To ynglinds profe. Kent&O'Connor

S: Quidditch Banen.
T: 14:15
O: Folk på tilskuer pladserne.
V: En let brise.

Den tidligere Hogwarts elev Dian Wesley fik somme tider at være på Hogwarts Quidditch bane for at træne i hurtigthed og styrke. Nuvel hans kost var gammel, han havde haft den siden sit 4 år på skolen, og det var dog 3 år siden sådan cirka. Han havde normalt tøj på, men dog havde han en taske over skulderen, i den log der hans sager til sener, for der skulle han på arbejde hos Weasley wizard wheezes'en. Han havde nogle beskyttelse briller på som sad ind til hoveder. Han fløj opad mod himlen, for han ville træne sin hurtigthed til at undvige jorden.
Han stoppede godt 100meter over jorden, og kiggede ned, himlen var skyfri, men en let brise var der dog stadig. Da han begyndte at drykke begyndte han at tænke: Bare Rendor og Lando kom og så det, og måske kunne Lando give mig et tip og Rendor ville sikkert kunne komme med en kommentar eller spørger til hans frø Bims, som sjovt nok også var i tasken.

Alexander gik ned imod Q-banen. Han var blevet muggen da Fred og George havde proppet næseblodsnougat i han's ingefærøl. Straks så han forbavset på Dian og råbte. "Dian du ved godt at du skulle ha været til time ikke?!"

//Ehm... Fred er dø, og George er omkring de 30-40 år i denne tid, så de kan ikke have gjort det..Og Dian ER GÅET ud af skolen, han arbejder jo i Georges butik?//

Ja men du må jo ikke gå på skolen? Hvis du ikke er Elev/Lærer/Vejleder

Sig mig, har du overhovedet læst det jeg skrev?
Lad mig vise dig hvad der stå: Den tidligere Hogwarts elev Dian Wesley fik somme tider at være på Hogwarts Quidditch bane for at træne i hurtigthed og styrke.

Daphney sad på tribunen. Hun smilte da hun så på Dian, han var mega lækker. Hun sad og læste en bog og så hvor god han var til at flyve. Hun var fra Irland og mon han kunne lide sådan en Irsk tøs som hende?.

Det var i sandhed en vidunderlig dag at tage en spadseretur i, hvis ellers det var hvad man foretog sig. Sagen var dog en helt anden for Professor Rendor Kent. Som professor i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, samt hans rolle som ansvarlig for Hogwart's vildtliv og dyr, var der sjældent tid til en pause. Ved indgangen til den store Quidditch-bane løb Professor Kent ind. han jagtede en lille gavtyv, en Wiggentræånd ved navn Bølle, som havde fuldt ham rundt og gjort undervisningen, såvel som hans hverdag lidt mere irritabel i al den tid han havde været professor. Bølle var slet ikke ret stor, på størrelse med en menneskelig hånd, så den gik egentlig kun Rendor til anklen... men den var hurtig og svær at kontrollere så snart den var på fri fod.
Derfor løb Rendor med bøjede knæ og kroppen bukket forover. Det var sikkert et meget underholdende syn, da Professor Kent var meget større end så mange andre. Han var en stor skotte. Han bar hans læreruniform, dog i lidt anderledes farver, og meget mere praktisk. Den bestod af en tyk og lang, brun kåbe der var slidt og havde revner, og en lædervest indenunder. han havde endnu ikke lagt mærke til hvad der foregik på selve banen og i luften, men jagtede blot Bølle lige under tilskuerpladserne.

Da Dian var halvvejs nede opdagede han en hurtigt en mand der var bukket forover og løb efter noget, det tog det meste af hans kontenkration, da han rettet blikket frem ad eller nedad var han nær jorden. "FUUUCK!" lød det fra ham, men han nåede da lige at rette kosten op inden han ramte jorden, han fløje lidt hen over tilskuer pladserne og så en Ravenclaw pige, han anede ikke hvem det var, men han opdagede da at hun kiggede lidt på ham, han smilte svagt til hende og fløj om bag tilskuer pladserne hvor Rendor var, Dian fløj ind mellem alle stølberne og fløj forsikigt "Professor Kent? Hvad laver De dog?" lød det fra ham med en smule latte i tonen. Han havde ikke set Bølle, så han vidste ikke hvad hans tidligere professor løb efter.

