Stilhedens gang(Romeo Atkins)

S: DHK.
V: Regn.
T: 18:20
O: Ingen
H: Sådan set normalt.
P: Billede

Kathrine stod i De Hemmelige Korridorer. Hun læste i sin yndlingsbog men lagde den i sin taske. Hun sukkede da der ikke var nogen. Hun kløede sig på næsen og smilte. Hvorfor kom der ikke bare en rødhåret dreng herhen? Vi har ikke mange rødhårede, vi har en neger/brunhud. Og så blondiner, brunette og sorthårede. Hun læste en ting som var blevet skrevet med graffiti. Hun sukkede og satte sig på gulvet. Der var ikke særlig sjovt når der ikke var nogen hun kunne tale med. Især ikke en hun kendte.

Romeo brasede ind i De Hemmelige Korridorer. Det øsregnede uden for. Hans mørkeblå og hvide skjorte var helt gemmeblødt og ligeså hans hår. Han stod med hænderne på døren og pustede vildt ud. Han havde løbet så hurtigt han kunne for at komme ind i læ et bekendt sted.
Han vendte sig om og så sig lidt omkring, der var tomt. Romeo begyndte at gå lidt men selvfølgelig havde han ikke set sig for og var faldet til jorden. Han var snublet over et eller andet og havde sikkert også væltet det. Romeo så sig om og så en pige med langt glat brunt hår sidde på gulvet og bare sad der. Han var med et sæt oppe og stå. ”Hey, undskyld! Det var ikke min mening at komme sådan og brase ind,” undskyldte han hurtigt og holdte hænderne flade op foran sit bryst på en beskyttende måde. Han var van til at piger var efter ham. Ikke fordi de kunne lide ham, men fordi de troede han var en eller anden pervers stodder der kiggede under pigers skørter.
Han bukkede undskyldende op til flere gange og havde øjnene lettere glemt sammen og håbede ikke at pigen ville blive sur eller gal på ham.

Kathrine blev afbrudt og så blot på drengen. ”D…det gør ikke noget” stammede hun. Hun smilte lavt til ham og så på ham. ”V…væltede du?” stammede hun igen og så på ham. Hun ville helst ikke grine. Hun smilte igen til ham og så ned. ”F…for jeg er ikke sikker på du gjorde det med v…vilje” hun stammede en del fordi hun var forskrækket. Hun smilte igen til ham og så på ham. ”S…skal du have hjælp?” spurgte hun blidt men så igen ned. Hun havde ondt i maven, men hun ville ikke bare rejse sig. Hun smilte lidt lavt. Hun ville godt rejse sig nu hvor hun svedede. Men alligevel, gjorde hun det ikke. ”J….jeg hedder Kathrine Jonathan” sagde hun og så ned igen.

Romeo smilede forlegent over det ikke gjorde noget han kom sådan dumpende. ”Ja, det kan man vel godt sige,” sagde han og kløede sig selv i håret, ”Sådan er det altså når man sidder midt i det hele,” grinede han muntert og så derefter undrende på hende da hun spurgte om han skulle have hjælp.
”Sikker på det ikke er dig der skal have hjælp?” grinede han muntert og rakte sin hånd frem mod hende, som hjælp. ”Tror du ikke at du har slået dit hoved lidt?” spurgte han muntert, men stadig bekymret på hendes vegne. Han ville ikke have at han havde gjort nogen ondt.
Da han havde hjulpet hende op og hun så præsenterede sig gav han slip på hendes hånd og trådte et skridt væk, ”Emh, hej!” mumlede han lettere nervøst. Jonathan var efternavnet på den dreng han frygtede mest. Kashmir. ”D-din bror er Kashmir ikke?” sagde han og havde egenligt mest af alt lyst til bare at løbe ud i regnen igen. Måske blive ramt af lynet.

Kathrine så lidt ned. ”Jo jeg tror er forvirret” sagde hun lavt. Hun rejste sig nu og børstede støv af sit tøj. ”Jo…han er mine storebror” sagde hun lavt. Hun bukkede sig og tog sin bog. Hun ser blot på regnen udenfor. ”Regnen pisker ned i dag. Det var dog utroligt som vi har sådan nogle vejr for tiden ikke?” hun ævlede bare hele tiden og stoppede straks med at tale. Hun kradsede sig i nakken og stirrede på sin lille bog. Den var yderst intressant at læse i. Dog var hun ikke en bogorm. Hun så smilende på Romeo og så ned igen. ”Hvad hedder du?”.

