Every time I look around, somethings don't feel right ~ Christopher Parker

Tid: 16.43
Sted: Fornødenhedsrummet
Omgivelser: Ikke andre end hende, af havd hun kan se...
Vejr: Solskin, alt, alt for varmt
Påklædning: Clicky!

Narcissa stod foran den store, bare mur på 3. sal.
Nogle elever fra 5. årgang havde stået der noget tid forinde og pludselig var der dukket en dør op, hun havde godt hørt om rummet der dukkede op, når man havde mest brug for det... men hun havde aldrig set det.
Måske skulle hun tage chancen nu hun havde den? Hun trak vejret dybt og tænkte så inde i sig selv:"Stedet hvor alt er gemt."
Hun åbnede øjnene ved at en rumlende lyd hørtes fra muren, en stor dør, med store håndtag var der, hvor der for lidt tid siden var en bar mur.
Hun så med store øjne på døren og så på muren ved siden af, døren, muren, døren, muren...
Det var jo unaturligt det her! Det burde ikke kunne lade sig gøre! Men på den anden side, var der faktisk næsten intet af det der skete på skolen der burde kunne lade sig gøre, så hun der havde gået på skolen i snart 7 år måtte da være vant til det, ikke?
Niksen, hun blev aldrig vant til det. Aldrig, ikke når det var så underligt som det der lige var sket. Og mad der dukkede frem på bordene af sig selv, glem det.
Hun ville aædrig vænne sig til det, men ligeså lidt som hun ville vænne sig til, ligeså meget elskede hun magien omkring stedet.
Hun åbnede den knirkende dør og trådte ind i lokalet. Bunker af skrammel, som folk i generatione rhavde smidt ud, var væk, brændt til aske.
Det var et sørgeligt syn, mange steder var der slet ikke noget, men så snart hun trådte helt ind, med døren lukket bag sig. Sprang tingene frem og dækkede de brændte, det var fantastisk at se på, hun kom helt til at smile af det.

Han kom gående hen af gangen. En mørkhåret dreng, med hænderne proppet ned i lommerne på de sandfarvede bukser. Den grå t-shirt var dækket af en blå åbent-stående skjorte. Drengen var Christopher Parker. Syvende års elev, fra Gryffindor Kollegiet. Kolligiet folk sagde var for de modige, men han vidste ikke selv hvor meget han egentlig troede på det. Men der var jo så meget unaturligt, i denne magiske verden, at det kunne være lige så sandt, som det kunne var falsk.
Christopher var på vej hen til et bestemt rum. Han ville derind for at være alene, og han vidste også præcis hvordan han skulle komme derind. Han havde jo allerede været inde i rummet et par gange før. Egentlig gik det under nogle forskellige navne, men det navn, han oftest selv benyttede, var 'Fornødenhedsrummet'. Et stort rum, som ville indeholde det man allermest havde brug for. Noget man virkelig manglede, kunne man finde derinde. For rummet ville indholde de ting man ville have.
Han stoppede op foran en tom væg. Han havde egentlig den idé at han var alene, og også kunne komme derind og være alene. Det plejede han jo at kunne, men måske var det denne gang, at han ikke kunne være alene. Han trak en anelse på skuldrene og lukkede øjnene i. Efter kort tid, hørtes den spøjse lyd, der var tegn på at døren var kommet frem. Det fik ham til at åbne øjnene igen, og ganske rigtig. Foran ham tronede en høj dør sig nu.

Jo længere hun kom ind i mod rummets midte, jo flere ting dukkede der op.
Dyngerne af ting blev til bjerge, og askedyngerne forsvandt.
Hun rystede på hovedet, det burde ikke kunne lade sig gøre det her! Men endnu en gang blev hun klogere, for hvis det ikke kunne lade sig gøre... hvad var det så ellers der skete nu?
Hun så op, der var virkelig højt til loftet, men selvfølgelig skulle der også være det, når tingbunkerne var så store.
Hun vidste ikke hvorfor, men lige pludselig begyndte hun at synge en sang hendes mor havde sunget for hende, en sang hun havde elsket siden hun 3 år. En sang der betød ufatteligt meget for hende.
Hun smilte skævt ved synet af sin mor, der sang for hende og hendes bror, der altid havde siddet mugne og modvillige i sengen når hun sang.
Så vidt hun vidste hed sangen Come Little Children.
Sangen begyndte at lyde ganske stille, men det lød sikkert højt pågrund af ekkoet inde i rummet, hvlket hun ikke brød sig specielt om, hvis nogen nu hørte hende...