Han var ikke den store fan af Quidditch, men fulgte dog med i kampene på skolen. Sjovt nok behøvede han ikke en kost til at flyve lidt, hvilket mange af hans dyr kunne hjælpe ham med. Den store facade af banen lagde en skygge over hvor Professor Kent løb, og Bølle var derved meget sværere at få øje på. Han genkendte en stemme idet han stod foran Bølle med begge arme ud til siderne. Stemmen var velkendt, men han kiggede ikke efter dens udspring, så han gik blot ud fra at det var et af hans elever. Bølle stod med ryggen imod facaden og kiggede til siderne. Bølle havde som altid stjålet Professor Kents pibe, en pibe der var næsten lige så stor som den lille Wiggentræånd selv. "Oh, intet specielt! Ingen grund til panik. Jeg skal bare lige fange..." sagde han højt nok til at vedkommende kunne høre ham, men stadig imens han blik var fæstnet på Bølle. I det sidste ord satte han af fra jorden, og sprang ud efter Bølle. Men den lille bandit formåede at undslippe. Professor Kent lo med hans dybe stemme, og rejste sig op. Det var på tide at stoppe den lille leg, så han kunne få hans pibe igen og få styr på Bølle inden han forsvandt helt. Rendor trak sin tryllestav frem og pegede den imod Bølle. "Confundo.." sagde han roligt, og pludselig begyndte Bølle at vakle lidt, helt fortumlet og ude af stand til at løbe nogen steder. Rendor smilte tilfreds og gik så hen og tog hans pibe ud af den lille fyrs hænder. Han tog også fat på bølle, og puttede ham i kåbens brystlomme, så han ikke rendt nogen steder. Rendor kiggede op i hans søgen efter den person som havde talt til ham tidligere. Hvem mon det kunne have været.

Han så sin professor lege fangeleg med et lille dyr, og det var komisk, at det fik Dian til at grine. Han fløj lidt hen over hovedet på Rendor. Han så det hele ske, og det var spændene og sjovt for hans vedkommen, for nu vidste han hvad han var ude efter.
Da professor Kent havde fanget Bølle, kiggede han vidst rundt efter ham. Dian fløj hurtigt ud gemmen alle hullerne, og hoppede af kosten. Men kosten i venstre hånd og den anden hånd i lommen, stod han og smilede af professsoren. "Bøh professor, jeg så hvor dygtig du er blivet til at fange Bølle, men hvad var det for en besværgelse du brugte?" spurgte han nysgerrit uden for pælene med et skævt hoved.
"O'! Jeg har fået arbejde for hr. Weasley der ejer Weasleys' Wizard Wheezes... Ved ikke o du kender ham. Men han fortalt mig om sine unge dage her forleden, den gang han var med til at hjælpe en hr. Potter med at vinde over.." ja, hvad fanden hed han nu, stod Dian og tænkte "Tom Riddle/TomGåde!" sagde han i en fart og stod med en peget pegefinger lige frem. De lærte ikke om den gang I deres slags 'historie' timer, for de havde aldrig fået lov til at høre om det nemlig!

