Pejsen og minderne. //Remus Watson & Emily Night//

S: Slytherins opholdsstue.
O: Ingen. Folk er ved at gå i seng.
V: Regnen skylder ned langs vinduerne og vinden banker mod væggene.
T: Klokken er mange. Alt for mange.

Pejsen flimre og oplyser kun en lille cirkel omkring den selv. Store skygger af møblerne bliver kastet ud. Ilden er levende. Ilden danser rundt med sig selv.
I en stol sidder Kashmir med sin hættetrøje på, med hætten trukket ned. Han havde løst siddende cowboybukser på og nogle nike sko på. Han var foroverbøjet og med albuerne mere eller mindre på hans knæ, som støtte. I mellem hans ben var et kamera. Det lignede et lidt gammeldags kamera, med en stor blitz der her hævet hen over kameraet. Der er en lang nakkesnor så man kan have den om nakken. Kashmir sad med nogle billeder i hånden. Magiske billeder. De bevægede sig. Sådan var verden. Sådan skulle den være! De gammeldags kedelige muggler billeder var ikke til at holde ud!
Kashmir sad og kiggede på et billed han havde taget af sin mor her da han skulle starte i femte. Det er noget tid siden hun har skrevet til ham. Han var en anelse bekymret for om der var sket hende noget.
Han stirrede på billedet og lagde det ned foran kameraet og tog det næste op i hånden. Det var en muggler pige med et kamera, hvor hun tog et billed af ham. Hun havde kastet sig ud foran et tog den samme dag hvor billedet blev taget. Pigen hed Lynn Violet Evans. Det var den eneste mugglerpige som havde åbnet ham op og kunne snakke med ham. Han savnede hende. Han lagde billedet under moren og tog det næste billed frem. Det var et sort billed. Næsten sort billed. Hvis lyset lå rigtig, kunne man skimte to personer. En dreng og en pige der smilede. En klassiker.
Kashmir sukkede og lagde det neden under de to andre. Der var en million andre billeder i hans kuffert. Men kun trehundrede af dem, var hans ynglings, hvor i toppen lå det af Lynn. Men han kunne ikke se på det, da han blev så følsom af det.
Han lagde billederne væk under de andre og hvilede hovedet på sine hænder, hvor hans fingre havde lettet sig ind i hinanden.

//De to første der svarer er velkommende. Først til mølle.//

Selvom alle andre var på vej i seng, var der dog en som først nu kom ind på opholdsstuen. Han havde en hvid T-shirt på, som var lidt for stor, og en rødstribede skjorte uden på, hvor ærmerne var foldet op. Han havde nogle grønbrune hængerøvs bukser på, hvor i hans stav var i hans baglomme, som altid. Han fik med hænderne dybt begravet i lommerne, han så hen på Kashmir, de startede samme år og dag på hogwarts, da de begge var på deres femte årgang.
Remus var måske halvblods, men han var dog ligeglad med hvad Kashmir hadet og ikke hadet. Han gik hen til ham, og satte sig i sofaen ved siden. "Hvad kigger du på?" spurgte han så, med en ligegyldtig tone. Da han havde sat sig, trak han sin stav og svingede den ind mod ilden og sagde en besværgesle "wingardium leviosa" og han tog et stykke træ ud fra pejsen, han lod det svæge foran ham. Han synes det var mere end spændende at se ilden tæt på, og især flyvene for ham.
"Hvorfor sidder du overhovedet med det kamra? Det er jo latterligt..du mindre om en nørd at du ved det, Jonathan" sagde han så, og så alvorligt og lidt irritered på Kashmir.

Klokken var mange og de fleste var på vej i seng, men der var en pige som bare ikke kunne sove. Hun sad på sin seng oppe i pigernes værelse, hun sad i sin ejen verden. Hun kom til sig selv, kikket rund, alle andre lage i deres senge. Hun rejste sig op og gik udad pigernes værelse, hun var på vej ned af trappen da hun hørte stemmer. Hun tøvet lidt med at tage det sidste trin men gik dog ned alligevel. Der sad to drenge henne ved pejsen, de var begge fra den samme årgang som hende. Hun gik hen og satte sig i en af stolende siden af dem "Hej" Sagde hun, og kikket ned på sine føder. Hun var klæd i hendes normale tøj som betod af: en blå, orange og mange fler farvet t-shirt hvor der var zebra print på, et par grå/sorte stramme jeans.