Come Little Children, I'll Take Thee Away
Into A Land Of Enchantment
Come Little Children
The Time's Come To Play
Here In My Garden Of Shadows

Follow Sweet Children, I'll Show Thee The Way
Through All The Pain And The Sorrows
Weep Not Poor Children
For Life Is This Way
Murdering Beauty And Passions


Hun stoppede efter andet vers, og kiggede sig omkring.. det kunne jo være at nogen havde hørt hende, hvilket ikke gjorde hende mere tryg.
Men hvad hvis de begyndte at klappe af hende, så begyndte hun at rødme, hvilket hun hadede, hun havde altid fået afvide at det symboliserede svaghed. Eller gjorde det?

Christopher hev langsomt ned i håndtaget, og skubbede døren op. Måske var den stor, men den virkede utrolig let, da han skubbede den op. Det var egentlig lidt mystisk, hvordan en så stor ting, kunne være så let.
Han rystede lidt på hovedet af sig selv, og vandrede ind gennem døren. Han lod den lukke i bag sig, med et svagt lille klik og intet andet. Det undrede ham også lidt.
Rummet her blev han vist aldrig træt af. Stort set altid forskellige ting. Alt efter behov. Man kunne vist aldrig rigtig udforske rummet helt, hvilket var det der gjorde det spændende. Det holdte en fanget derinde, fordi man så gerne ville udforske alt.
Han trak en anelse på skuldrene og begyndte så at vandre hen af en lille sti, som var lavet ved at store bakker af ting, knejsede op omkring den. Han vidste ikke hvad han forventede at finde derinde denne gang, så han vandrede bare tavst og roligt afsted, men hænderne begravet i lommerne.
En stemme fik ham til at stoppe op. Stemmen var lav, men det stod alligevel klart for ham, at det var en der sang. Med størst sandsynlighed en pige, der var smuttet herind. Men i princippet kunne det lige så godt være en dreng, men en mere feminin sangstemme. Han begyndte at gå i retning af stemmen. Han vidste dog ikke helt præcist hvor stemmen kom fra, eftersom den bare gav genlyd i rummet, og blev en anelse uklar. Han stoppede op, så han ikke længere kunne høre sine egne skridt, men kun lyden at stemmen. Til højre, nej til venstre.. Han sukkede tungt. Han kunne da umuligt finde frem til personen der sang, og behøvede han egentlig også det.
Da stemmen forsvandt, opgav han det helt. Hvordan skulle han jo kunne finde frem til en person, han ikke engang kunne høre. Han trak en anelse på skuldrene, igen. Så nødvendigt var det heller ikke. Han havde jo ikke ligefrem brug for selskab. I hvert fald ikke mere, end han havde brug for at være alene.

Hun hørte ekkoet af trin hen over marmorgulvet, der fik hende til at fare sammen.
hun så sig tilbage, til siderne og lidt længere fremme. Intet, eller ingen.
Hun bestemte sig for at prøve at gå tibage, måske var der nogen de rvar kommet ind bagefter hende? Måske...
Hun snurrede rundt, ingen var kommet i syne efter 10 meter.
Måske var det hendes hjerne der havde opdigtet skridtene? Elle rhun havde hørt forkert, måske var det bare nogen ting der var faldet end fra en af bunkerne.
Men hun var ikke sikker på det, det lød alt for meget som skridt til at det bare kunne være en falden ting.
Hun bestemte sig for at kalde på personen eller personerne der var i rummet, hvis der var andre end hende ville de helt sikkert høre hende.
"Hallo-o?", sagde hun højt nok til at ekkoet kastede det hen af væggene og fik det til at lyde meget højere end det var sagt.
Hun satte sig på en af de efterladte stole, ventende på svar, vhis det nogensinde kom.
Hvis det ikke kom, kunne hun ligeså godt forlade rummet, og bruge sin tid på at lave de lektier hun havde for til dagen efter.