Wiggentræånder var altid svære at fange, og man skulle især passe på at fange dem hvis de hang på deres træ. Men de var meget specielle. Ikke engang dræber-besværgelsen kunne slå dem ihjel, da de på magisk vis var forudbestemt til at dø ved deres egne hånd. Så de kunne især blive nogle livslange venner, hvis man var så heldig. Imens han kiggede op og rundt omkring efter stemmens oprindelse, puttede han tobak i piben. Det gav et let sæt i ham da en stemme pludselig kunne høres bag ham, og med et bredt smil vendte han sig om. Det var Dian! "Dian Weasley!" sagde han muntert, oprigtigt glad for at se ham igen. Det var jo ikke ret lang tid siden han havde opdaget han ikke mødte op til hans timer. Og da han fandt ud af at Dian var gået ud af skolen, syntes han nu det var en synd og en skam. Han puttede sin tryllestav tilbage i inderlommen. "Det var en confundus-besværgelse... yderst handy når det kommer til magiske dyr og væsner." forklarede han hurtigt og nikkede for sig selv. Han tændte op i tobakken, og sugede i piben et par gange imens han lyttede til hvad Dian fortalte om. Men da han begyndte at fortælle om noget han ikke burde vide, rynkede han skeptisk hans ene øjenbryn og tog piben ud af munden. "Hr. Weasley har en alt for stor mund. Det er ikke noget du burde vide i din alder, Dian." sagde han rimelig alvorligt. Men alligevel ikke, så helt alvorlig var han ikke i stand til at være.

Dian fik et kæmpte smil da Rando sagde hans navn af glæde, og han lagde dog mærke til hvordan han lyttede, og især til sidst med hvad hr. Weasley havde sagt. Dian rynkede brynene sammen, og stod med åbne mund. Det undre ham at han vidste noget, han ikke burde vide noget om. Hans prupiler blev små over det. "Mener De det professor? Kendte de da Georg... Hr. Weasley? Han er jo lidt eller noget ældre end Dem, alligevel?" spurgte han forvirret. Han rettet så bare blikket ned. "Var han så også for stormundet da han sagde han mistede sin tvilling i kampen, Professor?" lødt det lavt fra Dian, og nok lidt ubetænksomt at sige. Han lukkede munden sammen og rettet blikket op på professoren. Han ventede lidt på et svar, da han selv mente lidt at de burde kende sandheden og historien.

Daphney sukkede og læste videre. Tænk han bare ignorerede hende fuldstændigt.

En mand kom gående på fra porten ved Hogwarts, han havde en kost over skulderen
Man kunne tydeligt se at han hverken var elev eller vejleder, næ, han var nemlig den nye professor i flyvning Lando O'Connor.
Han var iført en standard sort kappe og et jakkesæt lignende inden under, han lignede bare generelt en ultra kedelig og tør lærer. Lando gik imellem de få elever der var på vej til Quidditch Banen, nogle af eleverne stoppede ligefrem og så måbende til da deres idol kom gående forbi, hvis man ikke var interesseret i quidditch ville man ikke have en chance for at vide hvem han var, men hvis man gjorde ville man se det lige med det sammen.
Over hans skulder havde han sin gamle kost som han havde brugt i sine 6 år som quidditch-spiller, dels for det irske landshold og for Kenmare Kestrels. Grunden til at han var gået ned til Quidditch Banen var at han havde set en person flyve omkring 100 meter oppe i luften, han havde iagttaget det fra sit værelse i det højeste tårn på hogwarts. Hvilket havde fået ham til at savne suset af at falde frit mens man stod oven på kosten.
Som Lando kom tættere og tættere på Quidditch Banen, opdagede Lando at personen på kosten ikke var helt alene, det så ud som om to af hans kollager også var der. Gad vide hvad der var sket.
"Rendor? Tør man spørge hvad der foregår siden der er 2 lærere, en vejleder og en ellers fremmed person på min elskede Quidditch Banen" sagde Lando og lagde kosten på jorden, han stod nu kun 2 meter fra Rendor.
Lando så rundt, drengen/manden på kosten følte sig da klart hjemme på en kost og så da helt klart ud til at nyde det, dog var det en amatør fejl, men selvfølgelig det skulle der jo også plads til.
Lando samlede sin kost op og satte sin ene fod på den, han overvejede stærkt at vise amatøren hvordan en rigtig quidditch-spiller gjorde det.

