Årh mand.... Hvorfor meldte jeg mig denne gang? //Åbent emne.//

S: Togstationen.
O: Massere af mugglere og andre.
V: Solen skinner men en blæst hærger nærmest over hele landet.
T: Det er formiddag.

Lugten af benzin fra togene ville hive en i næsen, hvis ikke man havde stået der i seks timer, som Kashmir. Han havde nemlig meldt sig til at tage godt i mod nye elever. Hvorfor i alverden havde han gjort det? Han havde mugglere, og lige nu sværmede de om ham, som fluer der havde fundet et nylagt kokasse.
Kashmir havde en mørk sweater på med nogle enkle mørkegrønne, næsten usynlige steger vandret i den, og nogle løst siddende halvlyse cowboybukser og nogle timberland sko på. Muggler ting! Men man skulle jo falde i mængden.
Mest af alt, ledte han efter nogle af dem der så forvirrede ud og gik rundt med sølv jernvogne med kufferter og dyr på. Ind til videre havde han mødt en masse, men det begyndte at stille af nu. Nu kom der måske en eller tre per time. Det var hårdt bare at stå der og glo, uden at kunne sænke paraderne og tage en bid mad, for så ville en masse kunne slippe forbi ham og ikke kunne finde vej til skolen, og så ville Kashmir få en straf. Og Kashmir havde ikke tænkt sig at ødelægge sit gode ry. Han havde aldrig nogensinde brudt en eneste regl på skolen og havde heller ikke tænkt sig det. Han havde altid været aktiv i elevaktiviteterne og ville altid gøre som rektor sagde. Lille kæledække var der nogle der kaldte ham.

//Føst til mølle//

Rosie skulle hente sin lille bror Malex, for han skulle starte på skolen i år. Hun havde svært ved at finde ham. Hun løbe rundt for at finde ham. "MALEX!" råbte hun, og løb ind i en Slytherin elev. Hun faldt ned på popoen. Hun kiggede op på drengen, som ikke så ud til at nyde sin opgave. Hun var bange for ham, han var jo fra slytherin. Hun rejste sig langsomt op, og brøstede sin mås ren for småsten. "De..Det må du alt..altså virkelig... virkelig und-und..undskyld.." sagde hun nervøs og satte hænderne op for at dække sit ansigt.
Hun frygtede han ville slå hende, hun stod lidt bukke ti knæene, og havde sin Gryffindore uniform på. Man kunne se hun var et sugerør, på hendes ben man kunne se under nederdel, ned til de højt senestrømer. Kappens ærmer faldt ned til albuerne. Man kunne se nogle blåmærker, nogle af de blåmærker var kommet efter alle de skub hun havde fået og nogle af dem havde hun fået ved at falde ned fra en kost.
"Du.. du må ikke slå..slå mig" sagde hun lavt og nervøs. Hele hendes krop rystede, det kunne man tydeligt se.

Kashmir kiggede rundt. Han begyndte at blive sulten. Han kunne spise en okse... Eller skulle man sige en burger?
Han kunne hører en råbe et navn. Et usædvanligt navn. Malex? Han tænkte ikke så meget på det, og begyndte at koncentrere sig om sit arbejde igen, prøvede i hvert fald. Der gik dog ikke lang tid før at der var en der løb ind i ham. Han vendte sig om og kiggede undrende rundt. Der var ingen. Han kiggede så ned, da han kunne se en ligge på jorden. Hun rejste sig selv. Lidt selvstændig kunne eleverne godt være. Det var altid noget. Hendes kappe vidste hun var fra Gryffindor.
Han så iskoldt på hende. Dog kunne han ikke tillade sig at kalde hende mudder blod eller mugglerfjols. Hun var jo fuldblods. Han så undrende på hende, da hun hævede sine arme op for at beskytte hendes hoved. Hvad regnede hun med? Regnede hun med at få tæsk? Regnede hun med at han ville flegne ud?
Hun så så tyndt og spinkel ud. Blå mærker hist og pist. Spinkel. Man kunne næsten se at hun ville knække over som en gren der blev trådt på bare ved et lille skub.
Hun skælvede. Det så næsten ud som om hun stod på en vej hvor der kom et kraftigt jordskælv.
Han satte forsigtigt en hånd på hendes skulder, ”Hey, du har ikke gjort noget, okay?” sagde han iskoldt. Han ville enlig bare ikke slå på piger der var 11-12 år gammel. Det ville være lidt respektløst. Lidt barnligt.
Kashmir kunne næsten hører sin fars stemme være stolt over ham. Han slap hendes skulder og kiggede rundt omkring dem.
”Du leder efter Deres lille bror? Malex Emmaheart hedder han, hvis jeg ikke tager fejl?” stadig iskold.

