Something new? - Kasper.

T: Klokken er omkring 15:30.
O: Well.. Der er den smukke sø, nogle få personer, nogle træer, græs og sådan lidt forskelligt.
V: Solen står højt på himlen, der er stort set helt skyfrit, og så kommer der af og til en kølig brise.

Solen stod højt på himlen og fuglene sang deres vidunderlige sang, med de små pibende stemmer. Alt åndede stilhed, efter den lange skoledag. Folk havde sat sig for at slappe af, i små grupper. Snakkende og grinende. Inde midt i alt det, sad en lyshåret pige i græsset. Hun var klædt i et par sorte shorts, som stoppede lidt før hendes knæ, en grøn stropløs top og en oversize trøje. Langærmet. Hun bar ingen sko, da hun nød følelsen af græsset mellem hendes tæer. Hun holdte en bog i hænderne. En bog hun allerede havde læst op til flere gange, men hun elskede den. Hendes forældre læste den ofte højt for hende, da hun var lille, og nu da hun jo selv kan læse, er hun nærmest som besat af den. Barden Beedles Eventyr.
Et lavt suk forlod hendes læber. Et afslappet træt suk, der tydeligt viste hvor bumpet hun var efter den lange dag. Hun nød at gå i skole og sådan, det var ikke det, men hun følte bare hun manglede noget nyt. Noget det fik hendes hverdag til at virker mere unormal, end den allerede gjorde i forvejen. Jo dagene løb da af sted, men hun sad jo oftest for sig selv, alene.
Hun lukkede langsomt bogen i, da hun var færdig med en af historierne. Hun lod blikket glide ud over den glinsende sø. Solen blev tydeligt afspejlet i det, og fik vandet til at ligne tusind små diamanter.

Kasper gik ned til søen, da han straks så en virkelig smuk pige. Han gik hen til hende. ”Hej” han sagde det lidt koldt, fordi han ikke følte sig særlig glad, han så på hende men kiggede atter ned. Et bredt smil begyndte at komme frem på hans læber. ”Kasper Mortecai Schoenfield” sagde han og smilte svagt

//Sorry for det korte indlæg//

Da en stemme brød ind i hendes hoved, så hun væk fra den glinsende sø, og op på en drengs ansigt. Hun kunne ikke genkende ham, men det gjorde vel heller ikke noget. Nye venner kunne hun jo altid bruge. Et smil bredte sig over hendes læber, da han præsenterede sig selv. Kasper var navnet på ham. "Jeg er Camille Prew." Hendes stemme var let og helt optimistisk. Hun havde haft en god, men trættende dag. Solen stod jo også højt på himlen, så det var besværligt for hende, at havde en dårlig dag. Hun betragtede drengen fra siddende stilling lidt, inden hun skubbede sig op med den ene hånd. Den anden holdte stadig fast i bogen. Hun så stadig på ham, og det milde smil stod tegnet over hendes læber.
"Har vi mødt hinanden før?" Hun lagde hovedet spørgende på skrå, så noget af hendes pnadehår gled ned foran hendes ene øje. Det gjorde hende egentlig ikke noget, da hun var vant til det. Det var også derfor hun ikke tænkte over det nu.

//Det er okay.//

Kasper så lidt skævt på hende. ”Smukt navn” sagde han stille. ”Nej det har vi vist ikke, jeg holder mig mest for mig selv.” Siger han stille men smiler dog stadig lidt, han klør sig i nakken. ”Har du hørt om skoleballet?” Spørger han hurtigt og venter på sit svar. Han smilte lidt mere da hendes hår røg ned foran øjnene. ”Det her hører du garanteret tit, men du er utrolig smuk

Camille betragtede roligt drengen. Hun kunne virkelig ikke genkende ham. I hendes øjne, var han bare en fremmed dreng, kaldet Kasper, men de kunne vel blive venner? Kunne de ikke. Hun smilte en anelse, da han sagde det med at vandre rundt alene, holde sig for sig selv. Det gjorde hun jo også selv et ofte. Hun elskede dog at være sammen med andre folk, men hun gad ikke altid at skulle vade over til dem.
"Ja, det har jeg, hvorfor?" Hun rynkende spørgende brynene. Hvorfor bragter han dog det på banen? Det virkede meget underligt i hendes øjne. Hun så hurtigt ned, da han sagde hun var smuk. Nej, det var ikke noget hun hørte ofte. Hun havde mødt få folk, der syntes hun var smuk, men de fleste syntes bare hun lignede den normale tøs, der var lidt outsider agtig. En svag varme bredte sig i hendes kinder, og hun vidste der kom en svag lyserød kulør over dem.

Kasper smilte svagt. "Når ikke for noget, vil bare se om du var forberedt" sagde han men der var noget der fortalte ham at der var noget ved hende han kunne lide. "Nå, jeg har set at du er en smule meget sammen med Professor Simon?" Sagde han, han holdte hænderne for munden for ikke at få hende til at hade ham nu. "Undskyld det skulle jeg vidst ha tænkt".