Lando havde kun lige nået at have Dian i tre månede. Dian hørte en snakke noget fra sig ogg nær til Rendor. Han sagde noget med en fremmede, huh? Lød det fra Dian, han vendte blikket hen mod manden der snakkede til professor Kent. Gud, det var jo Lando O'Connor! Dian fik et kæmpe smil på læberne. Og hoppede af kosten. "Professor O'Connor! Kan du huske mig?" sagde han glad og smilende.
Dian løb-gik hen til Lando og stoppede bragt op da han stod lige for han.
"Hvad bringer Dem her ud?" lød det fra ham, hans smil var næsten væk nu. For han kunne mærke noget lande på hans skulder. Det var han lille frø Bims. "Kvæk" lød det var den, Dian rettet blikket på den og smilede "Amen Bims altså..." sagde han lavt og tog med den frie hånd om han(Bims).
Han lagde ham ned i lommen og så igen på Lando.
Dian kom så i tanke om det Rendor sagde med hr. Weasley havde en for stor en mund, og hans blik faldt så samt med han rynkede brynene sammen. Skulle han spørger en flyvelærer om sådan noget historie? Dians greb om kosten blev strammet ind ved tanken om det. "Hm..."

Da personen kom tættere på gik det op for Lando hvem det var.
"Lad mig nu se..." sagde Lando og kiggede på Dian fra top til tå. ".. Dumdristig, dog loyal, laver det en hver quidditch-spiller ville mene var en amatør fejl....... Kan det være Dian Wesley, tidligere Hufflepuff elev?" sagde Lando, han havde godt regnet ud at det var ham, Lando kunne dog ikke lade vær med at kommenterer hans lille stunt der nær var gået galt. Lando rakte ham hånden som en velkommende gestus.
"Hvad bringer mig her ud? Kan det mon være en der har det sjovt på en kost uden Lando O'Connor, tør man spørge hvad bringer Dem Hr.Wesley til min ydmyg Quidditch Bane?" sagde Lando og grinte, han gik lidt væk fra Rendor hvor efter han smed sin kappe og satte sig op på sin kost.
"Såååååå, skal vi snakke om dyr mm. med vores ærede professor Kent, eller skal vi morer os med den åh så charmerende og sjove professor O'Connor" sagde Lando før han satte af og fløj op til den midterste målstolpe.
Uhh det føltes godt at være tilbage på en kost, bare se ned og bemærke hvor små menneskerne bliver, mærke vinden i håret og sidst en ikke mindst farten, farten afgjorde alt, især i en quidditch-kamp, fløj man for hurtigt ville man ikke kunne følge med, fløj man for langsomt og chancen for at blive ramt af en af de to smashere langt større.
"Hva skal vi kede os eller have det sjovt!?" råbte Lando oppe fra målet, selvom han var en lærer forstod han stadig at have det sjovt, selvom Nidkjær sikkert havde en anden mening om hvordan en lærer skulle være og opfører sig.

Lando gik i gang med at beskrive Dian og han hævede det ene bryn, da han nævnte amatørfejl fik han åbne mund, "Amatør? Jeg mistede koncentartion!" røg det ud af ham. Han var blivet lidt momset over det. Men dog nikkede han til at han var Dian Wesley.
Da professoren spurgte om de skulle snakke med professor Kent eller have det sjovt. "Jo, selvom jeg snakkede med Rendor så... Hvorfor ikke, det jo ikke hver dag du spørger!" sagde han glad og smed tasken, Dian satte sig op på sin kost og satte af, han fløj hen og tog en smasher. "Hvad tror du selv!!"råbte Dian igen.
Han fløj op så han var lige til målringene bare noget fra, han kastede smasheren op og drjede en helt cirkel rundt, for at få fart på til at spargte til smasheren mod den ring der var fri. Da han kom den cirkel rundt og smasheren var i fodhøjte sparkede han den mod det tomme felt.
"Der er noget jeg vil spørger dig om professor!" råbte han så da han havde losset den af sted.

