Den triste dag

S: Kulkende Huldas Toilet
T: 12:32
O: Ingen andre.. ):
V: Regn med lyn

Unde på gangen kunne man høre en let hulken, det var bare ikke Huldas hulken, det var den lille pige Rosie. Hun var blivet holdt uden for, igen igen. Hun sad ude på en af kummerne, og sad på huk, hun holdte om sine egen ben som var hun havde trykket ind til sig selv, hun var løbet fra timen i flyning, så hun regnede med at Professor O'Conner ville komme til hende. Hun græd forfærdeligt meget.
Hun havde lagt hovedet på knæene så hulken var lidt mindre ude på gange.

Alexander hørte end hulken. Men ikke Hulda's hulken, han gik ind på toilettet og så på Rosie. "Frøken.Emmaheart hvad er der dog galt?" Spurgte han og satte sig på hug.

Rosie tørte sine øjne og løftede hovedet, så så hun en anden lærer. "Professor..?" hun vidste ikke hvem det var, for hun havde ikke det fag han lærte i. "Jeg...." hun kunne ikke sige det, for hun brød igen ud i grød. Hun lagde igen hovedet ned og græd

- Logger.. Skal se tv med min kusine. :33

Alexander smilte ikke. "Det er okay Rosie"

En mand kom gående på gangen ved Hulkende huldas toilet.
Man kunne tydeligt se at han hverken var elev eller vejleder, næ, han var nemlig den nye professor i flyvning Lando O'Connor.
Han var iført en standard sort kappe og et jakkesæt lignende inden under, han lignede bare generelt en ultra kedelig og tør lærer. Lando gik imellem de få elever der gik på gangen, nogle af eleverne stoppede ligefrem og så måbende til da deres idol kom gående forbi, hvis man ikke var interesseret i quidditch ville man ikke have en chance for at vide hvem han var, men hvis man gjorde ville man se det lige med det sammen.
Da han kom til døren ved HHT stoppede han, der kunne høres stemmer. Stemmerne lød ikke som Hulda, så det måtte være levende mennesker. Ved nærmere lytning kunne Lando klart hører at den ene stemme var fra hans kollega og den anden måtte være fra en elev.
Lando besluttede sig for at gå ind, med det samme da han trådte ind gav hans sko genlyd fra de hårde fliser.
Den anden elev, var lille Rosie Emmaheart som var gået fra hans time i flyvning.
"Professor, jeg tror jeg tager over herfra, det er trods alt min elev" sagde Lando og klappede Alexander på skulderen som et tegn på 'I've got this'

Alexander så op på Lando. "Naturligvis", Alexander rejsede sig op. Og så gik han væk. Han så på både Rosie og Lando

En anden lærer kom ind på HHT, men Rosie løftede ikke hovedet, selvom hun gerne vil se hvem det var tur hun ikke. Da personen snakkede, kiggede hun op, professor O'Connor stod der nu. Hun rynkede brynen sammen og så på ham. "Jeg komm-kommer ikke me-med dig tilbag-bage!" skreg hun, men kunne se hvor tårrene var løbet ned ad kinderne på hende. Hendes øjne var også røde af grøden.
Hun vendte hovedet væk fra O'Connor og så i væggen, så han så hendes ansigt fra siden af. "De..gri-griner ad m-ad mig.." sagde hun så lavt og stammene.

Alexander så ned på den stammende, grædene og hulkende pige. Han smilte ik men sagde bare. "Rosie jeg blev tit mobbet da jeg var 12 år gammel"

Da hun skreg gik Lando et skridt tilbage.
"Jeg vil heller ikke tvinge dig, jeg vil blot høre på dig" sagde Lando og satte sig på hug lidt fra hende.
De griner af hende, Lando kendte det godt, han havde selv haft det svært da han var på hendes alder, hvilket fik ham til at søge flugt i flyvning og quidditch, og hvor havde det ført ham hen?
"Tør man sprøge hvad de driller med, og hvem de er?" sagde Lando og satte sig ved siden af hende, nu var han nødt til at skabe et vist niveau af tryghed, ellers ville han aldrig kunne hjælpe.

