Nye tider.

T: 09:25
O: Andre elver
V: Vindstille

En ny rektor var kommet til skolen.. Hun havde allerede været her en gang før, og det var da hun så skulle se på den. Hun hed "Frøken Nidkjær" eller det skulle vi kalde hende.. Hun var umulig! Alle hendes regler gik virkelig en elve på, nok også de andre, men denne dreng med lysegrune hår, grønne øjne var virkelig træt af hende, selvom hun kun havde været her i en måned.
Han gik rundt på trapperne for at se sig lidt omkring, og prøve at spytte fra den øverste trappe, det hele var til rette lagt, intet kunne gå galt.
Han gik stille og roligt med trappernes fart. Han havde aldrig været særlig venlig over for andre end slytherin elver, han ment det var naturens gang. Selvom han altid havde været sådan lidt af en idiot. Men han var virkelig den romantiske dreng, selv når han brød reglerne for det.

Smidt ud af en skole, og næsten lige kommet ind i den nye. Hun havde været der en måned. Hun kom, da den nye rektor kom, og mange sagde det var hende der havde bragt hende der til. Også selv om at alle burde vide det ikke var sandt.
Selv om Abigail var bleven smidt ud af en skole, Beauxbaton, betød det ikke at alt lige pludselig gik uden problemer med hende. Hun havde ikke fundet nogle spændende at snakke med, hun kunne ikke finde rundt, og hun fik ballade uden grund. Også selv om det nogle gange var hende.
Hendes hvidlige hud var fyldt med ar, hvor man kunne se en masse skrift.
'Jeg råber ikke', 'Jeg løber ikke på gangene', 'Jeg er ikke ude af sengen, efter senge tid' og en hel masse andre. Hun havde også ar op og ned af benene. Det var fra at have kommet til at hilse på en dreng med hånden – derefter var de ikke på tale fod.
Alle disse latterlige regler med afstande og alt det der, det var noget Abigail ikke kunne overholde.
”Latterlige rektor og hendes eftersidninger,” mumlede Abigail surt. Hun havde allerede fået en eftersidning, for at 'være stor i munden'. Hun havde været oppe hos den nye rektor, lige siden hun startede. Hun måtte da snart være træt af det.
Abigail kiggede ikke hvor hun gik, og gik blot op ad trappen indtil hun stødte ind i en eller anden. Hun tumlede tilbage.
”Se dig dog for!” skreg hun da hun endelig var stoppet med at falde tilbage. Hun rejste sig og begyndte at børste skidt af hendes kappe. Hun havde skolens tøj på, og var på vej til flyvning. Hun ville i hvert fald komme for sent, for hun vidste at de enten ville falde i snak eller slåskamp.

Jeg var næsten kommet op, da der kom en eller anden vildfaren pige gående, hun faldt men jeg gik kun et skridt tilbage "Se dig dog selv for kvinde.." sagde han på en irriterede måde "Puff.. Hufflepuff" vendte hoved til siden og kiggede ned over gelænderet "Du ødelagde min plan.." han stoppede helt op da han opdagede hvem det endelig var.
"Er det ikke dig tit får skylden for mine sager? Hvordan er det at mærke retfærdigheden?" sagde han på en hånligmåde til hende, og havde bare sin almindelig uniform på.
Han så på hende, på den måde som om han ville af med hende, eller prøve på det.
Han kiggede rundt, ingen lærere "Hvorfor prøver du overhovedet at komme til time.." - "alle ved når man gå ind i mig, kommer man ikke til time" han tog fat i hendes kappe med knyttet næve og holdet hende lidt fast hen mod ham "Denne gang ville jeg se hvad en Hufflepuff elve dur til, de andre stikker altid af.." - "det undre mig.." han så lidt tænkene ud, men ikke alligevel.