//Btw, her er sangen hun sang: https://www.youtube.com/watch?v=MKlsUrfbiE0

Han var stoppet op, og stod nu bare og kiggede lidt. Han håbede på at personen ville begynder at synge igen, så han kunne finde vej frem til personen.. Men hvis ikke, så ville han bare kigge sig lidt omkring, som han normalt gjorde, når han var derinde.
Han træk hænderne op af lommerne, og sammen med den en hånd, kom hans tryllestav også. En ni tommers stav. Intet virkelig specielt ved den, selvom den jo var helt sin egen og have valgt specielt ham.
Han nikkede en anelse, og begyndte langsomt at gå igen. Nu ville han kigge sig omkring. Stemmen kom jo alligevel ikke igen, så hvorfor overhovedet spilde tid på at vente.
En stemme klingede i rummet, og fik ham til at stoppe op. En kvindestemme, sikkert den samme person som havde sunget før. Han tøvede lidt, da han ikke vidste om han bare skulle lade vær med at svare eller ej. "Hvem der?" Han snakkede ikke specielt højt, men på grund af rummets loft og vægge, gav hans stemme genlyd og rungede i rummet.
Han begyndte at gå i den retning han mente stemmen kom fra. Det var jo egentlig stort set umuligt, fordi den havde givet genlyd i rummet, men hvis han nu kunne finde den rigtige retning, ville det jo være perfekt.

Hvor var det stemmen kom fra? Indgangen, højre, venstre, bag hende, foran hende... Hun blev mere og mere forvirret og ligeså langsomt tog hendes klaustrofobi over, ligeså langsomt føltes det som væggene trak sig sammen. Loftet sænkede sig og gulvet blev hævede sig, hun holdt hænderne for ørerne og lukkede øjnene. Hun ville ikke gå i krampe som hun plejede, det ville hun ikke.
Hun faldt ned på knæ og pressede øjnene helt i, under hende var det som om hun kunne mærke vibrationer fra gulvet, som om det hævede sig. Det var sikkert noget hendes hjerne bildte hende ind, men hvorfor kunne hun så stadig høre en brummen fra væggene? Som om de bevægede sig...
Hvofor? Hvorfor skulle hun være så ramt af klaustrofobi? Tårer begyndte at trille ud gennem hendes øjenlåg, og ned af hendes blege kinder. Hun faldt sammen på gulvet, og trak benene helt op under sig. Verden var da ond, mod hende, hvorfor? Hvad havde hun gjort den?
Hun åbnede øjnene, da en stemme skar igennem rummet. Han havde svaret hende!
Hun tørrede tårerne væk, og prøvede at få sit ånde dræt under kontrol.
"Rolig, Nari, rolig..." Hviskede hun for sig selv, mens hun trak vejret noget nær kontrolleret. 'Hvem der?' havde stemmen spurgt, hvad skulle hun svare. Hun rynkede panden og sagde så:"Narcissa..." Idiot, han kender dig jo ikke! Hvorfor skulle han dog gøre det?

//Dårligt skrevet, ingen krea, sry -.-

Chris var gået lidt videre. Havde allerede opgivet idéen om at finde personen, da rummet var så stort og han ikke kunne sige hvor stemmen kom fra. Han havde stoppet hænderne godt ned i bukselommerne og slentrede nu bare roligt afsted. Han var nysgerrig. Nysgerrig efter at se hvad rummet indeholdte idag. Han havde jo været derinde før, men han var spændt nu altid, når han trådte derind. Der var jo aldrig de helt samme ting derinde. Rummet skjulte altid noget nyt. Noget folk ville slippe af med, og derfor har skjult et sted derinde, blandt alt det andet. I håbet om at ingen nogensinde ville finde tingen igen.
Han stoppede langsomt op, da en stemmen igen kom. Naricssa? Hvem var det. Han kunne ikke komme på det. Det eneste han var sikker på, var at hun var en pige. Navnet virkede dog også lidt bekendt. Hvorfra vidste han ikke. Men noget sagde ham alligevel, at han havde hørt navnet før. Det kunne godt være det bare var noget han bildte sig ind, men det syntes han nu ikke det var. Han var, næsten, sikker på han havde hørt navnet før.
Han kunne stadig ikke sige hvor navnet kom fra, så han så sig bare om, med forhåbningen om at se hende sidde lige lidt fra ham. Eller måske bare sidde omkring næste hjørne.
Han begyndte at gå igen. Overvejede hvad han skulle sige. Måske burde han egentlig pæsentere sig selv, men hun ville jo nok alligevel ikke vide hvem han var. Eller hvad? Han kunne vel lige så godt forsøge.
"Jeg er ... Christopher." Han havde tøvet lidt inden han sagde Christopher, fordi han havde overvejet om han skulle præsentere sig selv ved navn og efternavn, eller bare ved fornavn.
Han så sig lidt omkring. Forhåbning om at se hende sidde, lige lidt fra ham, var der stadig. Nu var han jo blevet nysgerrig, efter at se hvem det egentlig var. Og måske var han gået derind, for at være lidt alene, men hvis der var en derinde, kunne han vel alligevel snakke med personen.

