Alene.....(Aliena Marley)

S: Apoteket
V: Regn
T: 17:30
P: Billede
O: Der er helt øde

Alex stod og kiggede på noget medicin og nogle reagensglas. Han havde forventet at få et E eller et T. Elendigt eller Trold, de dårligste karakterer. Kasper kedede sig meget da her ikke var nogen. Han stirrede bare igen men så, så på noget andet. En asfodrod. Men det var kedeligt uanset hvad. Han trykkede på en lille bumsefjerner og den fjernede en bums fra ham.

En pige med glat, brunt hår kom gående hen af gaden. Det var Aliena Marley. Hun skulle på apoteket for at købe noget medicin til sin mor. Hun var blevet syg, og eftersom Aliena var den eneste der havde mulighed for at tage afsted, havde hendes far givet hende den opgave, at købe medicinen. Han skulle jo selv holde øjne med Alienas mor, så hun havde ikke rigtig noget valg, andet end at gøre det. Hun ville egentlig også gerne, da hun med glæde ville hjælpe sin mor. Det var jo trods alt hendes mor, en person hun virkelig holdte af, elskede.
Aliena var klædt i et par grå gamasher, og udenover dem havde hun en laksefarvet nederdel på. Hendes overkrop var beklædt med en lila trøje, hvor hun indenunder den, bar en blå top. Hendes sko var et par sorte allstars. Forholdsvis slidte og meget behagelige for hende at gå i.

Kasper så udenfor på gaden, en pige med gamasher og slidte sko var derude. Han gloede på hende hvilket ikke var normalt. Hun var ret smuk og yndefuld. Han kiggede ned men gloede igen på hende. Han så nu på hendes hofter og så på resten af hendes krop. Han ventede blot på at den smukke pige skulle gå ind.

Regnen der ramte hende, var hun egentlig ligeglad med. Hun kunne godt lide den kølende fornemmelse, når regnen ramte hendes ansigt. At lavt, roligt suk forlod hendes læber.
Hun lod blikket glide lidt rundt, inden hun stoppede op foran apoteket. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og så på døren. Der virkede ret tomt derinde, hvilket undrede hende. Normalt var der jo sådan halvmange mennesker derinde, men i dag virkede der bare helt tomt. Nå ja.. Et apotek var jo et apotek, om der så var mennesker derinde eller ej.
Hun rev roligt ned i håndtaget, og åbnede døren op, hvorefter hun trådte indenfor. Hun havde faktisk også ret. Der var stort set ingen mennesker derinde. Faktisk var der helt tomt derinde, på nær en enkelt mørkhåret fyr. Hun så først lidt på ham, inden hun så valgte at lade som ingenting, og begyndte at lede efter medicinen til sin mor.

Kasper stirrede igen på hende. Han gik over til hende. "Hej, Alex Schoenfield" sagde han og rækkede hånden ud. Han smilte lavt til pigen og fandt ud af hvad hun ledte efter, han tog sin taske frem og tog en lille tynd flaske frem. ”Er der nogen som er syge i din familie?, hvis ja så her” sagde han og rakte den ud til hende. Flasken kunne gøre en syg patient eller en med en sygdom helt rask. Han ville ha brugt den på sin egen sygdom, men ville hellere hjælpe pigen.

Aliane vendte sig langsomt om, da hun hørte en stemme. Hun så lidt på drengen fra før, inden hun tog hans hånd, og rystede den lidt. "Aliena Marley.." Hun slap hans hånd igen, og smilte mildt til drengen, Alex. Hun så lidt rundt igen, efter medicinen igen, inden hun dog hørte ham tale. Hun vendte blikket mod ham igen, og lyttede til det han sagde. Hun rystede afværgende på hovedet, og smilte teknemligt til ham. "Ja det er der. Men det kan jeg ikke tage imod. Du skal jo selv bruge det.." Hun snakkede venligt til hende, selvom hun undrede sig lidt over hvorfor han ville give hende det. Hun var jo bare en fremmed pige, han lige havde mødt. Hvad var meningen egentlig med, at han ville give hende det.