Abigail stirrede på ham med et tavst blik. Han skulle bare ikke snakke til hende på den måde. Hun rejste sig op og havde stadig det onde blik på, ”Og hvad så hvis jeg ødelagde din plan,” snerrede hun. Ene og alene var hun stærk, selv uden magi.
”Retfærdigheden? Seriøst?” hun kiggede kort væk og prøvede at finde ro, ”Det er sgu da ikke en skid retfærdighed!” skreg hun og viftede en smule med den ene arm, mens den anden var hårdt knyttet.
Hun svarede ikke men skulede blot ondt til ham, som næsten var lige så hårdt, som at trampe en over tæerne. Da han tog fat i hendes kappe var hendes hvidelige ud næsten som en indianers. Knald rød. Så spyttede hun ud efter ham og håbede på at ramme ham i hovedet, ”Du skal fand'me ikke tage sådan fat i mig,” råbte hun.
”Det undre dig?” Snerrede hun, ”Det er nok fordi de alle er sådan nogle tøser som ikke tør at stille sig op i mod en sølle dreng,” snerrede hun hvæsende som en kat.
Da hendes kappe ikke havde været lukket, og han kun havde fået fat i den ene side, snorede hun blot rundt, og kom ud af hans greb, det eneste han stod med var hendes kappe.

Hun var fandme god til det her, tænkte han, han fik hende spyt i hovedet og tørret det væk efter hun slap fri. Han var også lidt træt at hende, han var ikke vand til folk svarede igen..slet ikke til ham. Han så lige ud over, og vendte hovedet mod hende igen "Fintfint.. på den måde.." sagde han så.
Han tog fat i hendes overarme og skubbede hende ind til muren, og holdt hende fast, af en eller anden grund fik han løst til at kysse hende, hun var jo også gude skøn, men han ville så ikke slås..slet ikke af en pige! Han havde lagt hendes kappe på det gulv der nu var.
Hans hoved var tæt ved hendes, selv hans krop var tæt mod hende, så hun ikke kunne losse ham i klokkerne.
Hans vrede udtryk forsvandt helt, han så bare på hende, og sagde intet og rykkede hovedet mod hendes, han kyssede hende på munden, slap hende så, og gik hurtigt sin vej.
HVAD FUCK LAVEDE JEG LIGE DER!? lød det i hans hoved, han kyssede en pige han aldrig havde snakket med, men det var som om han blev helt tom og varm i hoved og krop da han så på hende uden at sige noget.

Abigail havde stadig det strenge og onde blik i øjnene. Han skulle bare ikke spille oversej eller tro at han sådan kunne undervurdere piger.
Da hans hænder var om hendes overarme, spændte hun dem, så man kunne mærke hendes muskler, som man ikke kunne se. Hun havde ikke særlige store muskler, hun vidste bare hvordan hun skulle gøre.
Drengens stemme var der igen, hun blev underligt nok mere gal. Hendes hænder var nu på hans albuer og klar til bare at trykke en anelse, før han så ville gå under, da det var et trykpunkt.
Hun skulede ind i hans øjne. De blide grønne øjne. Hendes var mørke og dybe. Hun fik nemlig at vide at hun havde arvet hendes fars øjne, og hendes mor beskrev dem altid sådan.
Hun skulle lige til at trykke, da hun blev kysset. Hendes øjne spærrede op som blev de tvunget. Nogle ville sige, at hendes øjne næsten ville poppe ud.
Han havde været heldig, da han hurtig gik, for hendes ben var havnet direkte oppe i luften næsten lige som han var kommet ud fra rækkevide.
”Hvad fuck laver du?” banede hun af ham højt og snerrende. Hun skulle til at råbe op hvad han lige havde gjort, men en lærer kom forbi, og hun skyndte sig hurtigt ind i mellem en lille flok andre piger som var foran læreren og var fra hendes kollegium. De fortsatte til deres time. Da pigerne og lærern var gået ind af en dør hoppede hun hurtig hen til ham, og lagde hurtigt hånden på hans skulder og drejede ham om.