Hun kunne ikke lade vær' med at grine lidt over det. En lav, kort latter. Hun så smilende på ham bagefter og nikkede let. "Okay så...." Hun smilte skævt og så, så lidt rundt. Ud over søen, over mod nogle af de små snakkende grupper og så tilbage til Kasper igen.
Hun blev en del overrasket over det han sagde, men hun tog bare en rolig indånding, og skubbede en maske frem. "Ja, det er jeg. Han er min ynglings lærer, og så giver han mig mest frihed omkring mine lektier." Hun var blevet ret irriteret over at han spurgte, men hvad kunne han vide. Havde han måske været til stede, da de kyssede. Nej! Hende og Tim havde helt bestemt været alene i rummet, uden andre!

Kasper så på Camille. "Jeg tror bare jeg smutter, jeg bringer for meget ballade" han tager straks sin ugle, som sidder på Camille's skulder. "Kom så Woffli" siger han og er på vej væk, han kan ikke lide at skændes med folk. Men der var bare noget der var ved Camille, som han virkelig godt kunne lide. Var det udseendet? Personligheden? Han vidste det virkelig ikke.

Hun så lidt efter ham. Irriteret over han spurgte, men ked af at hun ikke kunne få en ny ven. Hun følte sig lidt dum, da hun bare lod ham smutte. Han kunne jo ikke gøre for at han havde spurgt. Hans nysgerrighed havde vel overtaget, ligesom den nogengange overtog hende.
"Nej, det behøver du ikke... Jeg mangler alligevel noget selskab.." Hun trådte nogle skridt efter ham, da hun havde sagt det, dog stoppede hun op lidt efter. Hun ville ikke vade efter ham. Hvis han vandrede tilbage til hende, fint, men hvis han ikke gad, skulle han da også have lov til det. Camille gad ikke tvinge ham tilbage hvis han nu ikke havde lyst. Det lå ikke til hendes natur, at gøre sådan noget. Hun holdte stadig om bogen med den ene hånd, mens den anden hånd pillede lidt ved trøjens ærme.

Kasper så tilbage på hende. "Camille....Jeg må virkelig undskylde min opførsel, jeg er bare ikke vant til at tale med nogen. Men jeg har én dyster hemmelighed, du må godt høre den" sagde han hurtigt og smilende. "Jeg kan bare ikke modstå dig på en måde" sagde han igen og så ned. Woffli sad på Camille's skulder og bed nogen biller væk, som kravlede på hende.

Hun så tavst på ham, da han stoppede op og begyndte at snakke. Hun kunne på en eller anden måde, godt forstå ham. Det sjældent at snakke med nogen, og så pludselig skulle snakke med en, det er ikke altid helt enkelt, det kendte hun fra sig selv. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da han nævnte noget med en dyster hemmelighed, som hun godt måtte hører. Så dyster kunne den jo heller ikke være, hvis han ville fortælle hende det.
Da hun hørte ordene blive sagt, bredte chokket sig i hende. Hun havde aldrig været god til at håndtere det med folk, der kunne lide hende. Eller jo som venner, men hvis de mente mere end det. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun ville da gerne sige, at hun også godt kunne lide ham. Men hvis hun sagde det, ville det være en løgn. Han var flink, og hun kunne lide ham, som en ven, men i hendes øjne, var det intet andet.

Kasper så på hende. "Jeg er halv vampyr" sagde han sammenbidt, og så på hende. Han kløede sig i håret. "Og så kan jeg læse tanker" han havde ikke sagt andet.


//Sorry sorry, skal i bad. Skynder mig//

Camille har ikke lagt mærke til uglen på hendes skulder, Woffli, som han kaldte den. Hun var ikke vant til uglen, men hun syntes nu det var nogle meget søde dyr, specielt de helt små af slagsen.
Hun trådte chokeret et skridt tilbage. Ikke fordi hun var bange for ham, blot fordi nyheden chorkerede hende. Vampyr? Hun vidste ikke engang om hun skulle tro på det eller ej. For de der vampyre, fandtes de overhovedet. Det vidste hun ikke, om hun ville tro må, men han så da ud til at tale sandt.

Kasper smilte lidt. Han åbnede munden så man kunne se et par vampyr tænder. "Jeg bider ikke, jeg suger kun blod fra farlige dyr" sagde han og smilte. Imens han så på hende, han vidste ikke hvad han skal gøre. Men han vil nok ikke gøre mere.

Camille så på hans tænder, da han blottede dem. Så han talte altså sandt? Hun vidste en masse ting, og var begyndt at tro på en masse ting, men vampyre.. Det vidste hun ikke at der fandtes. Varulve og sådan nogle væsner havde hun lært at tro på, gennem årene jo, men vampyre. Det havde slet ikke strejfet hendes hoved, at de fandtes. "Aha..." Hun nikkede en anelse over det, og kunne ikke lade vær med at smile til ham. Det var jo en hyggelig samtale hun havde sig, selvom den omhandlede noget lidt underligt.

Camille så på hans tænder, da han blottede dem. Så han talte altså sandt? Hun vidste en masse ting, og var begyndt at tro på en masse ting, men vampyre.. Det vidste hun ikke at der fandtes. Varulve og sådan nogle væsner havde hun lært at tro på, gennem årene jo, men vampyre. Det havde slet ikke strejfet hendes hoved, at de fandtes. "Aha..." Hun nikkede en anelse over det, og kunne ikke lade vær med at smile til ham. Det var jo en hyggelig samtale hun havde sig, selvom den omhandlede noget lidt underligt.