skulderen, og bare holdte hende der som en sæk kartofler. Han bukkede sig ned og tog sin kost. ”Er du klar?” spurgte an så.