//That's okay..//

Hun stivnede og vendte sig om da en stemme bag hende kom ind i hendes øregang. En drengestemme, der præsenterede sig som Christopher. Christopher... Niks, ingen klokke der ringede.
Han var sorthåret, havde mørke øjne og lys hud, muligvis muskuløs... Stadig ingen klokke. Og dog, havde hun ikke set ham før? Måske til en af timerne? Nej, der var hun aldrig nærværende, så der kunne hun ikke have set ham. På gangene? Nej, der kiggede hun for det meste ned på gulvet. Var han på hendes kollegie? Måske, det kunne ikke udelukkes. Hendes årgang? Endnu et måske, det var slet ikke umuligt.
Hun smilte skævt og håbede virkelig at hendes øjne ikke var røde, så ville han helt sikkert spørge ind til det og hun orkede simpelthen ikke at forklare det.
"Jeg er, som du nok hørte, Narcissa." Hun lagde hovedet let på skrå og spurgte:"Hvilket kollegie er du på?"
Han lignede en der kunne være på... Nej, hun vidste virkelig ikke hvilket kollegie han kunne tilhøre. Han lignede en der var listig, som en slytheriner. Lignede en der var klog nok til at være på Ravenclaw. Lignede en der var modig nok til være på Gryffindor og endelig, en der lignede at være alles ven og som godt kunne være på Hufflepuf. Det var svært at vælge og pege en ud, frem for de andre, når de alle passede godt til ham udseendemæssigt.
God, bestemte hun virkelig at han kunne være på alle kollegier ud fra udseendet? Hvor dumt! Man skal jo aldrig skue hunden på hårene, der i dette tilfælde var et menneske.
Hun lagde armene rundt om sig selv, det gjorde hun altid når hun følte sig lidt utilpas. Eller var nervøs...

Han så bare på hende, med et smil over sine læber, og hovedet lagt en anelse på skrå. Nercissa hed hun, men han kunne ikk helt beslutte sig for, hvorfor navnet virkede bekendt. Han kunne ikke lige sætte en finger på det, hvilket faktisk irriterede ham lidt, da han godt gad være helt sikker på hvem hun egentlig var.
Pigen, Narcissa. Hun virkede på en eller anden måde intressant, fordi hun virkede anderledes. Hun lignede ikke en af de der lidt for originale typer, der bare troede de var alt, kunne alt og fik alt. Nej, hun virkede mere nede på jorden, men alligevel også ret genert.
Han nikkede en anelse, og smilte stadig. "Jeg er fra Gryffindor og du?" Han havde faktisk ingen idé om hvor han mente hun skulle placeres. Han kunne ikke rigtig se hende som en Gryffindor, fordi hun virkede sådan lidt bange af sig. Men hun kunne jo sagtens være endt der alligevel. Faktisk lignede hun mere den kloge type, men ja'ja, han måtte jo bare vente og se. I stedet for at gætte sig frem til det.

//Meget ukreativt, beklager..//

Hun så på ham med hovedet let på skrå og bed sig i læben og nikkede, da han afslørede hans kollegium. Grffindor, de modiges kolligeium. Hans kollegium og... hendes kollegium.
Hun smilte og sagde:"Hvor sjovt, det er også mit kollegium."
Hahah, ja, det var morsomt. Hun sukkede lydløst, det her var slet ikke hende. Hun plejede ikke at være sådan her, det gjorde hun langtfra. Måske var det fordi at dette skoleår havde været meget mere anderledes end de andre, eftersom hende sklaustrofobi var kommet i år? Måske... Men ligemeget hvad, plejede hun ikke at være så stille. Hun var mere den kostbare type, indtil juleferien. Juleferien... Hun bed sig i underlæben igen, mens hun ønskede at den juleferie aldrig havde eksisteret og at hendes bror aldrig havde insisteret på at lave mad til julen.
Julen... Den som skulle have været så hyggelig blev istedet et mareridt, det mareridt hvor hun under en brand ikke kunne komme ud af toilettet og besvimede pågrund af røgen.
Hun kiggede på ham igen og prøvede virkelig at finde et nyt spørgsmål der kunne bidrage til at samtalen gik videre, dette ville blive meget akavet, hvis de begge ingen samtaleemner havde og bare stod og kiggede på hinanden, som idioter.
Hun kiggede på ham igen og lyste så op, nu kunne hun huske hvem han var! Eller at hun ihvertfald havde set ham i opholdsstuen, han var vist på hendes årgang og var derfor sytten år, og vist temmelig eftertragtet hos de andre piger på 7. årgang, med tryk på 'andre'. Ikke hende.