Kashmir så op da en stemme snakkede til ham. Remus Watson. Halvblods. Femten. Elev. Laver lektier. Rimelig god i alle fag. Ja der var et eller andet ved ham der fik Kashmir til at få en skrækkelig smag i munden. Ikke kun det at han var halvblods, men også det at han var omkring på samme niveau som Kashmir selv. Kashmir klarede sig ret godt i skolen og fik ofte fremragende i sine fag.
”Jeg kigger såment bare på nogle af de billeder jeg har taget,” sagde Kashmir koldt til ham og lænede sig tilbage i stolen. Han kiggede dovent på hvad Remus gjorde. Sikke en gammel besværgelse.
”Jeg sidder med et kamera, fordi jeg godt kan lide det, Watson,” svarede han ham med en isende tone. Kashmir spidsede sine øre, da han kunne hører der var en på vej ned fra sovesalene. Højstsansynelig en pige, da det kom ovre fra deres fløj. Kashmir rettede blikket op og ventede på at se hvem der kom frem.
Emily Night. Fuldblods. Femten. Elev. Resten vidste han desværre ikke. Han havde kun hørt lidt om hende. Ikke så meget andet. Han fulgte hende med blikket. ”Godaften, Night,” svarede han mere optøet. Piger havde for det meste et eller andet der beroligede ham. Særligt når det var fuldblods.
”Hvad bringer jer enlig her?” sagde han og kiggede mere eller mindre skiftevis på dem, men holdte dog mest sit blik på Night.
Klokken var enlig så mange, så alle burde ligge og sove uforstyrret i deres senge. Måske var klokken to? Det undrede enlig Kashmir, at Remus ikke var blevet taget på gangene. Han havde sikkert gået inde i siderne og undgået lærerne, selv om det var noget af det mest umulige i verden!

Pigen trak på skuldrne "Jeg kunne ikke sove... Og du?" Hun begynde at rode i sin bukse lomme, så fandt hun det endelig og trak så en pakke med tyggegummi op. Hun tog et stykke og begynde at tygge, hun smed derefter resten af pakken på bordet der stod foran hende.

Remus var i sin egen verden på ingen tid. Han så på ilden som om den var hans eneste ven. Men det kunne måske være fra den gang han "kom" til at brænde sit værelse ned. Han var helt væk.
Men hans tanker blev forstyrret af Kashmir. Han vendte blikket mod ham med en irritered mine. Hvorfor? tænkte Remus lidt. "Hvilke former for billeder?" spurgte han så og hævede det ene bryn. Remus var faktisk ligeglad, men høflig kunne man godt være ind i mellem.
Remus lagde brænde stykket ind i ilden igen, og lagde sin stav væk. Han sad som om han var prins over sofaen, selvom han bare flød på sin egen måde. Da Kashmir snakkede igen, kiggede Remus igen på ham. "Styr det der Watson, tror du jeg er glad for det?" lød en provokede tone fra Remus. Han hadet det Watson, det lød så fornemt mente ham, men det var dog bedre end James i følge ham.
Han vendte sig om da Emily sagde noget "Davs Emily" sagde han så og rejste sig op, og gik hen til vinduet. "Jeg lister rundt, hvad med dig selv?" svarede Remus på Kashmirs spørgmål.

Emily sad og leget med en hårtot, den var næsten hvid men alligvel ikke... Hun lagde fødderne op på bordet, hun var ligeglad om hun havde møjbiskite sko på. Hun lagde nakken tilbage og kikket op i loftet.

Kashmir orkede ikke at svare på Remus' spørgsmål om hvilke slags billeder. Det var meget kompliceret at sige. Kun en profestionel ville kunne forstå hvis han begyndte at snakke om linser, lys, farvetoning, kvavilitet og hvilket kamera han havde brugt. Han vidste udmærket godt at Remus ikke fattede en skid om alt det... Eller måske lidt, men ikke nok til at kunne forstå det helt ordenligt, da det meste af det var forkortelser.
”Jeg tiltaler Dem bare ved efter navn, som De gjode ved mig!” snerrede han igen og kiggede over på Emily med et meget anstrengt blik.
”Jeg sidder blot og prøver at huske minder...” mumlede han og kiggede skiftevis fra Emily til Remus.