//Eh.. Hvorfor står der Kasper, når han sagde han hed Alex?//

Alex så på hende. "Jeg vil give dig det fordi min sygdom ikke er farlig" sagde han. Han smilte til hende og tog den endnu mere frem. "Din mor har brug for den Aliena" sagde han blidt. Han kløede sig i nakken. "Min sygdom er at jeg ikke kan blive mørk i huden. Så det er ikke særlig farligt vel?" spurgte han blidt.

Aliena trådte et skridt tilbage. Hun ville ikke tage imod noget, fra en hun ikke engang kendte. Hun vidste jo ikke noget om ham, andet end hans navn.
Hun knyttede næverne en anelse, og lade hovedet en anelse på skrå. "Hvorfra ved du det med min mor?" Hun kneb mistroisk øjnene sammen. Der var noget galt her.. Hun ville faktisk bare gerne væk nu. Han burde ikke vide noget omkring hendes mor.. Det havde hun jo ikke fortalt til ham. Og hun vidste at drengen, Alex, ikke kendte nogen i hans familie.. For så ville hun have hørt om ham, eller et ham før, og det havde hun ikke.
Okay, nu vidste hun så to ting om ham. Han hed Alex Schoenfield og så havde han en sygdom der gjorde, at han ikke kunne blive mørkere i huden. Altså hans hud ville ikke modtage solens stråler.
Hun trådte et skridt længere væk, blot for at være på den sikre side. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun syntes han var lidt ubehagelig at være i nærheden af. Både hans opførsel, og den måde han bare lige vidste nogle ting på.

Alex så på hende. "Jeg kan se det, min familie kan se i folks sind" sagde han blidt og så ned på hende. "Jeg gør ikke noget, desuden hvis du tror jeg er farlig. Så er jeg ikke det. Jeg tilbyder blot min hjælp på at helbrede din mor" han ser lidt vredt på hende. Han gider ikke ha' noget at gøre med en som kan være så led.

Aliena havde altså haft ret. Der var noget underligt ved denne fyr, og det var ikke ligefrem betryggende, at få afvide at han kunne se ind i folks sind. For hendes vedkommende fik det ham bare til at virke mere skræmmende, da det jo var ret unormalt at folk kunne se ind i andres sind.
Hun rystede igen på hovedet, for at understrege hendes nej tak. "Hør.. Jeg kender dig ikke.. Så for mig virker det underligt at du tilbyder en fremmed din hjælp. Specielt når det er sådan noget her.. Det havde været noget andet, hvis det var fordi jeg var faldet og du ville hjælpe mig op.. Men at du vil hjælpe, vil at forære mig medicin." Hun snakker både lidt undskyldende, men alligevel også fast. Hun mener det hun siger, og det er sandheden. Hun havde ikke tænkt sig at stå og lyve overfor en fremmed. Hvor stor var sandsynligheden alligevel for, at hun nogensinde skulle møde ham igen. Vel 1-100 eller sådan noget.

Alex tog den tilbage i tasken. "Fint så hjælper jeg dig ikke" han var vred og trådte ud på gaden. Han satte sig forenden af gaden. Han kunne ikke fatte hun var så ond. Han ville hjælpe hendes mor så hun ikke døde, men næ nej. Han tog flasken op igen og overvejede at smadre den. Alting var meningsløst lige nu.

"Fint nok..." Hun ville helst ikke have hans hjælp, så det var helt passende for hende, at han ikke vilel hjælpe hende. Hun så bare efter ham, da han forlod apoteket, og trak en anelse på skuldrene. Nu kunne hun da finde medicinen, uden at han skulle forstyrre hende, så det var jo bare endnu mere perfekt.
Hun vandrede over til en af de reoler, hvor det virkede mest logisk at det ville stå. Og ganske rigtigt, der stod en lille flaske, næsten magen til den han havde holdt op foran hende før. Den var perfekt. Hun tog den, og gik op til disken. Eftersom der ingen var, lagde hun bare nogle sølvsegl og knut på disken, inden hun vandrede ud af døren, og lukkede den i bag sig.