//Jeg kan sige det samme xD

Christopher så bare på pigen, Narcissa, med et lille smile spillende over hans læber. Det var ikke ligefrem normalt for ham, at støde på en anden person inde i fornødenshedsrummet, og da slet ikke en, som sad og sang for sig selv. Ikke at der var noget galt i det, det var bare ret unormalt for ham, at opleve det.
"Så er det derfor du forekommer mig så bekendt." siger han, og ser lidt på hende. Han vidste han havde set hende før, det var han 100% sikker på, men det er først nu, da han ved at de begge er fra Gryffindor, at det går op for ham, hvorfor han har set hende så ofte før. De må vel faktisk også være fra samme årgang, ikke? For de har vist også timer sammen, og derfor giver det vist mest mening, at de rent faktisk er fra samme årgang, hvilket gør dem omtrent lige gamle.
Han roder lidt rundt i sit hoved, efter et ordenligt samtaleemne, men det er som om det hele ligger langt væk. Det er ikke rigtig nogle samtaleemner, som han egentlig syntes de kan snakke om.
"Såh, hvorfor er du herinde?" spørger han, da stilheden bliver lidt for meget for ham. Han ved ikke om det overhovedet angår ham, men det var det eneste han kunne komme på, som rent faktisk var bare en lille start, på et samtaleemne. Og det var vel sådan set bedre end ingenting.

Juleferien. Hun gøs ved tanken om den. Flammerne. Rummet, der var omringet af flammer. Røgen, der hev og sled i hendes lunger. Skrigene. Gråden. Og frem for alt - klaustrofobien. Den oplevelse havde nedbrudt hele hendes evne til at oobygge facader, og være andre end sig selv. Hun kunne ikke forklare det, men den magtesløse følelse i det lille rum. Frygten for aldrig at åbne øjnene igen, da hun besvimede kort føt hendes forældre endelig fik slukket branden. Den havde lukket hende helt ned i ugevis. Og hun hadede sin bror mere end nogensinde. Han var skyld i det. Det var hans skyld - og hans alene.
Hun nikkede med et lille smil til hvad Cristopher sagde, da hun havde det på samme måde. Sådan cirka. Hun ikke snakket med ham før - skræmt væk af hendes venindes evige tale, om hvor dejlig drengene på deres årgang var. Hun tvivlede på at veninden, Ann, kendte navnene på alle drengene. Det var jo umuligt. Fuldstændig.
Hun så undersøgende rundt i Fornødenhedsrummet, hendes yndlingssted på hele slottet. Her var hun for det meste alene. For det meste. I dag lå åbenbart ikke inden under 'fot det meste., tydeligvist.
Hendes blik landede dog hurtigt på Cristopher igen, da hqn bragte et emne op. Hun kunne kysse ham. Eller nej, faktisk ikke. Billedesprog, men ikke bogstaveligtalt. Talesprog.
Hun bed sig funderende i læben, mens hun spekulerede over spørgsmål et. Der var mange svar, bådevsander og falske. Hun valgte svaret, der delvist var sandt.
''Jeg trængte til, at komme lidt væk fra min veninde,'' svarede hun, og lagde hovedet let på skrå. Et lidt nysgerrigt glimt trådte frem i de brune øjne, ''og dig?''
Hun prøvede, at finde på et svar, hvis han skulle spørge, hvorfor hun ville væk. Og hun kunne svare sandheden; hun, nej de - alle andre - spurgte ind til ildebranden. De ville ikke stoppe, så hun flygte. Hertil - hendes sted, hendesrum. Indtil nu, hvor Cristopher stod foran hende. Måske havde også han brug for at flygte fra verden og dens store nysgerrighed, samt spørgsmål, der ikke ville stoppe. En endeløs regn.