Han var løbet til time, og lignede en agtig dreng, han kunne enlig godt lide sine timer. Hun satte sig over til ham og spurgte om noget "det ved jeg ikkr selv, lad mig så være".
Han prøvede at følge for en gangs skyld.
Remus notret ned, og kløede sig i håret. "hvorfor sidder du enlig her?" han retteg hovedet mod hende "nå ja... Jeg er Remus Watson, hvad med dig?" han var venlig mod hende efter det kys sært.

Sorty skriver ovet mobil...

”Næ!” snerrede hun hårdt. Lige glad med at hun stod op midt i sin time, og skældte en 'klassekammerat' ud. ”Sådan noget kan du sgu da ikke bare gøre!” Hun så truende på ham. Hende blik var som vaccinenåle der borrede sig ind i ens hud over det hele. ”Fortæl mig det!” nærmest råbte hun, en lærer ville blot sige at hun hævede stemmen ret så meget, ”Hvorfor?” hun satte hænderne hårdt i bordet.
”Jeg har time... Med dig,” snerrede hun, som om det var det værste i verden.
Næsten lige efter at han havde præsenteret sig, var der en lærer der prikkede hende på skuldren med sin tryllestav.
”Miss. Johnson, sæt Dem ned!”
Abigail drejede sit hoved og så over på lærerinden. Hendes humør var ikke særlig roligt. Nærmere halvt oppe i det røde felt.
Hun vendte resten af sin krop om mod læreren. ”Sådan skal du kræftedme ikke tale til mig!” skreg hun ind i lærerens hoved. ”Du skal ikke hunse rundt med mig, som om jeg var din rotte fra en eller anden butik,” fortsatte hun skrigende. Hvis der ikke var nogen der stoppede hende, ville de aldrig komme ordenligt i gang med timen.
Abigail vidste at hende straf forblev lige hård, uanset hvor mange ting hun gjorde på en gang.
”Hav dog lidt respekt!” svarede lærerinden igen, med sit citronsure udtryk i den rynkede hud.
”Vel gider jeg ej vise respekt for sådan en gammel kælling!” skreg hun, og hendes hoved var blevet helt rødt og varmt

Hendes skrigerig forstyrrede hele klassens time,. Men Remus lod som ingen ting, lige indtil læreren kom vidste han at han måtte gøre noget. Hun forsatte i ok lang tid, "sæt dig," sagde han ind i hendes råben.
Han kørte hånden gemmen håret og sukkede. Så slog han hånden i bordet. "Abi sæt dig!!!!" skreg han.
Han tog hende om armen og rav hende ned "Holder du kæft nu, forklare jeg ALT er du med!?" han så vredt på hende og holdte hårdt fast i hendes arm, med neglene bordet ind i hendes arm.
"gå du bare professore Syvian"(professorens navn er Andylina Syvian). Da Remus havde sagt det gik hun tilbage til travlen og kiggede stregt på Remus, "herrer Watson, bagefter viser du din veninde ned på mit kontor med dig selv, forstået" sagde hun og forsat timen.

Abigail havde overhørt Remus´ første ordre og skreg videre ind i lærerinden. Da Remus så slog hånden i bordet, var der kun en meget mikroskopisk del af hedes opmærksomhed, som blev opfanget af det. Dog, da han råbte 'Abi' vendte hun sig om og stirrede på ham med truende øjne, ”Du skal i hvert fald IKKE kalde mig noget jeg ikke hedder!” skreg hun af ham. Da han tog fat i hans arm spændte hun sig fast, da han prøvede at hive hende ned stod hun fast. Han skulle ikke bestemme over hende. Hun havde sine egne meninger og beslutninger. Basta!
Da han råbte af hende igen, stirrede hun op ham med et endnu ondere blik.
”Du kan ikke tvinge mig! Jeg får det alligevel ud af dig!” skreg hun videre. Hun kunne mærke hans negle, men koncertrede sig ikke om det. Desuden, plejer drenge ikke at have nogle særlige truende negle, i forhold til pigerne.
Da Remus også fik 'skideballe' kunne Abigail ikke lade være med at grine hånligt. Ude af stand til at stå op, dumpede hun ned på sædet ved siden af ham.