Rosie holdte armene oppe for at beskytte sig selv. Hun var som sagt bange, og især for Slytherin elever. Hun fandt dem som onde og modbydelig, for alle dem hun havde mødt havde skubbet til hende eller slået hende uden grund. Hun forventede at han ville kalde hende for mudderblods, eller noget andet ondt.
Hun mærkede hans hånd på hendes skulder, hendes øjne blev kæmpe. Hun slå håndne væk og trak sin stav ”Du må ikke rør mig!” skreg hun, hun var bange, hendes armene var væk, ingen beskyttelse var over hende nu. Hun var forsvarsløs selv med sin stav. Hun kunne ikke de besværgelser hun skulle kunne, for hun havde aldrig haft tid til at kunne lærer det. Hun har altid skulle basse på sig selv.
Hun hørte han nævnte hendes lillebrors navn, hun rynkede brynene sammen, ”Hvad har dy gjort ved ham?” spurgte hun nervøs. Hendes stav var stadig fremme, og selv den rystede, fordi hendes hånd rystede. Rosie kiggede efter sin bror Malex, ja, men hvordan vidste han hvad hun hed til efternavn?

Kashmir blev overrasket over at hun skubbede hans hånd væk. Nu var det hendes egen skyld. Nu ville hun ikke få nogen god oplevelse fra ham. Hans hånd som før havde været på hendes skulder gled ned i en lomme i siden på hans bukser og tog hans tryllestav op.
”Expelliarmus” mumlede han og pegede på hende med sin stav.
Han skulede til hende. Hun skulle aldrig have snakket sådan til ham.
”Du har ingen anelse om hvem du er oppe i mod,” snerrede han, ”Jeg har ikke gjort din bror eller din familie noget,” snerrede han videre.
”Jeg kunne blot hører du kaldte på en Malex, og jeg ved i forvejen du hedder Emmaheart,” sagde han iskoldt. Han var ved at blive vred. Han så rundt. ”Kan du ikke foretage dig noget andet end at forstyrre mig?” spurgte han iskoldt og kiggede videre omkring sig.

Han afvæbnede hende. Hun tog hænderne op til munden. ”[color=red]Nej, nej det ..” hun stoppede. Hun begyndte at tænke. ”Drengen med kammeraet.. Du tager billeder og skriver artikler til skolebladet. Du er som en spion.. Navnet kan kun være.. Ehm… Ka..Kash…Kashmir,” svarede hun rystende. Hun anede godt hvem han var. Men ikke personligt.
”Men.. Hvorfra kender du mit efternavn.. Du kender da ikke mine søskende vel?” spurgte hun så og så op på Kashmir med nogle store våde øjne!
Hun gik et skridt tilbage og kiggede lidt efter Malex. Hvor mon han kunne være?! ”Jeg forstyrre ikke dig… Du stod i vejen…” svarede hun ham så igen med en lavmeldt tone.