"Rosie, da jeg var på alder med dig, blev jeg også mobbet... Ser du jeg er halvblods magiker, min far er fuldblods og min mor er muggler (menneske). Så var der nogle elever fra slytherin der fandt ud af det, og manner de stoppede aldrig, før det gik op for mig hvorfor jeg var blevet sat på Gryffindor, lige som dig.... Gryffindor står for mod og styrke. Hvis du finder modet til at stå i mod, så kan du kalde dig en sand Gryffindor elev." sagde Lando, hans historie var sand nok, han havde bare ikke sagt det til så mange

//Nuurh! :D//

Rosie rettet blikket lidt ned ad, to lærer var ved hende, hvorfor det nytter ikke noget, tænkte hun lidt. Da Lando satte sig foran hende for at trøste hende, rykkede hun lidt til siden. Da han begyndte at snakke vendte hun hovedet mod ham og lyttede opmærksomt.
Da han snakkede om sin egen fortid rynkede hun panden mindre sammen og tørte igen sine øjne. Hvordan skulle hun forklar ham at de grinede af hende fordi hun var nervøs for at gøre noget foran dem og plus de gjorde ofte nar af hende når timen var slut. Hun sukkede lidt og så sin kollegiprofessor i øjene.
"De..." hun ville lige stoppe hulken inden hun snakkede, og tog en dybing ånding. "De ved jeg nervøs for..at gøre noget.. Så hver gang jeg viser at jeg kan griner de med deres hånene øjne, og når du skal vise noget skubber de eller støder ind i mig..og giver mig skylden..." hun holdte inde og tørte øjene da hun begymdte at græde lidt igen. "De gri-inder altid når timen er slut, selvom jeg ve-venter med at gå" sagde hun og så på sin professor med sine våde brune øjne.

//Godnat. :33//

//Godnat! :)//

Lando, lyttede bare.
Selvom deres historier var vidt forskellige, så var løsningen den samme, lige som Lando havde sagt skulle hun stod imod og vise at hun godt kunne, hun skulle tro på sig selv vide at det kun var hendes og Landos mening der gjaldt.
"Sig mig lige engang, burde du ikke stole på at hvis jeg ikke havde sagt noget så var det rigtigt?" sagde Lando med et opmuntrende smil.
Han førte sin hånd ind i en inderlomme og tog et lommetørklæde frem, rakte det til hende "Tør øjene, der er ingen grund til at græde" sagde Lando og smilede.
Selvom han næsten lige var startet på timerne havde han stadig dannet sig et overblik over hvem der var tryg i sig selv på en kost og hvem der ikke stolede på sig selv.
"Det handler bare om at stole på sig, hvordan tror du eller jeg blev anfører for det irske landshold? Det eneste du skal gøre er at sige til dig selv når du sætter dig op på kosten er 'Jeg kan godt, og jeg VIL vise Lando at jeg kan' intet andet" sagde Lando og smilede.
Lando havde ikke lagt mærke til at nogle blev drillet op holdet, måske var det fordi der var så mange andre til at se til, eller fordi man få et helt andet overblik når man står foran 20 elever, som man skal sørge for ikke falder ned og brækker alle knogler i deres krop.

Han snakkede om at stole på sig selv og hvordan han var blevet holdspiller for det irske landshold. Det virkede bare ikke som det samme som for hende. Hun tog imod hans lommetørklæde, og tørte sine øjne og pussede sin næse. "Jeg dur ikke tilflyvning eller de andre fag, som mine søskene.." sagde hun og så ned. Hun floder så benene ud og lagde dem i skrader stilling "Jeg er bange for højter... Jeg bange for næsten alt.. Selv dem fra vores eget kollegium.." sagde hun og lagde lommetørklædet ved siden.
"Hvorsan bliver jeg god til flyning når jeg bange for højter?" spurgte hun ham så