Hun var umulig at få ned at side, men hans skideballe var det der skullle til. Han gav hende så et dask i hovedet og gik ud af lokalet med slam! Professoren vendte sig om og så hen på frøken Johnson "Hvor gik hr. Watson hen frøken Johnson?" sagde professor Syvian vredt "du sætter dig her op frøken Johnson! Og når timen er slut fortæller du mig hvad der er sket, derefter finder du herrer Watson og kommer ned på mit kontor. Og sener i aften ned til rektor og få den straf i har bedt om, forstået?" hun lød mindre vred nu.
Remus gik på gangen og holdt den ene hånd til hovedet og var lidt oppe at køre, men han faldt hurtigt til ro oggik hen til en bænk, der satte han sig og stirrede ned i jorden... Han tænkte vel lidt over Abi?? Og måske ikke..

Abigail stoppede med at grine da hun fik et dask i hovedet. Han var heldig at han var fået før hun havde rejst sig og fjernet hans boller.
Hun kiggede hen på læreren igen, ”Det ved jeg sgu ikke,” hun smilede bredt til læreren
”NÆ!” skreg hun endnu en gang og hoppede op fra sit sæde og løb hurtigt ud af døren. Lærerinden stirrede bare på hende, som var det hendes elskede samling af klistermærker der lige var blevet brændt.
”Sikkert!” skreg hun til sidst og smækkede døren i efter sig. Man kunne høre alle de ukoncentrerede børn begynde at grine, så man skulle tro de var ved at dø.
Abigail kiggede sig rundt opmærksomt, men med en vis rolighed over sig.
”Remus!” råbte hun og begyndte at løbe lidt rundt indtil hun fandt ham sidde på en bænk. Hun stoppede sin løben og smilede skævt. ”Hey Remus! Er du okay?” råbte hun til ham og begyndte at løbe over til ham igen.
Hun stoppede brat op ved bænken på en nuttet og kær måde. Hun satte sig ned ved siden af ham.
”Hey, du overlever!” sagde hun kækt og puffede ham let til skuldren.

Hendes trin kom hen ad gangen "Styr dig..du har jo løst til at dræbe mig for det.." han så på hende med et provokeret blik..."Hvis du ville vide det, så hader min far at jeg er som jeg er... Han er en mand med respekt og stolthed.. Men jeg skuffer ham gang på gang..."han rettet blikket ned...
"Det er derfor jeg tog noter og prøvede at få dig til at holde kæft...undskyld..." han så ned til siden og sukkede.. "kan du tilgive mig?" han lød virkelig fustrede over det....
En vejleder kom forbi og så hen på dem uden at sige noget... Han lod som ingen ting og skrev heller ikke noget ned..
"Jeg kyssede dig fordi... Du var eller er så betagende at se på..jeg fik bare løst..." sagde han lidt gladere med et svagt smil.

”Arh... Jeg river bare dine kugler af, ikke andet,” grinede hun blidt. Da han begyndte at fortælle om hans far fik hun et tænkende udtryk med en truttet mund. ”Tjoeh... Hans mening betyder da ingen ting,” prøvede hun at opmuntre ham. Hun havde når folk blev kede af det, når hun ikke havde gjort noget særligt, ”Det er jo hvad andre syntes om dig,” tilføjede hun og smilede bredt, ”Så selvfølgelig kan jeg tilgive dig,” svarede hun med et blidt smil.
Da en vejleder kom forbi, var det som om at hun ikke så dem. Hvis det havde været kællingen fra før eller den pinke kælling, ville de være revet fra hinanden.
Hun kiggede ned i sit skød, ”Emh... Tak..” mumlede hun og begyndte at rødme, ”Det... Det er der aldrig nogen der har sagt til mig før,” tilføjede hun og kiggede væk fra ham i mens hendes ene hånd kørte op og kløede hende i nakken. Hun kom i tanke om noget.
”Men bare fordi, du er den eneste der har sagt det, betyder det ikke du slipper for din straf,” grinede hun hånligt og rejste sig op. Der skulle ikke begynde et eller andet lige nu, ikke nu hvor de begge enlig skulle sidde oppe ved katederet og vente.
”Kom her!” sagde hun udfordrende og med et ondskabsfuldt blik.