//Dian chek dit første emne/Det jeg er med i//

//Dette er mit første emne, og det ved jeg godt?//

//Jeg går ud fra du mener en tromler, for en smasher er dem der flyver selv og vil slå folk af kosten //

"Mistede koncetrationen det kan alle sige" mumlede Lando, og så til mens Dian kasyede bolden op i luften og sparkede til den. Han mente det ikke som en hån eller noget Lando kunne nogle godt bare ende med at lyde en smule bedre vidende, han havde jo trods alt brugt 6 år i quidditch-branchen.
Bolden fløj hurtigt og hårdt mod målet, Lando måtte tænke hurtigt, hvis han altså ikke skulle tabe ansigt foran en kollega og en tidligere elev.
På grund af hans hurtige reflekser fik Lando ret hurtigt grebet i tromleren, eller ret hurtigt, han ende med at hænge med hovedet ned af, da han var for højt oppe til at gribe den normalt.
Lando fik svinget overkroppen tilbage ind over kosten og fløj over ved siden af Dian.
"Det er vist din bold..." sagde Lando og gav ham bolden før han forsatte igen. "Imponerende Dian, det er længe siden at jeg har mærket sådan en kraft i et spark, træn, træn og atter træn så vil du med garanti ende op på en af de større hold" sagde han og klappede ham anderkendende på skulderen, det var helt klart imponerende gjort af Dian, det var en sjældenhed at nogen næsten scorede på Lando.
Han havde godt hørt om sige noget med 'spørge om noget', hvilket Lando jo var nødt til at svare på.
"Hvad skal du spørge om? Råd eller noget helt tredje?" sagde Lando og lænede sig fremad på kosten, ikke for at kosten skulle gasse op, men bare for at sidde mere behageligt.

//Ja! Havde glemt hvad det hed… I://

Dian fuldte tromleren med øjnene, for at se om Quidditch mesteren kunne redde den. Dian havde bare store øjne, for det så næsten ud som om han ikke ville kunne nå at reddde den. Dian sank en klump, og blikkede en masse gang, og lige i det hans sidste blink var færdig havde O’connor reddet bolden. Dian trak på smile båndet og tænkte: pokkers!
Lando kom over til ham med tromleren. ”Tak professor, jeg har jo haft den bedste træner,” svarede han til det første, men da han sagde at han kunne komme på et større hold retter Dian blikket overrasket op på ham. ”Du laver ikke sjov med mig, vel? For det er min drøm, og især at komme på det samme hold som du spillede for,” sagde han så.
Han fik et skulder klap og smilede lidt. ”Professor Kent, sagde noget med at hr. Weasley har en for stor mund.. for han fortalte mig om den gang der var krig i vores verden, og hvordan han kendte heltene i kampen,” Sagde han lavt og ikke færdig gjort. ”Hvis man fortæller om dengang, er man så stormundet, når man tænker på at vi ikke lærer om det? Om hvordan Tom Riddle/Tom Gåde gjorde, hvor hvordan Harry vandt kampen mod ham?” Dian lænede sig tilbage på kosten, og så ud til at side afslappet. Han ved godt det var noget af en mundfuld, men stadig, det var noget der undre ham.

Lando smilede da han så på Dians reaktion.
"Her er et lille hint, de først 2 år af min 7 årige karriere brugte jeg som målmand på engelske hold Pride of Portree" grinte Lando og klappede ham på skulderen.
Da Dian kom ind på netop det emne, forsvandt Landos smil totalt. Selv Lando have lidt tab under disse kampe, han var ikke selv gammel nok til at have deltaget under kampene, men han havde dog mistet en del nære venner og familie medlemmer.
"Det er et meget følsomt emne Hr.Wesley, mange har kendt folk der har mistet livet i kampen mod Vol... Ham...." sagde Lando, selve navnet fik stadig hårene til at rejse sig, "Lad mig gætte, du ville ikke spørge Rendor?" Sagde Lando, han forstod godt hvorfor Rendor ikke ville gøre det, det var også i mod Lando at sige det, men hvis ingen fortalte Dian det, så ville han aldrig finde ud af det.
Lando selv havde mistet mange ældre venner i kampene op til og under kampen mod Voldemort, da han selv var halvblods, havde mange af hans muggle venner der gik på skolen, mødt en af Voldemorts dødsgardister, hvilket gjorde det hårdt for ham at tale om netop det her emne.
"Dian, her er et godt råd, 'Det handler ikke om at lærer om fortiden, men om hvad vi har lært af fortiden' det vigtigste du skal lærer om er at, så længe der er håb, så kan ingen knuse dig" sagde Lando og så på ham med et lettere falsk smil.
"Men fortæl mig, hvorfor plager dit unge sind dig om Vol..... Ham, det er jo ikke fordi at der længere er krig, selvfølgelig er der stadig folk der mener at muggler og halvbolds burde afskaffes så det kun var fuldblods der kunne gå på skolen, men ikke så mange, så forklar mig, hvem og hvad har plantet denne tvivl i dit unge hovedet?" sagde Lando, det bekymrede ham at en så ung talte om Voldemort, og kampene.
Lando havde hørt om kampene, og hvor umenneskeligt de var, om hvordan Voldemorts tilhængere bare brugte de 3 utilgivelige besværgelser som om de var ingen ting, Lando havde haft mareridt om hvordan det ville ske igen.