Romeo smilede atter forlegent. Okay. Kashmir var hendes bror. Så ville hun sikkert ikke være så glad for at vide at han var halvblods.
”J-jo... Det er helt ærgerligt at vi ofte har det...” mumlede han og kiggede sig lidt omkring. Han vidste ikke rigtig hvor han skulle løbe hen. Men han ville bare væk. Han stivnede så, da hun spurgte til hans navn. Han blinkede og kløede sig i nakken. ”Jeg tror bare det vil være bedst, hvis jeg forholder mig anonym,” sagde han på en bedende måde. Han skævede lidt i alle retninger. Han kunne mærke at han begyndte at være anspændt og ophidset over ikke at kunne komme væk fra hende. ”Em.. Jeg har faktisk lidt travlt, såe...” mumlede han til hende, og håbede hun ville lade ham gå.

Kathrine så på ham. ”Hvad skal du nå?” spurgte hun. Hun vidste at han garanteret bare ville flygte fra hende ligesom alle andre. ”Hvis du vil gå fordi du syntes jeg er sær eller mærkelig, så gør det, det gør alle andre” hun sukkede og vendte om på hælen, hun tabte sin bog og var på vej væk. Det kunne da ikke være rigtigt at alle bare ville væk fra hende. Hun snakker meget men det kan hun jo ikke gøre for. Hun får en lille tåre i øjnene. ”Vær som alle de andre” råbte hun. ”Det vil alligevel ikke ha ændret sig!”.

Romeo så undrende på hende, da hun begyndte at være mere eller mindre rapkæftet. Hun ville have opmærksomhed. Romeo stod bare med store øjne. Det havde han ikke forventet af en Jonathan.
Han så hun tabte sin bog. Først da hun var gået rimelig langt gik han hen og tog den op. Han vidste ikke noget om hende andet end at hun var søster til Kashmir. Han så undrende på hende og vendte ryggen til hende igen. ”Fint, jeg går!” råbte han tilbage og begyndte at gå væk fra hende. ”Diva..” mumlede han irriteret og kiggede så ned på bogen. Han var dog lidt interesseret i hvad hun læste.

Kathrine så på ham. ”Jeg er ikke en ”Diva”!” råbte hun vredt. Hendes tårer blev større og større. Hun satte sig forenden af DHK’s gang. Der krybede hun sig sammen og græd. Hun havde lige mødt ham. Og han ville bare væk fra hende. Ligesom de andre elever. Der var kun 3 hun faktisk ikke havde fået flygtet. Dylan Schoenfield, Luna Moonlight og Kashmir. Hun græd endnu mere og så ned, han havde hendes dagbog og hun vidste at det ikke var godt. Hun så ned og græd endnu mere. Hun var blevet fuldstændig knust nu. Hun levede konstant i ensomhed, men alle er jo ikke ens!.

Romeo gik med bogen i sin hånd og kiggede på dens bagside. Der var intet der så ud til at sige hvad den handlede om. Han kunne høre hende råbe. Utroligt hun havde hørt ham. ”Du modsiger bare sandheden...” vrissede han. Han åbnede bogen og læste noget af det der stod på en af de første sider. Han nåede ikke langt før han stoppede. Det var hendes dagbog. Han stivnede og stoppede brat op. Han skævede tilbage mod hende og var hurtigt henne ved hende, lydløst.
Han rakte den til hende med strakt hånd og stod alligevel langt fra hende. Bogen var ned foran hendes ansigt, så godt som muligt. ”Jeg læser ikke dagbøger, ellers tak...” mumlede han og kiggede forlegen væk. Han havde svært ved at stå så tæt på en pige. ”Tag den!” bedte han. Han kunne ikke holde ud af at være tæt på en pige, og at pigen græd. Til sidst gav han slip på bogen så den landede på gulvet foran hende. Han satte sig så hurtigt ned på knæ og tog armene om hende på en krammende måde.
”Lad være! Du må ikke græde!” peb han og græd selv, mens han knugede hende ind til sig.

Katrine krammede ham med. ”Jeg har bare et svært liv okay?” sagde hun sødt. Men tårerne flød stadig ud. ”Du har da ikke en vane med at blive kaldt diva, fjols, tudeskank eller flæberen vel?” hun græd endnu mere da hun nævnte navnene op. ”Du har jo et bedre liv en mig. Mine forældre er altid travle, min bror er sammen med sin eks. Og mig? Jeg bliver mobbet og ignoreret konstant” sagde hun og græd lidt mere. Hun tog hovedet på hans skulder og smilte meget lavt. Hun så igen lidt på ham og var ikke særlig glad. Hun kunne barre ikke klare presset mere.