Hvis han skulle være ærlig, havde han ikke selv nogen speciel grund til, at have søgt til rummet. Han nød vist bare, at kunne tilbringe tid for sig selv, i stedet for altid at underholde sine venner, snakke med dem, og være igang. Nogle gange havde han bare brug for, at kunne få et frirum, hvor han kunne omgive sig med sine egne tanker, sine egne problemer. Som den indvindelige forvirring omkring sit kærlighedsliv. Sådan en af de typiske ting, der foregår i hovedet på drengene, der er omtrent hans alder. Det var ikke noget der plejede at gå ham på, og hvis man bare spurgte ham for et halvt år siden, ville det slet ikke være noget han tænkte på, fordi han havde så mange andre ting at gå op i. Men sådan er det desværre ikke længere, hvilket faktisk irritere ham noget så voldsomt.
Han er træt af, at spilde sin tid på piger, som alligevel ikke gider have hans selskab, og han er træt af sine venner, som altid vil have ham til at finde på idéer de kan lave. Så tja, lige nu er han vist faktisk træt af de fleste folk, og derfor er rummet et fantastisk sted at forsvinde hen, fordi han ved, at det er langtfra alle der kender til stedet.
Han ser lidt på hende, med det samme lidt smil over læberne som før. Så hun havde trængt til at komme væk fra sin veninde. Så var de jo faktisk derind af lidt samme grund.. De havde begge haft brug for et frirum, fra nogle de kendte. Men om deres grund til at ville væk fra dem, er ens, den er han ikke helt så sikker på.
"Af samme grund som dig, næsten da. Jeg trængte til at komme væk fra mine venner." svarede han hende, roligt.
Han så lidt rundt i det store rum, fyldt med de så utrolig mange ting. Han ved at tingene rækker utrolig langt tilbage, selv til de første par år, efter skolen var kommet op af kører. Så utrolig mange ting, så utrolig mange historier, der må være gemt i tingene. han har altid haft lyst til at gennemsøge nogle af tingene, men han er aldrig rigtig kommet igang, fordi han altid er endt med, at sidde lidt derinde, og bare lave ingenting.

Hun havde engang været den modige type - den person, der aldrig sagde nej til en udfordring, og fandt ordet kylling som en stor fornærmelse. Sådan havde hun været, ja. Nu var hun blot en skygge af sig selv. Hun var aldrig kommet sig over flammernes smerte, følelsen af at være tæt på døden. Og hun havde aldrig tilgivet sin bror. Han havde kostet hende hendes selvværd, og endnu vigtigere hendes tillid til ham. Den ville aldrig komme igen. Og sammen med den, tilliden til andre magiske personer. Personer, der ikke var bange for ilden, i det hele taget. Hun kunne ikke klare at skulle gennemleve det hele igen. Det var som om det kørte replay inde i hendes hoved, hun kunne ikke bære, hvis det også gjorde det i virkeligheden. Den tanke skræmte hende fra vid og sans.
Hun så på Christopher, før hun rettede blikket mod et billede af en ung pige bag ham. Hendes flotte ansigt så fantastisk i de grå, sorte og hvide nuancer, hendes smil gjorde det klart at hun havde været en glædespredende person, og at fotografen havde kunnet lide hende på mere end vennemåden, for et lille hjerte var tegnet oppe i det højre hjørne. Hun bed sig i læben, da hun fik øje på de tre bogstaver og de tre punktummer; R.I.P.
Personen havde elsket en pige, men havde nok aldrig fået det sagt, før hun døde. Personen havde måske gået på alle syv årgange og været forelsket i en pige, der måske aldrig havde lært hans navn at kende. En pige, der måske havde villet være den eneste for ham. En pige, der nu var død og borte. Væk for altid. Eller måske havde personen lige tilstået sin kærlighed til pige - de var blevet et par. Men hun døde. Blev revet væk fra ham før tid. Personen havde nok gemt billedet herinde i håbet, om at pigen ville stoppe med at hjemsøge hans tanker. Måske.
Hun smilte, da Cristopher svarede, og så derefter på ham. Det var nyt. Hun lærte sandelig meget i dag; drenge kunne altså godt blive træt af deres venner. Det havde egentlig aldrig strejfet hendes tanker - drengene, der fjollede rundt på gangene i latter, virkede så... uadskillige. Som Døden først skulle hente dem, før de forlod deres kammerater. Men ja, ja, sådan var verden nu engang. Uforudsigelig.
Hun nikkede, bare for at gøre et eller andet, fugtede sine læber, "Er du her tit?
'Er du her tit?'. Hun kunne slå sig selv. Det var da det mest dumme spørgsmål, nogensinde. Hvorfor spurgte hun om det? Kunne hun ikke have spurgt om vejret? Lektierne? Skolen? Nej da, hun spurgte, om han var her tit. Smukt. Fantastisk. Dejligt.