Det første Lando sagde viste Dian godt, han havde lavet lidt undersøgelse. ”Ja.. Det er desværre ikke noget hint, jeg har tjekket alle de klubber du spillede for før..” sagde han med et lille smil.
Han lå mærke til Landos smil forsvandt da han begyndte at snakke om det. ”George fortalt godt at der var mange der døde.. med og han sagde hvordan hans bror døde.. Og hvordan han følte med det…” han tav lidt. ”Jeg kender ikke alt til den ikke muggler verden.. Jeg muggler.. Jeg kender ikke til det ved at se en krig om det gode eller det onde professor..” hans vejrtrækning blev dybere og hurtigere. ”Voldemort.. kaldte I han ikke?” spurgte Dian så.
”Nej.. Han mener hr. Weasley var for stor i munden, da han fortalte mig det.. Men jeg spurgte selv hvad der var sket med hans bror.. Fred hed han vidst nok..” sagde han.
Dian lyttede til hans råd. ”Hvad har vi lært om fortiden? At slytherin eleverne er dem der bliver magt gale og dræber muggler?” sagde Dian igen.
Han vendte blikket ned ad, ja hvorfor plaget det ham så meget. ”Var der dødsgardister i mugglerverden for at dræbe muggler med dør der kom på Hogwarts?” sprugte han så. Han fik jo af vide hans mor døde i en bilulykke med hans far som overlevet. Måske kunne O’Connor kommer med et svar nu? Men lige meget hvad, ville Dian hade sin far.

Lando kiggede på Dian, han bekrymede om ting, som en på hans alder ikke burde have overvejet.
"Hr. Wesley, du tænker over tingene, hvilket er godt, men hvis det bliver til en vane kan det blive en dårlig vane, nogle gange er det værd at vide hvornår du skal tænke meget på tingene og hvornår man skal lade vær'" sagde Lando og klappde ham på skulderen.
Lando ville gøre alt for at undgå denne samtale, da han selv var halvblods og havde følt Voldemorts had til mugglere ret så tæt.
"Det vi har lært er, at så længe du har dine venner i ryggen så kan man overkomme alle forhindringer" sagde Lando og fløj ned mod jorden, han burde måske forklare ham at bare fordi man var slytherin elev var man nødvendigvis ikke et ondt menneske.

//sorry længden! :P//

Dian flugte Lando med blikket, og trak lidt på smile båndet da han klappede ham på skulderen. "Javel professor O'Connor.." sagde han lidt lavt, men trofast. Et råd fra Lando var som at be en bøn til Gud, ment Dian.
"Mine venner?" sagde Dian så og vendte blikket ned. Tanken om det, mindede ham om den gang han også var bedstevenner med Kashmir, fra Slyhterin. "Men professor? Hvad hvis ens bedsteven har afviser en, fordi man gik ud af skolen før tid?" spurgte Dian dumt og forvirret. Han fløj efter O'Connor, og så stadig forvirret ud.
"Altså, Hr. Johantan fra Slytherin, var jo min bedsteven, men ja... Ikke længere.." sagde han så lavmælt.

//Selv undskyld! c: //