En snak med frøken Prew(Åbent emne)

S: Mary Yellie's kontor
T: 13:20
V: Snestorm
O: Ikke nogen
P: Billede

Mary sad på sit kontor, hun ventede blot på Camille Prew, og ville godt snakke med hende. Hun havde hørt lidt fra Dylan Schoenfield, og ville godt snakke med hende om det. Hun var på ingen måde ond, men hvis hun brød en af Nidkjærs regler, ville hun jo blive straffet.

En blond pige kommer traskende ned af gangen. Hun har stoppet hænderne godt ned i den sorte hættetrøjes enkle lomme, og hendes allstars står let åbne, da hun ikke har bundet skoene helt ordenligt. Hendes bukser er sandfarvede og løsthængende og hendes hår er flettet i en fransk fletning, til venstre side.
Camille Prew, en femte års elev på Hogwarts skole for Heksekunstner og Troldmandskab. Hun stopper op foran døren ind til kontoret og banker så bare langsomt på. Egentlig forstår hun ikke hvorfor hun skal komme, hun har jo ikke gjort noget glat. Mønsterelev, ordenlig overfor lærene... Så må det vel være noget godt hun er blevet kaldt ned til, medmindre altså..
Hun ryster hurtigt på hovedet. Det er umuligt, hvem skulle have sagt noget. Dylan! Hun knytter vredt næverne og kniber øjnene sammen. Så er hun altså bare ikke en rigtig ven, hvis hun sådan går til lærene. Tankerne løber gennem hendes hoved. Hun mindedes hendes første aften med professeren, inde på hans kontor. Turen i skoven med Dylan, hvor hun fandt ud af at hun ikke kunne stole på hende.
Et tungt suk forlod hendes læber. Omgivende og trist. Hun tog nogle dybe indåndinger, for ikke at virke anspændt, når professer Yellie åbnede døren. Jo roligere hun så ud, detsto bedre.

Mary åbnede døren. ”Kom ind frøken Prew” sagde hun hurtigt, og satte sig på sin plads. ”Luk venligst døren efter Dem” sagde hun hurtigt. ”Har du kysset en lærer?, Sig gerne sandheden frøken Prew”. Sagde hun koldt og en smule vredt, hun ville bare vide det hun ville vide.

Camille åbnede bare langsomt døren op og trådte ind i rummet. Hun lod blikket løbe rundt på kontoret. Et sted hun ikke havde været før, eller hun havde været på et kontor før, men ikke dette kontor. Hun lod døren glide i bag sig, og blev bare stående ved den. Hun ville ikke sætte sig ned, og hun ville bestemt ikke fortælle denne lærer noget. Dylan havde åbenbart været ved hende. Hun knyttede hænderne, men det kunne jo ikke ses, eftersom hun havde armene i hættetrøjens enkle lomme. Et tungt suk forlod hendes læber, hvorefter hun mødte proffesserens blik.
"Hvad for dem til at tro, at jeg har det?" Hun så på proffesseren. Roligt og afslappet, som om intet var sket. Hun var måske ikke den bedste til at lyve, men overfor folk hun ikke brød sig om, var det intet problem. Hvilket vil sige, at hun med lethed kunne lyve overfor Proffesser Yellie, da det ikke var en professer hun kunne lide. Nej tvært imod faktisk.

Mary så på hende. ”Jeg kan se hvornår en elev lyver frøken Prew, fortæl venligst sandheden eller du vil få problemer” hun ser lidt vredt og surt. På Camille og ser ned, hun er lidt oppe at køre over det her.

Camille trækker bare tungt på skuldrene. Lige nu er hun sådan set ligeglad med hvad der sker, hvad proffesseren gør. Hun vil bare væk derfra, væk fra det hele. Finde Dylan og give hende om omgang, på rigtig drengemanér. Slå hende.. Få hende til at fortryde hendes handligner og sige undskyld.
Et tungt suk forlader på ny hendes læber. Hun ser stadig på hende, for hvorfor kigge væk. Hun er ingen svækling, der er bange for problemer. Hun for dem bare sjældent, fordi hun er som hun er. Hun kan ikke lade vær med at finde situationen en smule underholdene, selvom hun er utrolig sur på Dylan og alle de andre, som ved noget omkring de få ting der er sket mellem hende og Tim.
"Store problemer? Vil du gå til Nidkjær?" Hun fnyser efter hun har sagt det. Nidkjær ved det jo allerede, så at hun for det afvide igen kan jo ingen skade gøre. Hun blinker kun få gange, og blikket hviler på hende. Hendes hænder er stadig knyttet, inde i trøjens lomme.

//Kunne jeg få dig til at skrive lidt mere? Jeg har intet at gå ud fra, når jeg får de der tre linjer. Og når jeg selv skriver "langt", kunne det være rart at få noget "langt" tilbage også.//

P: Sin gamle landsholds uniform (Irland), et par flyve briller der hænger omkring halsen, en sort hue med irlands flag på.

En mand kom små løbende hen til slottet, da han kom inden for børstede han det værste sne af og løb ind på gangene. Under armen havde han en kost. Så der var ingen tvivl om hvem han var. Plus på ryggen stod der også med sorte bogstaver, 'O'Connor' så en hver tvivl ville være udslettet
Lando kom gående ned af gangen med faste og hurtige skridt mod professor Yellies kontor.
Lando hvad overhørt nogen elever tale om at en hvis Camille Prew var blevet kaldt til professor Yellies kontor, hvilket jo var knap for godt. Han kendte godt til Camilles forhold med Timothy Simon, hvilket var derfor han var nødt til at bryde ind.
Lando selv havde afbrudt en quidditch trænings time, for at mere eller mindre redde Camille og Timothy.
En banken ville kunne høres inde i kontoret, Lando bankede et par gange til, han stod og lænede sig op af sin kost.
Han havde tænkt sig at fortælle en eller anden historie om hvordan Camille skulle være til til træning, og han havde derfor brug for hende omgående.
Et par bank ville kunne høres igen han var nødt til at stoppe samtalen, så der ikke kom for meget ud hvilket så ville føre til at Nidkjær ville få tingene at vide.
Lando havde aldrig brudt sig specielt meget om Nidkjær, hun var for regelret og Lando selv var mere eller minder en regelbryder.

Hun stod stadig med knyttede næver, og hendes blik hvilte på professeren. Hun kunne egentlig godt bare bruge at komme væk derfra. Træt af at blive opdaget, træt at af hun ikke længere kan stole på nogen, træt af tja... det hele.
Hun læner sig langsomt op af væggen, hvilket for det til at se ud som om hun bare er virkelig ligeglad. Det er hun vel egentlig også, men hun har dog ikke lyst til at blive bortvist. Skolen er jo hendes hjem, hendes venner er der.. Alle. Hendes tanker glider kort til Tim, men hun ryster lidt på hovedet, og prøver at virke så opmærksom som muligt.
En banken når hendes øre, og hun vender opmærksomt hovedet mod døren. Et svagt smil breder sig over hendes læber, da hun føler sig reddet på målstregen. Hun vender langsomt blikket mod proffesseren igen, venter blot på at hun åbner. "Eh.. Proffesser, du burde nok åbne.." Hun vender igen blikket mod døren. Det svage smil kruser stadig over hendes læber. Lettet som hun er, stopper hun med at knytte hænderne og tager dem langsomt ud af hættetøjens lomme. Hun står stadig lænet op af muren, men hun virker en del mere rolig nu. Knap så anspændt, som da hun frygtede at være alene med proffesseren meget længere.

//Ukreativt, beklager.//