//Kan vi ikke lave ludo? Sådan så det er Kashmir(Mig) - Remus - Emily? Og sorry for det kortere svar...//

//Det kan vi godt!:3//

//Remus... Vi venter kun på dig :)//

//Im here!!!//

Remus vendte blikket mod Kashmir, da han ikke svarede på hans spørgmål. Tsk. Remus gik hen mod døren, i det han var ved at åben den, sagde Kashmir noget med minder, som svar til Emily. Remus fik et smil på læben, ikke et sødt smil, men et tabersmil.
Han vendte sig om. "Minder? Hvad, hvor gammel er du? 12 år?" sagde Remus hånligt. Remus var aldrig den følse mæssige type. Han kunne godt få en følse, men ikke fra sin fortid. Den var normal. Kedelig og brugt på så mange andre. Han vendte blikket mod Emily. "Tag dog fødderne ned.. Tror du vi er dyr?" lød det fra Remus med en snerrende tone. Remus var måske sjusket ude på, men renlig inden i. Møg var noget han hadet, i sær ved ting man spise eller læst ved.

//Det kan vi godt! :D//

Hun vendte hovdet for at kikke på ham og sendte ham så et irreteret blik "Tror du ikke jeg kan gøre rent efter mig?" snerret hun. Bare fordig hun var godt til at svine ting til, og var ligeglad med om hun gjorde ting besikdte gjor hun dem os rene igen.

Kashmir gad ikke at kigge på Remus, da han rejste sig. Han registrerede i forvejen hans tilstedeværelse, det var nærmest for meget for ham.
Ved Remus kommentar for han op og stirrede ondt på ham, ”Hvor gammel er du lige?” snerrede han. Han hadet folk der prøvede at stille sig op foran ham. Han kunne ikke tage det. Det var for åndssvagt. Dog kunne han ikke se problemet over at han stillede sig op i mod andre...
”Hun må godt have sine fødder lige hvor hun vil!” snerrede han forsvarende. Remus skulle bare ikke kritisere en anden fuldblods foran ham. Kashmir kunne mærke spændingen i luften.
Ville Emily ikke bryde ind måske? Det ville måske få en ende på den slåskamp.. Eller skulle man ikke kalde den en duel? Den duel der måske skulle til at starte. I opholdsstuen!

Remus så så op Kashmir med et virkelig ”eooow” blik. ”Jeg er måske yngre end dig, men jeg er er da ikke et stikker svin..som du Kashie..” sagde han på en provokerne måde og løftede brynene*.
”Er det ikke hvad Wesley kaldt dig?” sagde han igen.
Remus gik hen og skubbede Emilys fødder. ”Du kan smække dine fødder op på bordet, NÅR jeg er gået, fatter du det?” sagde han og så ned på hende med et vredt blik. Remus var lidt oppe at køre, hvorfor, nok fordi Kashmir var tilstede. Remus hadet den dreng som pesten!

//*Som Draco gør med Harry og hans venner//

Hun sendte ham et surt blik og satte sine fødder ned på jorden med et hårdt 'bump' Hun rejste sig op "Godnat" Hun sendte dem begge et irreteret blik og stormet så op af trappen og ind på pigernes kolleigum. Hun ved ikke hvorfor men hun blev altid bare så vred når folk fortalte hende hvad hun skulle og ikke skulle.

Kashmir rynkede panden. Han havde hørt 'Kashie' før... Og der var det at Kashmir var ved at være sur nok til at gøre et eller andet. Improvisering. Det var for det meste det han gjorde. Det var det der holdte ham oppe.
”Lad dog være med at kalde mig noget som en eller anden nar har kaldt mig!” hvæsede han.
Kashmir snerrede så igen, da Remus næsten lige havde taget Emilys fødder ned fra bordet, ”Lad hende dog være,” snerrede han. Kashmirs blik blev hurtigt rettet mod Emily som havde rejst sig, sagde godnat og 'flygtede' fra deres vrede.
”Hvorfor kan du ikke være lidt nede på jorden?” snerrede han af Remus. Nu ville Kashmir jo også nemmere falde op i skyerne med sit temperament.
Han havde ikke selv tid til at kigge efter Emily. Lige nu skulle han lige have en femtenårig til at forstå hvem han var oppe i mod.