Romeo smilede blidt. Ventede på at hun fik snakket ud. Hun havde så ondt i røven over andre havde det lidt bedre. Romeo slap krammet da hun var færdig og så kort hende i øjnene før han så ned mellem deres knæ. ”Tror faktisk du har et bedre liv end mig.” konstaterede han. ”Jeg tror ikke du har det helt som mig.” Han rejste sig og gik tilbage til der hvor de havde mødtes. Hans røde hår hang ned i hans øjne. Hun vidste ikke hvad han hed, endnu. Og det var fint nok for ham. Han lukkede kort øjnene og tænkte lidt over tingene. Så så han op lukkede igen øjnene. Han kiggede en gang tilbage for at se hvordan hun reagerede.

Katrine så lavt på ham. ”Hvordan er dit liv?” hun så lidt på ham. ”Hvis jeg er en diva….vil du så ikke hjælpe mig med IKKE at være en?” spurgte hun. Hun havde øjne og de var helt blanke. Hendes blik var ikke et glad et. Det var mere sådan en hadsblik. Hun sukkede lavt over det han mon mente. Hun kunne mærke at hun begyndte at svede. Men ikke af varme. Næ mere af urolighed. Hun tænkte på der hvor han læste hendes dagbog. Hun tog bogen og så forvirret og elegant på ham. Hendes hår er ikke smukt mere. Det er mere sådan uglet.

Romeo kiggede hen på hende.
”Min mor … Nej hende gider jeg ikke engang at snakke om, der er sket så meget med hende at jeg ikke...” han hev lidt efter vejret. Han kunne ikke klarer det der var sket med hans mor. ”Min far sidder i askaban og jeg lever enlig mest af alt hos min bedsteven. Min lillebror har et forfærdeligt temperament, så folk går rundt og siger at han snart kommer i askaban sammen med sin far. Min storebror, Xander, arbejder på et bibliotek og regner ikke med at komme og hjælpe. De siger at jeg ikke kan finde ud af noget eller forsvare mig selv, og derfor mener de at..” han stoppede igen. Det var igen noget med hans mor. Han snøftede. Hans øjne var røde af tårer der irriterede i øjenkrogen. ”Ministeriet er efter min familie fordi min far sidder i askaban og rådner op. De tror han har siddet, da mig og min bror var lille, og lært os alt muligt crap,” snerpede han. ”Jeg tror ikke du har det lige så hårdt som mig, okay?” hans stemme var blevet hæs og man kunne hører at han snart kunne græde.
”Du kan lade være med at syntes alt er synd for dig, lade være med at så hurtigt sige alt muligt som ikke rager folk en pind eller bedømme dem på hvad de gør!” vrissede han. Hans historie havde gjort ham meget kampklar. Han var lige glad med hvordan han sagde det, men ved tanken om hans familie gjorde ham svimmel og klar til at kæmpe for den.

Katrine dannede nye tårer. ”Ej jeg…..vidste det ikke…jeg har det som om det hele er min skyld. Og jeg har det som om at alting kun handler om at jeg har gjort noget forkert, godt nok kan jeg være selvglad. Men jeg har altså også en historie” snøftede hun og begyndte at åbne munden. ”Min mor Ann Jonathan og min far James Jonathan. Jeg har to søskende Sophia og Kashmir. En lillebror Lance.Og en død lillebror Casper.
Min mor og min far er lykkeligt gift. Mig og min søster Sophia er altid oppe og skændes, men vi finder altid noget at være enige om pga. de vi enæggede. Vi ligner hinanden i ansigtet, dog ligner vi ikke hinanden ellers. Hun er tyndere end mig, og hun har farvet hår.
Lance havde en tvilling, Casper, som nu er død da Casper havde hjerteproblemer. Dog er det endnu ikke vidst om Casper er død af en af en forbandelse eller om det er af hjerteproblemerne". Hun stoppede og ventede på hans reaktion.

Romeo rystede lidt på hovedet. Det var ikke hendes skyld at alt det var sket. Romeo nåede ikke rigtig at tænke sig om, før hun kom med sin historie. Det var underligt. Hun havde ikke så meget forfærdeligt der var sket. Romeo vidste ikke hvad han skulle sige. Han vendte sig så om og gned sine øjne. Lige nu længtes han mest af alt efter David. Em som kunne få ham til at tænke på noget andet. ”Men jeg er ikke den der er så glad for at være i nærheden af kvinder... Jeg... Jeg lider mest af alt af caligynefobi og af gynefobi...” mumlede han og skævede over til hende. Cali betyder smuk, eller smukke, gyne betyder kvinde og fobi er noget man frygter eller er bange for. Grunden er dog forskellige for person til person.