Kashmir smilede blidt. Selv de små vidste hvad han hed. Han kunne næsten fryde sig over det hun sagde, hvis ikke han lige var blevet en anelse vred. Det var ikke så tit at nogen så ham være rigtig vred.
”Jeg nogle kilder... Men mest af alt har jeg kiggede når i andre har undervisning,” svarede han hende koldt, ”Jeg kender ingen af dine søskende,” tilføjede han og begyndte at tage et forsigtig skridt hen mod hende.
”Det var dig der løb ind i mig...” mumlede han, ”chica estúpida” mumlede han og himlede med øjnene.
”Wingardium Leviosa,” mumlede han lavt pegede på hendes stav, mens han blidt lavede den rigtige bevægelse, og førte den hen mod hende, så den stod lodret op foran hende.
”Tag den igen,” mumlede han og kiggede kort væk.
”Jeg kan lærer dig nogle besværgelser,” han orkede ikke at få et dårligt ry. Det var nok at allerede for mange år siden at Draco Malfoy havde et dårligt ry.

Rosie stirrede bare op på ham. Han smilte blidt, what? Hvorfor smilede han over hun vidste lidt om ham, det var da latterligt?!
Kilder? Hvad mente han med det. Hun havde aldrig set ham i det klasselokale hun var i. ”Kilder?” sagde hun spørgende. Hvis han ikke kendte ikke nogle af hendes mange søskende, men alligevel vidste han hende efternavn. ”Hvor kender du så.. mit efternavn fra?” hun vendte blikket ned på hans fødder. Hun var lidt bange for ham, hvorfor, vidste hun ikke længere.
”Fint... Jeg løb ind i dig og dine brede hofter..” sagde hun stille. Hun havde tit hørt Alex sige til Jean at hun havde brede hofter, og selv synes hun at Kashmir var lidt bred om livet og om skulderen.
Hendes stav kom til hende igen. Hun tog den forsigtigt. ”Hvorfor vil du hjælpe mig? Og min mor siger jeg ikke må snakke med Slytherin elever der er venlige over for mig.. Hun siger I er onde og bedrager andre..” sagde hun modviligt.

Ha. Hendes ansigt så meget forvirret ud. ”Kilder er personer der ved noget. Vidner og sådan...” Forklarede han og kiggede væk fra hende og prøvede at holde lidt øje med om der enlig var nogle elever i nærheden som han lige skulle tage sig af. Der manglede i hvert fald nogle endnu.
”Jeg kender det fordi jeg har snakket med dine lærerer!” snerrede han til sidst opgivende. Hvornår fattede hun det?
Kashmirs blik så undrende på hende da hendes blik var på hans fødder, ”Hva... Kan du godt lide mine sko?”
Brede hofter... Små børn og deres latterlige ting at sige! Hvornår begyndte de at lærer at tale nogenlunde ordenligt?
”Tal dog ordenligt pigebarn!” snerrede han og trådte igen længere frem mod hende. Nu skulle hun jo ødelægge hele hans 'rolige' mine.
Kashmir sukkede højlydt. ”Er du en lille morspige? Adlyder du hvert et ord som mor siger? Ikke alle Slytherins behøver at være, så onde... Vi bedrager ikke alle... Kun dem der har for tjent det.”
Rosie Emmaheart. Stiller mange spørgsmål. Panisk. Lillebror, sansyneligvis 1. års, Malex.
Hun havde fået lidt mere på sit 'arkiv' i hans hoved.

Rosie stirrede bare rundt nu. Hun var mere eller mindre bange for at få øjne kontrakt med Kashmir. Hun nikkede langsomt til det han sagde, om hvad en kilde var og er. Hun kiggede op på ham, da han nævnte han snakkede med hendes profosserer. Hun blev helt bleg i hovedet. "Hvorf-for?" spurgte hun med rust i stemme.
Hun rystede svagt over kroppen da han snerrede ad hende. Rosie hadet det, hun fik tit og ofte skæld ud for ikke at følge med, hun faldt tit ind i sin egen verden.
"Ja..." svarede hun stille, til hans lange tale.. "Hvem fortjner de-det så?" spurgte hun nervøst og kiggede rundt.