Hendes blide ord fik et smil frem på hans læber, han ville da tage det som med blide ord, han var ikke sikker. Han vendte så blikket på hende og trak på smilebåndet "Er det ikke straf at være alene med dig?" sagde han så drilsk "selvom... Jeg nyder dit selskab utroligt godt...og perfekrt alene... Hvis vi tæller vejlederen fra..." han så lidt fjovet til siden med et fjovet smil.
hun rejste sig op og hans blik fulgte med "hvad skla vi?" spurgte han så "du vil vel ikke spytte på mig igen??" sagde han drilsk. Han rejste sig op og kløede sig selv i håret som om han var genert.

Hun skulede kort til ham, ”Dit selvskab er da lige så fedt som mit er,” grinede hun og smilede bredt.
”Det vi skal, er at fortsætte hvor vi kom fra,” svarede hun ham ondskabsfuldt, ”Du maste mig op af en væg,” snerrede hun, ”Og nu skal du have betalt,” fortsatte hun, denne gang truende. Hun stod med afstand til ham og løftede sine hænder op til hinanden, og som i en klassisk tegnefilm, knækkede hun sine fingre hårdt og højt.
”Det gør ikke så ondt,”-”på mig,” hun grinede og nærmede sig ham mere.

//Jeg svarer nogenlunde din længde <.<//

Han smilte mens han bed sig i læberne, men da han fik af vide hvad straffen var for han op trak sig væk "nejnejnej! Så heller Dolora straffene! Selvom hun skrammer mig..." sagde han flovt og kiggede ned, gik tilbage men stød på væggen "er det ikke nok jeg skal se på vores lærere?!" skreg han bange, selvom han bare spillede bange. Han var endelig ikke bange for hende, han ville bare trakke tiden ud og slippe for timen med Syvian. "Slår mig ikke! Så heller..ehm..." han sat tænkerne igang "voldtag mig!" skreg han griende og faldt sammen af grin.

//Jajajajaja! XD lange svar er lige så gode som korte. :3//

”Er du sikker på du vil der ned?” spurgte hun med et sprælsk grin på læberne.
”Næææ...” mumlede hun og så sig tænkende op i loftet. Hun nærmede sig ham stadig indtil han sagde hun ikke måtte slå ham. Hun smilede o ventede på hvad han syntes hun ellers måtte. Voldtage ham? Hah! Det ville da være for nemt!
Hun småfnisede og kiggede så op på ham igen, ”Du ber' selv om det,” svarede hun ham med en streng og seriøst tone. Hun greb hurtigt og hårdt ud efter hans håndled og løb mod sit kollegium.
Enlig, så havde hun heller ikke noget imod at skulle gøre det...

Den nye lærer, som hørte til at holde styr på Gryffindore, var blivet sendt ud til at få styr på noget larm fra gange. Han var høj, brunhåret med blå øjne, han var omkring de 25 år, selvom han så yngre ud. Han var ikke van til at skælde børn ud, han hadet selv at se børns vrede udtryk i ansigtet, hvor han kunne se hvor ligeglade de virkelig var med det, men han aldrig troet han selv skulle gøre det. Han tog en dyb indåndning. Og gik hen ad gangen mod Hufflepuff hvor en pige trak i en dreng. Han havde endelig hørt om dem før "Abigail Johnson! Stop omgånene med det, og gå venligs med mig, ned på mit kontor. Og du med Remus Watson" sagde han og lagde armene over kors, og så hen på dem, han havde noget mere eller mindre normalt tøj på, men stadig så han så professor agtig ud.
Han så hen på dem med et varesomt blik, men en vred mine som udtryk, selvom han ikke ar spor vred!

- Vi forsætter under "Kontor" d: