En hyggelig skovtur (Åbent emne)

S: Den Forbudte Skov
T: 12:30
V: Solskin
O: Kun mig, pt
P: En hvid skjorte, shorts og converse. Håret sat op i en pæn hestehale

Dylan kiggede sig omkring, hun havde taget et rød og hvid stribet tæppe med sig og havde lagt det på græsset. Hun havde en kurv med, hvor der var alle mulige lækre ting, hun tog tallerkner, glas og bestik frem. Og som drikkelse, græskar juice, te, mælk, vand og ingefærøl, hun kunne skaffe gratis ting fordi hun bare kunne flirte falsk med andre, men hun følte ikke noget for nogen af dem.

Camille Prew, en lyshåret pige fra Hogwarts, kom gående hen af en af de få stier i skoven. Hun havde igen vovet sig ud i skoven, selvom hun vidste det egentlog var forbudt. Det lå jo også lidt i navnet, den forbudte skov. Men noget ved skoven fangede hende. Det store og prægtige ydre, og det skumle og farlige indre. Camille var klædt i et par sandfarvede alladin bukser, en hvid halv gennemsigtig top, hvor hun havde en kort sort top indenunder. Hendes sko bestod af hendes sorte ballerinaer. De bukser hun havde på, var af den slags hun holdte mest af at bruge. De løsthængende, store alladin bukser. Hun var ligeglad med hvilken farve, hun elskede blot at gå i dem.

//Arh.. Beklager. Er lidt ukreativ.//

//Skal man være med?:)//

Dylan så Camille. "Cami herover!" Råbte hun og smilte, hun gjorde noget mad klar og tog drikkelsen frem. Hun smilte virkelig meget, hun elskede sin veninde højere en noget andet, hun vidste endda ikke hvorfor. Hun kløede sig i håret og begynde at tage en bid af noget salat, hun var ikke vegetar, nej hun elskede kød. Især bøffer.

Timothy: Ja selvfølgelig må du det

Da Dylan's velkendte stemme brød ind i Camille's hovede, så hun i retning af stemmen. Og ganske rigtigt.. Der, lige lidt fra hende, sad Dylan Schoenfield. En veninde der betød meget for Camille, mere end mange andre gjorde. Hun var en af de få sande venner hun virkelig havde. Og ikke bare en af de løgnere der bare ledte efter en ny flirt.
Hun smilte bredt til Dylan og begyndte langsont at gå over mod hende. Hun regnede med at det var tilladt for hende, at sætte sig og spise med. Det lignte næsten det var meningen, eftersom Dylan havde taget så meget mad med. Som om hun virkelig forventede at støde på nogen, inde i denne skov. Den Forbudte Skov, hvor ingen egentlig måtte gå ind.
Hun stoppede op, lige ved starten af tæppet og så ned på hendes veninde. "Hvad laver du herude?" Hendes stemme var rolig. Hun kunne jo ikke være mistænkelig, da det nok var lige så mistænkeligt at Camille selv vandrede rundt i Den Forbudte Skov.

Dylan smilte. "Jeg elsker bare at sidde herude, men har du holdt nogen hemmeligheder for mig Camille?" Spurgte hun, hun var nysgerrig. Da hun ikke vil have at Camille løj overfor hende, hun håbede ihvertfald ikke at hun blev sur på hendes spørgsmål. "For hvis du har, vil jeg altså have at du fortæller mig det" sagde hun koldt.

Dylan smilte. "Jeg elsker bare at sidde herude, men har du holdt nogen hemmeligheder for mig Camille?" Spurgte hun, hun var nysgerrig. Da hun ikke vil have at Camille løj overfor hende, hun håbede ihvertfald ikke at hun blev sur på hendes spørgsmål. "For hvis du har, vil jeg altså have at du fortæller mig det" sagde hun koldt.

Camille nikkede sammentykkende. Hun elskede også selv at sidde i skoven, selvom det var forbudt. Hun blev helt bleg i ansigtet og tøvede meget, inden hun til sidst satte sig på tæppet og så på Dylan. Hun ville virkelig gerne fortælle hende det, men hvad nu hvis det gav hende problemer. Dylan kunne vel ikke finde på at sige det, kunne hun? Tanken var foruroligende, men hvis det var sådan Dylan var, så var hun vist ikke en helt så perfekt veninde, som Camille ellers håbede.
"Dylan jeg..." Hun tøvede igen. Hvordan skulle hun sige det. Det lød jo lidt dumt, hvis hun bare sagde; 'Jeg er sammen med Timothy Simon i al' hemmelighed, fordi jeg ikke vil bortvises, men virkelig holder af ham.' Nej! Det kunne hun umuligt sige til hende. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det......"

Dylan sukkede. "Jeg fortæller det ikke til nogen Camille...." sagde hun straks. "Jeg vil bare gerne have at vi som bedsteveninder ikke skal lyve for hinanden eller holde noget hemmeligt. "Jeg er forekempel en smule forelsket i Kashmir Brandt Jonathan." sagde hun huritgt. "Du kan godt forstå mig ikke Camille?"

Camille lyttede til det hun sagde. Opmærksomt, fordi hun vidste Dylan lige nu var seriøs. Hun sad imens og overvejede hvordan hun skulle sige det, uden det lød fuldstænig sindssygt. Hun kunne ikke lade vær' med at smile meget kort, da hun sagde at hun var forelsket i Kashmir. Hun brød sig ikke selv specielt meget om ham.. Måske fordi hun var halvblods og han derfor så ned på hende. Opførte sig som om hun var et svin, overfor hende.
Hun tog en dyb, lidt tøvende, indånding og nikkede så. "Du ved det allerede, gør du ikke Dylan?" Hun vidste ikke hvorfor hun spurgte om det, men det var noget i hende, der sagde at Dylan allerede var klar over det, men bare testede om Camille selv, var veninde nok til at fortælle hende til det.

//Jeg vil smutte nu, men svare en anden dag. Vi ses.(: //

Dylan så på Camille. "Jeg ved kun at du har været sammen med ham, men fortæl mig det nu Camille. Eller stoler du ikke på mig?" Sagde hun en smule vredt, hun så på hende men så igen på sin mad, hun havde ikke lyst til at spise. Og hun synes også det var dumt, at hendes bedsteveninde ikke havde fortalt Dylan det, hun havde SLET IKKE sagt et ord.

Nervøsiteten bredte sig i hende. Dylan vidste det godt, det kunne hun se. Men selvfølgelig ville hun hører det fra Camille selv, det er jo en smart måde at teste sin venindes loyalitet på.
Hun tog en dyb indånding, for at trække tiden lidt ud, og få mod til det. "Jo Dylan. Jeg stoler på dig, mere end jeg stoler på nogen anden... Men det hele er bare så pokkers forvirrende..." Hun tog endnu en dyb indånding, denne gang fordi hun manglede ord. "Jeg har været sammen med proffes... Tim." Hun så ned mod madkurven og maden deri. Hun ville ikke se Dylans ansigtsudtryk, selvom hun vidste at hun ikke vil se skammeligt på hende eller vredt.

Dylan så på Camille. "Nå?, Så du har haft et forhold med en Lærer?!" Svarer hun vredt og ser på dig.

//Orker ikke skrive mere//

Vreden blusser op i hende, og hun vender irriteret blikket mod Dylan. Hun knytter hænderne i, og der kommer en svag brise og leger lidt med hendes hår. Hun finder sig ikke i det her. Hende som regnede med at Dylan var en ven, og ikke bare endnu en af de elever, der ikke ville tolorere at hende og Tim havde lidt sammen.
"Og hvad så hvis jeg er? Er du måske ligesom alle andre spader, der har tænkt sig at gå til Nidkjær hvis sådan noget sker?!" Hun råber det ikke, men hendes toneleje er så højt at det er meget tæt på.
Hun gider ikke sidde der mere. Sammen med den tøs der skulle forestile at være hendes ven. Hun rejser sig vredt op og ser bare ned på hende.

Dylan. "Nej det er jeg ikke, og jeg troede du var min veninde, som fortalte mig alting!. Men du har jo bare leget rundt med mig som et stykke kattelegetøj!" Sagde hun vredt og sammenbidt.

"Ja, og det har vist sig at jeg gjorde rigtigt i det. Du er akkurat ligesom alle andre! Jeg skulle aldrig have røbet noget for dig!!" Hun råber det nu. Vredt og irriteret, hvilket tydeligt afspejler sig i hendes blik og stemme. Hun er egentlig parat til bare at vandre væk derfra. Forlade Dylan, for altid. Aldrig se eller snakke med hende igen.

Dylan ser på Camille. "Vi ses" hun går med langsomme skridt op og tager sine ting, hun er parat til at smutte fra Camille.

Hun havde ikke tænkt sig at stoppe hende. Hvorfor skulle hun dog også det? Dylan havde jo tydeligt vist, at Camille ikke kun stole på hende, så hun lod hende bare gå. En svag brise kom, og løftede hendes hår lidt op, dog kun for kort tid, hvorefter det lagde sig til rette på hendes skuldre igen. Han vendte sig bare om, og vandrede dybere ind i skoven. Hendes blik var rettet frem af, og vreden blussede i hende, så løbeild. Klar til at blive antændt.

//Out.//